Afrika i Berlin

afrika

I den nordlige bydel Wedding ligger veje med navne som Togostraße, Kamerunerstraße, Usambarastraße, Windhukerstraße. Berlinerne kalder det den "Das Afrikanische Viertel" - det afrikanske område. Bydelen blev grundlagt i 1899 og har rødder tilbage til den tyske kolonifortid. Petersstrasse minder fx om tyskeren Carl Peters, som magt grundlagde kolonien Tysk-Østafrika. Navnet er dog af politisk-korrekthedsgrunde i 1980'erne omlagt til at skulle minde om en anden Peter, Dr. Hans Peter., som intet havde med afrika at gøre. Nogen har taget skridtet videre og forsøgt at kalde gaden for Witbooi-Allee - opkaldt efter Nama kongen Hendrik Witbooi, som var afrikansk frihedskæmper. Midt i området ligger have-kolonien Togo-kolonien. Det er intet med en koloni at gøre. Haveforeningen er blot opkaldt efter Togo-strasse, der løber lige forbi.

Sexslaver, tjenere og tyende

I begyndelsen af 1700-tallet blev der importeret slaver til Europa, og herunder også til Berlin. En fælles betegnelse for mørke, farvede mennesker var Mohr efter Mauer eller en fra Mauritanien. I dansk blev det samme til en mor eller morian. Ordet Mohren støder man ofter på i Tyskland, fx i Mohrenstrasse eller Mohren Apoteke.

I forlængelse af den hede debat om strukturel racisme hedder U-bahnstation Mohrenstrasse i stedet Glinkastrasse fra årsskiftet 2020/21. Der er diskussion om oprindelsen til navnet Mohrenstrasse, som gaden har været kendt som de seneste 300 år. Se fx artiklen i Tagespiegel.

Afrika er langt fra Tyskland og der er ikke mange historier om farvede i Tyskland. En undtagelse er historien om den preussiske Fürst Hermann von Pückler-Muskau, som i 1830'erne holdt en sort sex slave fra Etiopien, Machbuba, som han havde købt sig i Kairo. Hun ligger i dag begravet i Bad Muskau. En anden kendt farvet var August Albrecht Sabac el Cher, som oprindelig var født ind i et nubisk shah-dynasti. Men det meste af sit liv var han kammertjener for Kejser Wilhems bror, Prinz Albrecht.

August blev allerede som dreng givet som gave til Prinz Albrecht af den Osmaniske vicekonge Muhammad Ali Pascha under et besøg i Kairo. Efter prinsens død gjorde Berlins politipræsident ham til almindelig, tysk borger. Han døde i 1886. Hans søn Gustav Sabac el Cher blev en kendt, tysk militærmusiker. Han døde i 1936.

Det var ikke usædvanligt at tyske handelsfolk, der arbejdede i Afrika medbragte farvede tjenere, når de kom tilbage til Tyskland. Andre blev sendt til Tyskland for at få en uddannelse og komme tilbage som håndværkere eller missionærer - det var ikke alle der vendte tilbage. I 1908 havde Berlins U-bahn en farvet lokofører ved navn Martin Dibobe.

Martin Dibobe var fra Cameroun men blev som tyve årig sendt til Tyskland som udstillingsgenstand. Han skulle agere "Afrikansk hverdagsliv" ved en udstilling i Treptower Park. Da udstillingen var slut blev han i Berlin. På Halles-Tor U-bahn kan du finde et foto af ham ved siden af lokomotivet. I 1922 forsøgte han at rejse hjem, men omkom formentlig i Liberia i 1922.

Opdeling af Afrika og folkemord

Tyskland var i sine koloni-magt år hverken værre eller bedre end andre kolonimagter. Næsten alle europæiske lande havde en eller flere kolonier i troperne. For at undgå at toppes om områderne indkaldte Kansler Bismarck til Afrika konference i Berlin i 1885 også kaldet Kongokonferencen. Her blev de europæiske magter, USA og det osmaniske rige blev enige om, hvordan kagen - det vil sige Afrika - skulle fordeles imellem dem. Koloni-tiden sætter stadig spor. Se tegningen først i artiklen, hvor Otto von Bismarck skærer den afrikanske kage til.

Opdelingen af Afrika sætter den dag i dag sine spor i afrikansk politik og kultur. I Cameroun anslås det fx., at der er omkring 300.000 tysktalende. Tyskerne havde tysk Østafrika: Tanzania, Ruanda og Burindi, Sydvestafrika: Namibia samt Cameroun og Togo. Læs mere om konferencen.

