1933 - 1945 Jødelovene i det tredje rige - Berlin-guide.dk - Danmarks Største Online Guide til Berlin

jodelovA

Foto: Manfred Brückels, "Berlin-Schöneberg, Bayerisches Viertel. Denkmal zur Erinnerung an die Unterdrückung der Juden 1933-1945. Tafel über erzwungene Vornamen auf Höhe der Münchener Straße 34–38", (CC BY-SA 2.0 DE). Skaleret.

Jødelovgivningen. Den 15. September 1935 vedtog den nazistiske regering to anti-jødiske love under nazipartiets dage i Nürnberg. Det var stærkt indgribende love. og her blev sporene til Holocaust lagt ud. I Bayrisches Viertel i Berlin kan du se mange af de absurde jødelove, som fulgte efter Nürnberg lovene. Nürnberg-lovene blev det retslige grundlag, som nazisterne anvendte til at forfølge jøderne de følgende 10 år.

Lovgivningen betød fx at i skolerne måtte de jødiske børn stå frem for de andre børn, så lærerne kunne demonstrere, hvordan hovedformen var anderledes, at der var særligt jødiske ansigtstræk og kropsformer – som alt sammen hørte til en underordnet race.

Jøder måtte ikke vise sig på offentlige pladser, og der var en lang række arbejdsområder, hvor jøder ikke måtte arbejde.

Eksempler på lovregler fra Nürnberg lovene, hvor overtrædelser typisk var fængsel og hårdt strafarbejde:

Forbud mod ægteskab for jøder med arier.
Forbud mod seksuelt samkvem mellem jøder og arier.
Forbud for jødiske husholdninger mod at have ariere ansat som tjenestefolk
Forbud for jøder mod at flage med det tyske flag.
Tilladelse til jøder at flage med jødiske flag. Den ret var beskyttet.

jodelovB

Foto: German Government ("Entwurf Willi Hackenberger", "Copyright by Reichsausschuß für Volksgesundheitsdienst", government agency apparently part of the Reichs- und Preußisches Ministerium des Innern) - United States Holocaust Memorial Museum Collection

For at kunne håndhæve loven måtte man vide, hvem der var jøder og hvem der ikke var. Det blev fastlagt i loven "Gesetz zum Schutze des deutschen Blutes und der deutschen Ehre" - blodbeskyttelsesloven "Reichsbürgergesetz".

Nazisterne lavede et nøje klassifikationssystem gradueret fra fuldblodstysker til jøde, og mellemformerne var enten Mischlinge af første grad og anden grad. En enkelt jødisk oldeforældrer kunne tolereres, og man blev stadig betragtet som Deutschblütiger. Lovgivningen om blod og race blev et år senere, 26. november 1936, udvidet til også at omfatte ”sigøjnere, negere og deres bastarder”.

I Tyskland havde borgerne efterhånden accepteret tanken om, at der var forskel på racerne. I hvert fald var det tydeligt, at hvis man satte sig imod regimet, så kunne det hurtigt gå en ilde. Langsomt blev samfundet mere opdelt. Man holdt op med at have jødiske venner, kollegaer eller handle i jødiske butikker. Jøderne lavede deres egne skoler, fester og arrangementer.

Hans Globke og Wilhelm Frick

Forfatterne bag Nürnberglovene var blandt andet Hans Globke og Wilhelm Frick.

Hans Josef Maria Globke (10 September 1898 – 13 Februar 1973) var advokat og politiker i Tyskland. Han gjorde fin karriere efter krigen i Konrad Adenaurs regering. Hvor han fra 1953 til 1963 var chef for rigskanslerkontoret – altså noget tilsvarende departementschef i Statsministeriet. Men forhistorien var grum.

Globke blev ansat den 29. November 1929 Regierungsrat i det preussiske indenrigsmininstererium, hvor han gjorde karriere i det tredje rige og i 1935 var det ham der skrev udkastene til Nürnberglovgivningen sammen med Wilhelm Frick. Og han var kreativ, og fandt fx på, at jøders pas skulle stemples med et ”J”. Han skrev også teksten til Gesetz über die Änderung von Familiennamen und Vornamen fra 5. Januar 1938, hvorefter alle jøder skulle tage ”Israel” eller ”Sarah” som en del af sit navn. I 1942 var han medansvarlig for jødelovgivningen i Tjekkoslovakiet og måske også for deportation af 20.000 jøder fra det nordlige Grækenland til dødslejrene.

Globke var ikke medlem af nazistpartiet, selvom han ansøgte, fordi han før havde været medlem af Deutschen Zentrumspartei. Efter krigen fortsatte han uhindret karrieren som embedsmand og påstod, at han havde været aktiv i modstanden mod regimet. I 1963 rundede han karrieren af med at modtage den fineste tyske orden: Großkreuz des Verdienstordens der Bundesrepublik Deutschland. DDR afholdt samtidig en skueproces, hvor Globke in absentia blev dømt til livslangt fængsel for at være „Verfasser der Nürnberger Blutgesetze“ og „Hetzer und Organisator der Judenverfolgungen“.

For en gang skyld var det DDR, der havde fat i den lange ende. Historikere har vurderet, at Globke hverken var nazist eller anti-semit, men simpelthen en embedsmand, som blot udførte det, som han blev bedt om – men også, at med sin saglige tilgang havde gjort sig medskyldig i jødeforfølgelserne. Men DDR selv var ikke mindre hyklerisk, når gjaldt knæfaldet for Joseph Stalin.

