Max Liebermann, Gartenlokal an der Havel – Nikolskoe, 1916. Du kan se maleriet på Nationalgalerie i Berlin. Et smukt eksempel på Liebermanns impressionistiske maleri. Max Liebermann har malet så mange billeder, at det er vanskeligt at bestemme sig for det flotteste.
Max Liebermann (1847-1935) var impressionistisk maler og et fyrtårn i det tyske kunstliv i begyndelsen af forrige århundrede. Du finder hans malerier mange steder i Berlin og især i hans landhus ved Wannsee, hvor han malede livet på søen, blomsterne i sin have. I 1916 malede han en lille biergarten ved Nikolskoe. Meget inspirerende billeder.
Max Liebermann var jøde og i det tredje rige var han ugleset. Hans kone endte med et selvmord for ikke at blive deporteret til en KZ-lejr. Alt det smukke. Alt det grimme.
Max Liebermann blev født i 1847 i Berlin. Han blev født i velstående kår som søn af den jødiske industrimand Louis Liebermann og fru Philippe (født Haller). I 1859 flyttede familien til et hus ved Pariser Platz i Berlin. Pariser Platz nr. 7 - lige overfor Brandenburger Tor.
Det kunne næsten ikke blive en mere mondæn adresse.
Usentimental og realistisk malestil
Maleriet "Die Gänserupferinnen" fra 1872 er et godt eksempel på den naturalistiske og socialrealistiske stil, som Max Liebermann lagde ud med i sin tidlige karriere. Du kan se maleriet på Alte National Galerie i Berlin. Et ret fantastisk maleri af den 24-årige kunstner med masser af liv. Max Liebermanns tidlige billeder var naturalistiske i stil med de hollandske mestre.
Gåseplukkerinderne - „Gänserupferinnen“ fra 1872 er malet af Max Liebermann, mens han som 25-årig var kunststuderende i Weimar. Det var hans første store oliemaleri og samtiden fandt det alt for dystert og mørkt til at værdige maleriet og maleren nogen særlig anerkendelse. Men, maleriet blev dog købt af den stenrige jernbanemagnat Bethel Strousberg. I dag hænger det i Alten Nationalgalerie på Museuminsel.
Maleriet forestiller et mørkt rum, måske en stald, hvor der sidder flere kvinder på rad og række og plukker fjerene af gæs. En mand henter flere gæs til kvinderne og fjerene bliver samlet i en kurv. Alle ser ud til at være hensunket i koncentration i arbejdet, på nær en mand med et læderforklæde, som rækker en gås til en af de arbejdende kvinder. Det eneste lysindfald er fra et lille, åbent vindue i den bagerste væk. Der hænger dog en lampe i rummet, men den er ikke tændt. Der må også komme lys forfra fra malerens synsvinkel – det kan muligvis være en åben staldør eller en port.
I DDR tiden var man begejstret for maleriet og læste det ind i socialt engagement og identifikation med arbejderklassen, men i virkeligheden havde Liebermann aldrig selv set gæssene blive plukket. Maleriet er opstået over en skitse, som han havde fået af sin ven, Thomas Herbst. Han havde desuden set ”Charpiezupferinnen” med samme tema, som Mihaly Munkazcsy havde malet året før. Han skrev til sin broder, at efter som motivet ikke spillede nogen større rolle, så kunne han koncentrere sig bedre om teknikken.
Maleriet af gåseplukkerne, og det næste han malede ”Konservenmacherinnen” (eller ”Gemüseputzerinnen”) gav ham i samtiden et ry som en maler af det grimme, af det arbejdende folk. Realistisk og usentimentalt. Han måtte lytte til øgenavne som Häßlichkeitsapostel, Schmutzmaler og arme-leute-maler. Men det var også med til at slå hans navn og ry som maler fast. Men hellere et ry og et rygte end ingenting.
Liebermann har også malet fine billeder i samme genre, som ”Kartoffelernte in Barbizon” – kartoffelhøst og den hollandske syskole (Holländische Nähschule). Men med tiden gled han mere over i det impressionistiske maleri.
Liebermann som impressionismens tyske nestor
Impressionismen var moderne fra 1870 til 1890, og ordet stammer fra det franske ord: "Impression". Maleren forsøget at fange det flygtige øjeblik - at fange stemningen i det de ser eller oplever. Impressionisterne er uhyre populære endnu - Monet, Renoir, Manet, Cezanne, Degas bliver solgt til kolosale priser.
I 1884 blev han gift med Martha Marckwald og da hans forældre døde overtog han huset på Pariser Platz og en millionformue. Hvilket jo gør det lettere at være maler. Han blev professor i 1897 ved det kongelige kunstakademi og han grundlagde sammen med Walter Leistikow Berliner Secession, som blev en vigtig tysk kulturinstitution.
