1701 - 1797 Skæve Fritz, Soldaterkongen og Alte Fritz - Berlin bliver hovedstad

Preussen kom for alvor på Europakortet i 1700-tallet. En række af markante kurfyrster og konger af huset Hohenzollern lagde grunden for Preussen og det moderne Tyskland. De har alle øgenavne. Det hele begyndte med den store kurfürste i Brandenburg som lagde grunden, så tog Skæve Fritz over og dannede Kongeriget Preussen, Soldaterkongen grundlagde militæret og Alte Fritz rundede det hele af med erobringer og moderne, oplyst enevælde.

Frederik den I. Skæve Fritz

Kurfürstens søn, Frederik Wilhelm startede med at være kurfürste i 1688 som sin far under navnet Frederik den 3, men kejseren i det tysk-romerske rige opgraderede ham i 1701 til konge i Preussen, hvor han tog navnet:  Frederik I, konge i Preussen.

Det vil sige, han kronede sige selv til konge i Preussen, for havde giftet sig til det østlige Preussen, der var uden for kejserens jurisdiktion. Så der kunne han selv bestemme, at han ville være konge.

Man skal huske om ham, at han i historiebøgerne går under begge navne, alt afhængig af hvilket årstal man taler om. Da det var ham selv der udnævnte sig som konge i Preussen, og ikke den tysk-romerske kejser, var han ikke konge af Preussen.

Som konge regerede han fra 1701-1713. Det ham på billedet til venstre. 

Kejseren over det tysk-romersk rige sad i Wien og i helt det tysk-romerske rige var det ham som tildelte adelstitler som markgreve, kurfyrste og konge. Preussen var den stærkeste brik i tysk-romerske rige og Frederik fik kejserens godkendelse til den nye titel mod at bidrage med 8.000 soldater til den spanske arvefølge krig.

Det var her Preussen og Berlin som hovedstad blev grundlagt. 

I 1701 blev markgrevskabet Brandenburg og hertugdømmet Preussen slået sammen, og i 1710 blev byerne Cölln, Friedrichswerder, Dorotheenstadt og Friedrichstadt til Königliche Haupt- und Residenzstadt Berlin.

Kongen havde iøvrigt den skavank at han haltede - derfor blev han også kendt som "Skæve Fritz".

Der er ikke så meget at sige om Skæve Fritz - ud over at han blev konge og gjorde Berlin til hovedstad.

Han var mest til at nyde livet og holdt af kunst og kultur. Sønnens (Soldaterkongen) fascination af militæret ejede han ikke. Han grundlagde Akademi der Kunste i Berlin. Alte Fritz skrev mange år senere om sin bedstefar:

„Friedrich war zwar ohne Festigkeit, eitel und glanzsüchtig, doch nicht ohne Wohlwollen und Gutmütigkeit, im ganzen aber groß in kleinen Dingen und klein in großen. Sein Unglück war, dass er in der Geschichte zwischen einen Vater und einen Sohn gestellt war, die ihn beide an geistigen Kräften überragten. Ihm lag mehr am blendenden Glanz als am Nützlichen, das bloß gediegen ist. 30.000 Untertanen opferte er in den verschiedenen Kriegen des Kaisers und der Verbündeten, um sich die Königskrone zu verschaffen. Und er begehrte sie nur deshalb so heiß, weil er seinen Hang für das Zeremoniewesen befriedigen und seinen verschwenderischen Prunk durch Scheingründe rechtfertigen wollte. Er zeigte Herrscherpracht und Freigiebigkeit. Aber um welchen Preis erkaufte er sich das Vergnügen, seine geheimen Wünsche zu befriedigen.“

Du kan finde ham under Berliner Dom i dag, hvor hans sarkofag står. 

Soldaterkongen

Det med militæret lå til Frederik den 1.'s søn, Frederik Wilhelm I.

Hans tilnavn blev Soldaterkongen, og han styrede Preussen fra 1713 til 1740.

Frederik Wilhem I af Preussen skabte Preussens militære ry og en kæmpe hær. Det var nok med en stærk hær, for han var aldrig i krig med nogen.

Han levede som soldat, gik i militære uniformer, var en kolerisk tyran - og målbevidst. Begreber som flid, sparsommelighed, pligt, disciplin knytter sig til Frederik Wilhelm I. Han fik 10 børn med konen, Sophie Dorothea af Hannover. I dag ville nogle mene, at det var gået galt i pottetræningen af Frederik Wilhelm I.

I 1700 tallets begyndelse var landet overvejende et bondeland uden meget håndværk og handel. Færdigvarer blev importeret. Men det ændrede Frederik Wilhelm på. 

Frederik Wilhelm I udbyggede Berlin med Friedrichstadt og Luisenstadt. Han beskyttede de jagede protestantiske mindretal i Europa og fortsat traditionen fra sin far med at tiltrække kompetencer, viden, teknologi og penge til Berlin - fx Böhmerne i Rixdorf. Den åbenhed for indvandring af kompetente mennesker har været en betydelig faktor i at gør Berlin til en rig by.

