Maleriet "Samfundsstøtterne" fra 1926 er et af de mest kendte af Georg Grosz. Maleriet er et satirisk udtryk over samfundsstøtterne: politikerne, embedsmændene, medierne – ud af hovedet på en nazist kommer apokalypsens heste, kommunisten har en lort i hjernen, medierne har pis-potter på hovedet, præsteskabet er fordrukkent, volden trives frit og der er ild i bygningen, men ingen ser den vej. Rå satire: De kalder sig samfundsstøtter – men de er de modsatte. Helt profetisk i 1926. Du finder maleriet på National galleriet i Berlin.

George Grosz (1893-1959) var en af de vigtigste kunstnere og politiske satirikere i Weimar republikken. Han blev dømt for at gøre grin med militæret, for at krænke den offentlige moral og for blasfemi. Georg Grosz gik til makronerne.

Georg Grosz var inspireret af Dadaismen, og sammen med Max Beckmann og Otto Dix var han med til at indføre Neue Sachlichkeit i 1920’erne. En strømning i kunsten, som kaldt på ærlighed og politisk engagement. Den udsprang af begrebet ”Verismus” – italiensk for sandhed. I og for sig en tilbagevenden til naturalismen efter år med impressionisme og ekspressionisme, men i en mere rå, karikeret og politisk, aktivistisk form.

Georg Grosz blev født den 26. juli 1883 i Berlin, som Georg Ehrenfried Groß og barn af værtshusholderen Karl Ehrenfried Groß og hans kone, Marie Wilhelmine Luise. Hans tegnelærer i skolen fik ham videre på kunsthåndværkerskolen i Dresden, hvor han mødte Otto Dix.

Han flyttede videre til Berlin, hvor man også kunne se værker, at de store franske kunstnere Paul Cézanne, Vincent van Gogh, Pablo Picasso, Henri Matisse, André Derain og Henri de Toulouse-Lautrec.

Han meldte sig frivilligt som soldat til første verdenskrig. Grosz oplevelser som soldat i 1. verdensverdenskrig og tilgang til verden. Han blev kontant krigsmodstander og fralagde sig sit tyske navn, Georg Ehrenfried Groß, og fremover kaldte han sig kun George Grosz.

I 1916 var han nær blevet skudt som desertør, men han slap og blev i stedet stemplet som dienstunbrauchbar – uegnet til tjeneste – og indlagt på et sindssygehospital.

Kort efter malede han et af sine hovedværker ”Metropolis”, som i dag kan ses i Museo Thyssen-Bornemisza i Madrid i Spanien. Det viser et kaos af målløse mennesker, der trækker rundt om Central-Hotel ved Bahnhof Friedrichstrasse i Berlin i blodrøde farver. Også omtalt som Tohuwabohu, der på hebraisk betyder øde, tom og kaotisk.

Han fortalte i malerierne om de mennesker, som tjente formuer på krigen, om fattigdom og kaos i moral, politik og om klassemodsætninger og det selvfede borgerskab. Storbyen stod i centrum med alt dens plat, vold, perversion.

Ud over malerierne lavede han også tegninger til satiriske blande og dekorationer til skuespil og film, blandt andet for Berthold Brecht i 1927. Brecht opsatte forestillingen om den gode soldat Sveik og bag hang en stor tegning Grosz med kristus på korset med gasmaske på. Tegningen hed Maul halten und weiter dienen – hold kæft – og gør hvad der bliver sagt. Det indbragte retssager om blasfemi, som han dog i sidste ende blev frikendt for.

Flugt til Amerika

Da Adolf Hitler overtog Tyskland i 1933 flygtede George Grosz og emigrerede til USA. Nazisterne stormede hans atelier i Berlin straks ved magtovertagelsen, så han havde gjort klogt i at søge ud i tide. Grosz blev amerikansk statsborger i 1938.

I USA boede han i New York i Bayside og Huntington, og modsat mange andre tyske kunstnere, som søgte til USA, så havde han også kunstnerisk succes i USA. Han var fx en stærk inspiration for Jackson Pollock og James Rosenquist.

I de senere år blev han dog mere mild og kunstnerisk i sit udtryk og malede stilleben, akvareller og landskaber uden det politiske bid, der havde kendetegnet ham tidligere i karrieren.

I 1959 flyttede han tilbage til Tyskland og Berlin, men han døde kort efter, da han i en brandert styrtede ned af en trappe og slog sig selv ihjel. Kan man tale om at dø uglamorøst eller glamorøst? nok ikke - alligevel en lidt ærgerlig måde at forlade denne verden på.

I Berlin hænger der mindeplader for George Grosz i Trautenaustraße 12, Wilmersdorf og Haus Savignyplatz 5, Berlin-Charlottenburg. Hans grav finder du på Friedhof Heerstraße in Berlin-Westend. I 1996 fik han en plads, George-Grosz-Platz, på Kurfürstendam opkaldt efter sig.