Max Liebermann var en magtfuld leder af det preussiske kunstakademi og kom i en mægtig konflikt med maleren Emil Nolde, som grundlæggende var en generationskonflikt: impressionister mod ekspressionister. Nolde var ekspressionist og Max Liebermann impressionist.
Der var ikke plads til alle i Berliner Sessionen,- så Nolde grundlagde Neue Sessionen. Også maleren Lesser Ury kom i klemme i Max Liebermanns dominans. Emil Nolde svarede igen og kaldte Liebermanns maleri for svag og kitchet. Det var lige så meget en strid om generationer og maleristil, som dybest set hverken kunne tabes eller vindes af hverken den ene eller den anden.
Slottet ved søen
Som maler blev Liebermann en fremragende impressionist og han malede især i sit "landhus" ved Wannsee, som overtog i 1910. Liebermanns motiver er ofte herfra og især hans have malede han mange gange.
Huset ved Wannsee står endnu med haven og fine udstillinger af hans billeder. Det er et must på en berlintur. Fantastisk villa. Man får lyst til at male lidt selv, når man besøger den. Samlingen omfatter 154 værker af Liebermann - men du støder ofte på et Liebermann maleri, når du besøger museer i Berlin.
Udover haven og Wannsee malede Liebermann portrætter i stribevis, af sig selv og kendte mennesker. Vi kan i Danmark takke ham for portrættet af Georg Brandes, som han malede allerede i 1902. Portrættet af Georg Brandes til venstre.
Max Liebermann blev præsident for det preussiske kunstnerakademi i 1920 og senere ærespræsident.
Nazisterne overtager
Den 30. januar 1933 overtog nazisterne Tyskland og fejrede det med et enormt fakkeltog gennem Brandenburger Tor. Lige forbi Max Liebermanns hus.
Ved synet af nazisterne og deres fakler udbrød Liebermann (er han citeret for) (på berlinsk): Ick kann jar nich soviel fressen, wie ick kotzen möchte - Jeg kan ikke engang æde så meget, som jeg har lyst til at brække op (frit oversat).
Allerede et halvt år senere efter magtovertagelsen var Max Liebermann nødt til at træde ud af det Preussiske Kunstakademi, som han ellers havde betydet meget for. Han var ikke velkommen længere.
Liebermann trak sig helt tilbage fra offentligheden. Til en gæst sagde han: "Jeg lever nu kun af had. Jeg ser ikke længere ud af vinduet. Jeg vil ikke se den nye verden". Hvor andre kunstnere som fx Thomas Mann og en lang række "entartede" malere forlod Tyskland, så blev Max Liebermann boende.
Den 8. Februar 1935 døde Max Liebermann i sit hus på Pariser Platz 7 i Berlin. Max Liebermann ligger begravet på den jødiske kirkegård på Schönhauser Alle (Feld E).
De nazistiske aviser nævnte det knapt, og kunstakademiet, som Nazisterne kontrollerede, havde heller ingen særlige ord til overs for Max Lieberman.Hans begravelse blev ignoreret af myndighederne, selvom han dog havde været æresborger siden 1928.
Kunsthandleren Walter Feilchenfeldt forsøgte at få Max Liebermanns hustru, Martha, til at flygte til Schweiz. Men hun blev på Pariser Platz. I 1943 kom nazisterne for at deportetere hende til KZ Theresienstadt. Hun fik et par timer til at pakke, og der tog Martha Liebermann en overdosis Veronal og døde den 10 marts 1943 i det jødiske sygehus. Veronal er et barbiturat, et sovemiddel, der lammer - og en overdosis er dødelig.
Nazisterne beslaglagde største delen af Max Liebermanns private kunstsamling. Det ærværdige hus, Palais Liebermann, på Pariser Platz 7 forsvandt i krigens bomber. På Pariser Platz kan du finde en lille bronzesten i jorden, en stolperstein, som minder om, at her boede Martha Libermann.
Liebermann for millioner
Ønsker du dig et maleri af Max Liebermann til at hænge over sofaen er det en mulighed. Sothebys i London solgte i 2015 et maleri med to ryttere i vandkanten for 1,87 millioner brittiske pund. Det var også et flot maleri.
Zwei Reiter am Strand af Max Liebermann, 1901. Næsten 2 millioner britiske pund. Et greb i lommen og sofastykket er sikret.
Sofastykker er blot et spørgsmål om at have penge nok. På samme auktion gik et maleri af Gustav Klimt til 24,8 millioner pund - og ja, hvad får man egentlig for et kvart milliard kroner nu om dage.