En af de sorte pletter i den tyske kolonihistorie er Herero-krigene i Nambia i 1904, hvor århundredes første folkemord fandt sted. Det lokale hyrdefolk Herero gjorde oprør mod det det tyske koloni-styre og det kostede måske 100.000 mennesker livet. Den tyske general Lothar von Trotha vandt i slaget ved Waterberg og jog Hereofolket og Nami folket ud Omaheke ørkenen, hvor de fleste døde af tørst. De blev holdt fra at komme væk fra ørkenen, og det hævdes at de tyske soldater systematisk forgiftede den vandforsyning der var. I en rapport fra FN i 1984 er det klassificeret som folkemord. Mange af de overlevende endte som sultende flygtninge eller i koncentrationslejre.

Et andet kendt oprør var Maji Maji oprøret mod tyskerne i Tanzania i 1905-7 som også kostede 1.000 vis - hvis ikke 100.000 vis ofre. Nogler siger 2-300.000 ofre svarende til hver tredje. Britterne hjælp her tyskerne med at opretholde deres lov-og-orden. Belgierne har iøvrigt også en grov forhistorie i Afrika: I 1880'erne slog belgierne et sted mellem 2 og 15 millioner mennesker ihjel i Congo.

Rheinlandsbastarderne

I Weimartiden boede 2-3.000 farvede i Tyskland. De fleste fra de tyske kolonier. I Rheinland var de fleste efterkommere efter farvede franske soldater. Hitler mente, at det var en del af en jødisk sammensværgelser at udstationere "negerhorder", som skulle bastardisere det tyske folk. De blev omtalt som "Rheinlandbastarde", bastarderne fra Rhinlandet.

Da nazisterne kom til blev livsbetingelserne svære for de afrotyske borgere. Selvom de var statsborgere måtte de aflevere deres pas og blev betragtet som statsløse. De kunne ikke rejse til udlandet, og de skulle løbende melde sig til politiet. De blev betraget som Mischprodukte, og nazisterne så det var deres pligt at forhindre en svækkelse af den ariske, germanske race.

Rhinlandet var besat af franske tropper efter 1. verdenskrig frem til 1930 og en del af de franske styrker var fra Senegal og Togo. I tyske medier talte man om forrædderi mod den hvide race og advarede mod faren for voldtægter begået af afrikanerne, som blev betragtet som undermennesker med en forstærket seksualdrift. I satiretidskriftet Kladderadatsch var der fx i 1920 en tegning af en gorilla i fransk uniform, som slæbte en hvid kvinde væk.

Man talte om den sorte skændsel, og det blev faktisk opgjort, at der kom mindst 385, hvis ikke 800, afrotyske børn ud af mødet mellem de afrikanske tropper og de tyske Rhinlandskvinder. Da nazisterne kom til fik de lokale myndigheder i 1937 besked om at fortælle, hvor børnene befandt sig. Det hele var uofficielt, for der var ingen retsgrundlag for tvangssterilliseringen.

Omkring 400 børn tvangssteriliseret af Kommission Nr. 3 under ledelse af Eugen Fischer og Fritz Lenz. Eugen Fischer var nationalsocialistiske racehygiejniker (Eugeniker), men formåede alligevel at blive æresmedlem af den tyske antropoloforening i 1952. Det samme var Fritz Lenz, som fortsatte som professor i arvelære ved universitettet i Göttingen til sin pensionering i 1955. De to skrev sammen med kollegaen Erwin Bauer (1875-1933) standardværket om racehygiejne; "Erblichkeitslehre und Rassenhygiene" indtil1936, og herefter hed det; "Menschliche Erblichkeitslehre und Rassenhygiene". Helt frem til 1960 var Baur-Fischer-Lenz værket standard på universiteterne. Beskæmmende og uforståligt.

Skæbner i nazitiden

Ligesom jøderne blev de afrodeutsche forfulgt og sendt i KZ lejre. En af de første ofre var allerede i 1933, da nazisterne myrdede kommunisten Hilarius Gilges. Den liberianske generalkonsul Momulu Massaquoi fik barn med sin tyske husholderske uden for ægteskabet i 1926. Datteren, Fasia Jansen, overlevede opholdet i KZ Neuengamme og blev en kendt tysk sangskriver og fredsaktivist. Theodor Wonja Michael blev født i 1925 som søn af emmigranter fra Cameroun. Det lykkes ham - og andre farvede - at få arbejde for UFA film-studierne, som lavede film om Tysklands glorværdige tid i Afrika. Han blev journalist og skuespiller.

