Foto: Malle Babbe af Frans Hals - Gemäldegalerie. Wikipedia.

Malle Babbe blev malet af den hollandske guldaldermaler Frans Hals i 1633/35. Maleriet har før haft titlen Hille Bobbe eller Heksen fra Haarlem. Det har været fortolket som et genre-maleri af en sagnomspundet heksefigur. Men det er i virkeligheden i portræt af en kvinde fra Haarlem i Holland, som var kendt som Malle Babbe.

Malle betyder ”tosset”, så det er et maleri af ”Tosse-babbe”. Du kan beundre Malle Babbe på Gemäldegalerie i Berlin. Der findes andre varianter af maleriet i verden, blandt andet på Metropolitan museet i New York. Et af de fine mesterværker, du kan finde i Berlin.

Det er et pænt stort maleri – 75 cm højt og 64 cm bredt. Det viser en smilende kvinde, som taler eller griner af noget på sin venstre side. Hun har et stort øl-krus i sin hånd – og så sidder der bemærkelsesværdigt nok en ugle på hendes venstre skulder. Måske den netop har hvisket noget sjovt til hende? Hendes tøj er som almindeligt tøj nu var i 1630’ernes Haarlem. Malerstilen er lidt tværet med stor pensel, og sådan har Frans Hals malet mange malerier. Men stilen giver også liv til maleriet.

Der findes et hollandsk ordsprog: ”Fuld som en ugle”, og det er måske derfor det er en ugle, der sidder på Babbes skulder. I Danmark havde det været en allikke: ”Fuld som en allike”. Hvorfor lige en allike? Nogle tolker, at allikker er er lette at tæmme og ofte har været sammen med mennesker. Alliker kan lide små stykker brød dyppet i brændevin, og efter sådan en omgang kan man forestille sig at allikker kan blive ret vaklende.

Det samme muligvis med ugler i Holland. Man kan sige det samme om paven: ”Fuld som en pave”. Men det giver ikke meget mening at forsøge at placere hele paven på skulderen af Babbe – og den symbolske betydning ville gå fløjten eller sikkert ændre sig. Men uglen kan også symbolisere mørke – måske Babbes formørkede sind, eller det er knyttet sammen med hekse, og derfor er Malle Babbe måske en heks?

Endelig er det en mulighed at uglen referrer til uglspil, som bruges om narren eller den lystige person. Legenderne og anekdoterne fortæller om Till Uglspil og de historier er måske også nået frem til Frans Hals. Vi ved det ikke. 

Historikere har faktisk fundet en ”Malle Babbe” i Harleem, hvor hun optræder på en liste på det lokale hospital Het Dolhuys, som også tjente som forvaringsanstalt til mennesker der var farlige for dem selv og deres omgivelser, tosseanstalten, eller til overnatning til de rejsende, der ankom til byen efter portenes lukketid.

I 1642 var Frans Hals’ søn Pieter Hals også på hospitalet, og han kendte sikkert allerede Malle Babbe. Malle Babbe har været landsbytossen.

Malle Babbe har været en del af samlingen på Gemäldegalerie sinde Kaiser-Friedrich-Museum købte en stor samling malerier fra B. Suermondt i Aachen i 1874.

Frans Hals

Frans Hals (1582-1666) er en af de helt store hollandske malere, og han er især kendt for sine lidt løse eller grove malerstrøg i portrætterne, som får liv og detaljer i maleriet på en ganske fantastisk måde. På Gemäldegalerie er endnu et maleri af Frans Hals – syngende dreng med fløjte – fra 1627.

Også der kan du se de karakteristiske malerstrøg. Skulle du komme en tur til Louvre i Paris, så husk at se ”Sigøjnerkvinden” af Frans Hals. Muntert. Nogle af malerierne ser ud som malingen er smidt på lærredet lidt tilfældigt, men Frans Hals malede som andre på den tid ofte i lag, så helt tilfældigt er det ikke.

Frans Hals malede billeder, som næsten er expressionistiske før begrebet var opfundet. Man fornemmer at malerstilen er med til at fortælle historien om de mennesker der bliver malet. Det er ikke bare en gengivelse, det er et portræt med flere dimensioner.

Frans Hals malede billeder af mennesker fra alle samfundets lag – fra Malle Babbe i bundent til borgmestre, han malede musikere og fiskerkoner og embedsmænd. Han malede ikke skønmaleri eller ideelle udgaver af de mennesker han malede. Det er tydeligvis personer og deres personlighed afsløres i deres udtryk – som Malle Babbe, som faktisk ikke ser ud til at være ved sine fulde fem – eller måske netop fulde for hun er jo i gang med et enormt ølkrus.

I sammenligning med Rembrandt, hvis billeder ofte er mørke, så er Frans Hals’ malerier ofte lyse – og personlighederne træder ud i spillet mellem farver, lys og skygge. Det er altid værd at se et maleri af Frans Hals. I de senere år af hans karriere dominerede farven sort, men det var måske mere moden på tøjet af de mennesker han malede, der skiftede, end hans præference.

På mange af de portrætter han har malet sidder den portrætterede ofte lænet op ad en stoleryg. Det giver en afslappethed i billedet at folk sidder ordentligt, når de sidder foran maleren – og måske kommer deres personlighed så mere frem.