Soldaterkongen var krævende, og det var ikke let at være søn af Soldaterkongen. Hans søn, tronfølgeren, - der altså senere blev til Frederik den store - flygtede til England. Han interesserede sig mere for litteratur og poesi, filosofi og musik end for militær, marcher og parader. Flugten fik alvorlige følger: Hans ven og hjælper, Hans Hermann von Katte, blev fanget og torteret og dræbt for øjnene af sønnen. Så kunne han lære det. Det skete i Küstrin 80 km fra Berlin. Byen og slottet i Küstrin forsvandt i 2. verdenskrig, men idag står der en mindeplade på stedet, som fortæller historien. 

Frederik I's sarkofag står nu i Kaiser-Friedrich-Mausoleum nær Friedenskirken i Sanssouci, Potsdam. Da han døde i 1740 var Preussen blevet en stærk militærmagt med styr på finanserne og samfundets organisering.

Despoten og krigsherren, Frederik den Store - Alte Fritz

Maleri af Adolf Menzel, 1852: I midten: Kong Friedrich der Große spiller fløjte; yderst til højre er Johann Joachim Quantz, den kongelige fløjtelærer. Fundet på Wikipedia.

Frederik II tog over efter sin far i 1740. Da han nu var søn af en soldat viklede han sig fra starten ud i en krig med Østrig, som han vandt. Men Østrig vendte stærkt tilbage sammen med Rusland og Frankrig i den preussiske syvårskrig fra 1756-1763. Heldigvis for Frederik trådte Rusland ud af koalitionen og Preussen var reddet.

Fredrik den Store fortsatte, trods sin interesse for lyrik, poesi og musik den udvikling i Preussen som hans far, Soldaterkongen, havde skabt. Under Frederik den Store fordoblede Frederik II sit lands størrelse - blandt andet på bekostning af Polen. Preussen betød noget. Det var europas femte stærkeste magt efter Frankrig, Storbrittanien, Østrig og Rusland. I sig havde han altså alligevel faderens sans for hård militær styring. Men han var mere end brutal despot.

Styreformen var oplyst enevælde. Det var Frederik, der bestemte - men han lyttede også gerne til Voltaire og til andre af oplysningstidens kloge hoveder. For Frederik den store forpligtede det at være enevældig - han så sig selv som folkets tjener. Ifølge Frederik den Store var kronen en hat, der slap regnen ind.

På slottet blev der ført lange og lærde samtaler mellem vidensskabsmænd, generaler og forfattere om filosofi, litteratur og religion. Han talte helst fransk, men også tysk, engelsk, spansk, portugisisk, italiensk, baskisk, slavisk og kinesisk - siger rygtet. Mon dog. Man kunne altid blive enige om at gøre grin med katolikkerne. Tysk brød han sig ikke rigtigt om - det var for primitivt.

Han afskaffede tortur og religiøs diskrimination og forbedrede undervisningssystemet med tvungen skolegang. Preussen blev en retsstat med tale- og trosfrihed. Han fortsatte traditionen med at åbne grænserne for dygtige, driftige religiøse flygtninge fra Europa - kompetenceimport ville det hedde i dag. Han lokkede bønderne til at dyrke og spise kartofler, der var en ny afgrøde fra Sydamerika. Derfor kan man også se ham omtalt med øgenavnet "Pommes fritz". Læs mere om det her.

Frederik den Store var den sidste af de helt store konger og han færdiggjorde værket med Preussen som stærk militær magt, oplyst vælde - frihandel, skolepligt, tale- og trosfrihed, orden, ret og pligt. Preussen var en stat at se op til i datidens Europa. Han fik ingen børn, så man måtte have fat i hans bror for at finde en efterfølger. 

Sanssouci i Potsdam blev bygget som hans feriested. Der sad han som gammel i sin stol, Der Alte Fritz, og oplysningvennerne var døde. Nu var det romantikere og naturelskere med Roussau i spidsen.

Frederik den Store kan du idag hilse på på Unter den Linden, hvor der står en stor rytterstatue. Den blev rejst i 1851. DDR kunne ikke lide den, og flyttede den ned bagerest i slotshaven ved Sanssouci. Men i 1980 kom den tilbage på plads. 

Alte Fritz døde i sin stol i Sanssouci i 1786. Han havde ønsket at blive begravet i Garnisionskirken i Potsdam. Og da Napoleon nogle år senere indtog Preussen satte han af respekt for Frederik den Store en æresvagt omkring kirken. I 1943 blev hans sarkofag flyttet i sikkerhed i nogle miner og efter lidt omflytninger endte han i kapellet i Burg Hohenzollern på initiativ fra Louis Ferdinand von Preußen - Hohenzollern familiens overhoved og søn af den sidste kejser i Tyskland, Wilhelm II. I 1991 blev han flyttet igen, og nu kan du møde ham ved slot Sanssouci, hvor han ligger under en beskeden sten. 

Fredrik den Stores efterfølger var Frederik Wilhelm den II. En skønånd, som omgikkes Mozart og Bach og havde sit eget barokorkester. Da han kom til i 1788 mildnede han styret efter Frederik den Store med lavere skatter og tilladelse til at bruge tysk i undervisningen. Efter en strammer kommer en slapper?

Det var populært.

Men han var dårlig til at vælge rådgivere og med tiden blev styret reaktionært og gammeldags. Ærgeligt, ærgeligt. Preussens anseelse faldt. Han var ude af døren igen i 1797 efter mindre end 10 år.