I berlin-guides optik er embedsmænd altid medskyldige i den politik de understøtter med deres arbejde. Embedsmænd er frivilligt gået på arbejde, har modtaget løn for arbejdet og kan til enhver tid lave noget andet. Naturligvis skal man stå til regnskab for det. Det kan ikke kun tørres af på ministre og politikere. Som embedsmand kan sagtens udføre en politik man ikke er enig i, ellers kunne samfundet ikke fungere, men der er en blonde. For Globke var der ikke nogen grænser selv om jøderne mistede alt. At embedsmænd på det niveau kunne fortsætte karrieren efter 1945 tjener ikke Vesttyskland til ære.

Wilhelm Frick (12 March 1877 – 16 oktober 1946) var Tysklands indenrigsminister, og Globke’s chef, indtil 1943. Frick var i 1935 med til at skrive Nürnberglovene, der fratog jøderne alle borgerrettigheder. Han var medlem af nazipartiet siden 1925, som medlem nummer 10. Han var Reichsprotektor for Böhmen og Mähren. Han stod bag lovgivninger om tvangssterilisationer og Euthanasilovgivningen. Under Nürnbergprocessen blev Frick, som en af de 24 hovedanklagede ved krigsforbryderdomstolen, dømt til døden efter tre anklagepunkter: Deltagelse i sammensværgelse om at begå forbrydelser mod freden, Krigsforbrydelser og Forbrydelser mod menneskeheden. Hans sidste ord før han blev hængt den 16. oktober 1946 var "Længe leve Tyskland". Færdig med ham.

Det bayerske kvarter i Berlin

Det bayerske kvarter ligger i bydelen Schöneberg i Berlin. Mellem Tauentzienstraße, Wexstraße, Bundesallee og Martin-Luther-Straße. I midten Bayerische Platz. Gaderne har navne, der henviser til Bayern. Kvarteret blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet til en velhavende middelklasse, som havde råd til de elegante, store, smukke og lyse lejligheder. Fx boede geniet Albert Einstein i Haberlandstraße i en 7-værelseslejlighed, hvor gæster som Carl von Ossietzky, Charlie Chaplin, Max Liebermann, Frank Kafka, Heinrich Mann og Max Planck kom på besøg. Filmskaberen Billy Wilder boede på Viktoria-Luise-Platz i 1921.

Kvarteret tiltrak mange jøder og her var synagoge og bibliotek. Synagogen var fra 1908 og havde plads til 800 mennesker. Den blev sat i brand i krystalnatten i 1938, og bombet under krigen. Efter krigen blev ruinerne fjernet. I dag ligger der en skole, Löcknitz-Grundschule, hvor eleverne har lavet en mindemur. Hvert år siden 1995 har eleverne mindes eleverne jøder fra kvarteret og bygger videre på mindestensmuren (”Denksteinmauer”).

Da jøderne i 1934 ikke længere måtte gå i gymnasiet, mistede Werner-Siemens-Realgymnasium over halvdelen af sine elever og gymnasiet lukkede. Efter 1933 emigrerede mange af indbyggerne til udlandet, og man regner med, at blandt de oprindelige 16.000 jøder i kvarteret blev 6.000 deporteret til udryddelseslejre i 1943.

I Schöneberg Rathaus er udstillingen „Wir waren Nachbarn“ om de jødiske naboer. Den kan anbefales. Til minde om den jødiske befolkning lavede Renata Stih og Frieder Schnock i 1983 skilte med jødelovene overalt i kvarteret. Der hænger i alt 80 skilte om jødelovene.

Det er tankevækkende at gå i kvarteret og læse de små skilte. Har du unge mennesker med, så er det værd at læse og tale om lovene. Lovgivning, som gjorde det umuligt for jøder at bo og leve som mennesker i Tyskland. Det er svært at tro, når de ældre generationer i Tyskland sagde – ”at det vidste vi ikke noget om”: Her nogle eksempler på den absurde, hadefulde og voldelige jødelovgivning, der fulgte nürnberglovene.

1. april 1933: Jøder må ikke være lærere i offentlige skoler
7. april 1933: Jøder må ikke være embedsmænd i staten
25. april 1933: Jøder må ikke være med i sportsklubber
5. marts 1934: Jøder må ikke arbejde som skuespillere
25. juli 1935: Jøder må ikke arbejde som læger
15. april 1937: Jøder må ikke tage akademiske grader
17. august 1938: Alle jødiske mænd skal have ”Israel” i deres navn, og kvinderne ”Sarah”.
12. november 1938: Jøder må ikke arbejde som selvstændige håndværkere
12. november 1938: Jøder må ikke have egne butikker eller postordre virksomhed
1. december 1938: Jøders kørekort annulleres og skal afleveres
3. december 1938: Jøder må ikke benytte offentlige bade og badeanstalter
21. december 1938: Jødiske kvinder må ikke være autoriserede jordemødre
1. september 1939: Jøder må ikke forlade deres bolig efter kl. 20:00
23. september 1939: Jøder får konfiskeret deres radioer
4. juli 1940: Jøder må kun købe fødevarer mellem 16:00 og 17:00.
26. januar 1941: Jøder må ikke købe sæbe eller barberskum
1. september 1941: Alle jøder over 6 år skal bære en gul stjerne på tøjet med ordet ”Jude”
13. september 1941: Jøder må ikke bruge offentlig transport på vej til arbejde – 24. april 1942 jøder må ikke bruge offentlig transport.
14. februar 1942: Bagerier skal have skilte med, at jøder og polakker ikke må købe kager
15. februar 1942: Jøder må ikke have kæledyr
7. august 1942: Jøder kan ikke vidne i retssager mod ikke-jøder
13. juni 1942: Jøder må ikke købe cigaretter og cigarer
20. juni 1942: Jøder må ikke gå i skole
18. september 1942: Jøder må ikke købe kød, kødprodukter eller andre rationerede fødevarer
9. oktober 1942: Jøder må ikke købe bøger