Den 17. juni 1953 gjorde østtyskerne oprør mod det kommunistiske styre og samme dag blev oprøret nådesløst slået ned af sovjetiske kampvogne. Den 17. juni blev i vest et symbol på det hensynsløse dikatur i øst. Til støtte for den østtyske befolkning blev dagen national dag i vesttyskland - og fortsættelsen af Unter den Linden blev på den vestlige side omdøbt til Strasse des 17. juni. Dagen er national tysk mindedag den dag i dag.
Optakten
Det kommunistiske parti besluttede på sin 2. partikongres i juli 1952 at omdanne samfundet efter sovjetisk model. Økonomien var dårlig i østtyskland. Dels fordi den sovjetiske militarisering af Østtyskland kostede på statsbudgettet og fordi økonomiske værdier systematisk blev overført til Sovjetunionen. Desuden blev sværindustrien priorieret fremfor fødevarer og forbrugsvarer. Den almindelige østtysker blev trængt og der var mangel på det mest nødvendige. Resultatet var en befolkningsflugt fra øst til vest. Tilfredsheden med styret var lav.
I foråret 1953 besluttede centralkommiteen at arbejdskvoterne for arbejdere blev øget med 10 procent frem til 30. juni - Ulbrichts 60 års fødselsdag. Altså 10 procent mere arbejde for samme løn.
Det østtyske kommunistparti bad Sovjetunionen om at slække på ambitionerne men blev afvist af den sovjetiske højkommisær i DDR, Vladimir Semjonov. Vladimir Semjonov var i realiteten overordnet i forhold til DDRs ledelse og hans afvisning lød, at "om 14 dage har I måske ikke længere nogen stat".
14. og 16. juni udkom to artikler i de regimekontrollerede aviser Neues Deutschland og Tribüne som retfærdiggjorde øgningen af arbejdskvoterne.
Tirsdag den 16. juni nedlagde arbejderne arbejdet på to store byggepladser i Berlin. Fagforeningslederne nægtede at tale med arbejderne og demonstrationen udviklede sig til krav om, at regerigen skulle gå af og der skulle afholdes frie valg. Der blev opfordret til general stejke. Fra vest siden opfordrede fagforeningsledere arbejderne til at strejke.
Den 17. juni - opstanden
Om morgenen 17. juni udbrød i hele DDR det som senere blev kendt som 17. juni-opstanden. Arbejderne i store virksomheder nedlagde arbejdet og dannede demonstrationstog, som samledes i centrum af de største østtyske byer.
Opstanden var omfattende. Demonstrationer og strejker fandt sted i over 500 østtyske byer og landsbyer. En række officielle bygninger blev indtaget af demonstranterne, deriblandt 34 forskellige politiske bygninger, mens ni fængsler, to Stasi-bygninger, otte politikontorer og fem folkepolitibygninger blev stormet. Mere end dobbelt så mange bygninger blev omringet. Mellem 400 000 og 1,5 millioner deltog spontant i protesterne - og der er ikke noget der tyder på hverken planlægning eller ledere.
Tyngdepunktet for protesterne lå i Berlin og i de traditionelle industriregioner, bl.a. omkring Halle. Antallet som deltog i protesterne er blevet anslået til at have ligget på mellem 400 000 og 1,5 millioner. Protesterne fandt meget spontant sted, og der fandtes hverken planlægning eller ledere. Opstanden var en folkelig modstand mod det kommunistiske diktatur i DDR.
Det kom imidlertid også til blodige sammenstød mellem de demonstrerende og politiet. DDR-regeringen flygtede til Karlshorst hvor den blev beskyttet af den sovjetiske hær. I nogle tilfælde sluttede politifolk sig til demonstrationen.
DDRs statsminister Otto Grotewohl trak den ekstra arbejdskvote tilbage og sagde, at opstanden var "skabt af provokatører og fascistiske agenter for udenlandske, kapitalistiske magter". Han har sikkert ment det, for det var overraskende med den pludselige folkelige mobilisering.
Sovjetunionen havde med enorme militærstyrker den reelle magt i DDR. Sovjetunionen erklærede undtagelsestilstand i 167 af 217 kommuner i DDR. Sovjetiske T-4-kampvogne rykkede ind i Berlin.
Mere end 6 000 personer blev arresteret af Stasi, Den røde armé eller folkepolitiet, anklaget for at være "provokatører". De fleste blev imidlertid løsladt efter kortere tid, og senere strafforfølgelse var mindre omfattende. Flere arresterede blev henrettet.
Hvor mange som døde under og efter opstanden er ikke sikkert. I vesten antog man at 507 mennesker havde mistet livet, mens DDR-regeringen hævdede at tallet var 25.
Et af de mest kendte ofre var en demonstrant som blev kørt over af en sovjetisk kampvogn. Hændelsen blev filmet. På Urnenfriedhof i Seestraße er et mindesmærke for ofrene fra den 17. Juni 1953.
Mindst 18 sovjetiske soldater blev henrettet for at have nægtet at skyde på demonstranter.
Berthold Brecht kommenterende begivenheden med sit digt:
Løsningen
Efter opstanden den 17. Juni
Lod Forfatterforbundets sekretær
I Stalin Allé uddele flyveblade
På hvilke man kunne læse, at folket
Havde forskertset regeringens tillid
Og kun ved fordoblet arbejde
Kunne genvinde den. Var det da
Ikke enklere, om regeringen
Opløste folket og
Valgte et nyt?
Kilde: Wikipedia: Om Folkeopstanden samt artikel fra Socialistisk Revy.