Bayume Mohamed Husen var børnesoldat for tyskerne under 1. Verdenskrig i Afrika og kom til Tyskland. I 1930'erne blev han på grund af sit eksotiske udseende ansat i "wild-west bar" i forlystelsespaladset Haus Vaterland på Potsdamer Platz. Han blev også skuespiller, men blev anklaget af Gestapo for omgang med ariske folk og han døde i 1944 i KZ Sachsenhausen. I Brunnenstraße 193 i Berlin, hvor han boede, er der idag en "stolperstein" med hans navn.

Efterkrigstiden i vest og øst

Vest. Efter 2. Verdenskrig kom der i Vesttyskland et boom af "brown babies", som var resultatet af mange afroamerikanske soldater og tyske piger. Som pendant til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse har Tyskland haft Neuen Schwarzen Bewegung, som i 1980'erne organiserede sig i foreninger, der stadig findes.

Øst. I kampen mod Imperialismus, Kolonialismus og Neokolonialismus var Afrika et varmt emne i DDR og Berlin nedsatte kommunisterne Das Solidaritätskomitee der DDR til udviklingsarbejde i Afrika og mellem 1950 og 1990 var der op mod 200.000 fra Afrika, Asien og Sydamarika, der var på et kortere eller længere studie eller arbejdsophold i DDR.

En af dem var Mahoma Mwakipunda Mwaungulu som blev født i 1932 i Tanzania. Han var politisk aktiv i Afrika og fik et studieophold i 1960'erne i Leipzig. Han rejste til Malawi, men var nødt til at flygte tilbage til DDR, hvor han slog sig ned i 1967. Han blev gift med en tysk kvinde og i 1980 blev han for kritisk for DDR, så han flyttede til vesten til Kreuzberg i Berlin - hvor han var kritisk i forhold til både øst og vest. Han døde som 72 årig i Berlin i 2004. I DDR var der også et større antal kontraktarbejdere fra Benin og Mosambigue.

Afrikansk kultur i Berlin

I dag anslås det, at der er 80-90.000 mennesker i Berlin med afrikansk baggrund. Den politisk korrekte omtale er Afrodeutsche. I Tyskland måske op til 800.000 mennesker. der stammer syd fra Sahara. Tælles hele kontinentet med er der omkring 1.5 millioner afrikanere i Tyskland.. Det er en blanding af tyske statsborgere, med opholdstilladelse samt en del illegale indvandrere.

I 2013 blev Karamba Diaby (SPD) og Charles M. Huber (CDU) de første afrotyske medlemmer af den tyske bundestag.

Lyt fx til Changa Mire, som er en afrikansk musiker i Berlin.

Et samlingssted er Afrikahaus Berlin Bochumer Str. 25 - 10555 Berlin (Moabit) - U-Bahn Turmstraße

Spis afrikansk

Restaurant Relais de Savanne i Prinzenalle - Her serverer togolerseren Assibi Wartenberg togolesisk mad. www.d-tf-berlin.de
Imbiss Sahara, Reuterstrasse 56 12047 Berlin-Neuköln
Imbiss Sudan, Oppelnerstr.4, 10997 Berlin-Kreuzberg
Restaurant Massai, Lychener Str. 12 10437 Berlin-Prenzlauer Berg
Mande, Tegelerstr. 25, 13353 Berlin-Tiergarten

Fest

Mandigo - Afro-Cultural Night Club, Mehringdamm 107 10965 Berlin-Tempelhof
TamTam - Bachstraße 475 ( S-Bahnbogen ) 10555 Berlin-Tiergarten

Køb afrikansk

Alpha and Omega, International Afro Shop, Weserstr. 3-4, 12047 Berlin
Radhaa Afro Minimarkt, Hobrechtstr. 7 12043 Berlin-Neuköln
Mr. EBENY Africa Market, Kamerunerstr. 6 13353 Berlin-Tiergarten
Kumasi Shop, Dunckerstraße 72 10437 Berlin-Prenzlauer Berg
Haddy's afroshop, Neckarstr. 6 12053 Berlin-Neuköln
DESIRE BOUTIQUE - African Fabrics and Accessoires, Silbersteinerstr. 81 12051 Berlin-Neuköln