Raketvidenskab for begyndere - vejen til månen

Foto: Scene fra "Frau in mond"

I Peenemünde på øen Usedom i Tysklands nordøstligste afkrog blev der bygget raketter under 2. verdenskrig. Nazisternes raketværksted nummer eins var high-tech våbenindustri på vej mod rumalderen. I betragtning af at det moderne mennesker har eksisteret i 7 millioner år, og at flyvning først var opdaget 40 år tidligere - så var aktiviteterne i Peenemünde det rene science fiction. Men faktisk begyndte rumalderen ikke i Peenemünde, men i Berlin i bydelen Reinichendorf.

Kvinder på månen?

I 1609 skrev astronomen Johannes Kepler om en drømmerejse til månen. I 1899 blev Paul Linckes operette Frau Luna uropført på Apollo theater i Berlin. Frau Luna handler om tre gæve berlinere, der rejser til månen. En af de Paul Linckes berømte melodier derfra er "Berlinerluft". Så drømmen om månen og kvinderne der oppe tog tidligt form. I 1929 lavede Fritz Lang en film om damen i månen: "Frau in mond":

Schöne Frau im Mond!
Wohnst du nur im Mond?
Oder kommst du nachts zu mir in Träumen,
Nur in Träumen,
Ganz diskret im geheimen?
Du schöne Frau im Mond,
Steig herab vom Mond!
Nur ein Kuß von dir und ich bin königlich belohnt,
Du schöne Frau im Mond.

Raketpioneren Klaus Riedel var i 1929 til et foredrag med ingeniøren Rudolf Nebel, som fortalte om de tekniske udfordringer bag UFA filmen "Frau in mond". Tilhørerne var en gruppe "raketfolk" fra foreningen "Vereins für Raumschiffahrt" (VfR) dannet i 1927 Breslau i baglokalet til Restaurant "Goldenes Zepter". 

Der var begejstring over teknikken og tankerne bag filmen. Rudolf Nebel skulle ved filmens premiere den 15. oktober 1929 få en ægte raket med 16 liter bensin antændt som som PR-stunt.

På en måde var det drømmen om kvinder på månen, som satte det hele igang. Og måske passende, at det var J.F. Kennedy, som til sidst lagde den afgørende sten på vægten i sin tale den 25. maj 1961 med den samme drøm om at nå til månen. Måske skørtejægeren i ham håbede, at der også på månen var kvinder?

Rusland, Tyskland og USA med fra fødslen

Allerede i 1903 havde polsk-russiske Konstantin Ziolkowski skrevet videnskabeligt om muligheden for raketter med flydende brændstof, I 1923 skrev Hermann Oberth bogen "Die Rakete zu den Planetenräumen" som fremtidsvision og Robert Goddard lavede i 1926 et vellykket raketforsøg i Massachucetts. De tre gælder som de absolutte pionerer i raketforskning. Rusland, Tyskland, USA. Med fra starten.

Raketvuggen stod i Berlin

Men det tog for alvor fart i Berlin da makkerparet Klaus Riedel og Rudolf Nebel tog fat.

Klaus Riedel kendte Albert Einstein og gennem hæren lykkes det Klaus Riedel og Rudolf Nebel det at rejse penge til raketudvikling. Klaus Riedel og Rudolf Nebel kunne godt se, at UFA raketten ikke ville komme i vejret, så de lavede en mindre variant MIRAK-1 (Minimumsraketten) med en tank på en liter. Men hvad man skyder op falder jo ned, så hvor?

De første forsøg var i Siemensstadt i Berlin, men Klaus Riedel tog hjem til sin bedstemor i Bernstadt i Spreewald og der gennemførte de ikke mindre end 140 tændingsforsøg. Bedstemoderen boede i Bernstadt a.d. Eigen på Haus am Friedensring 17 - og den dag i dag er der en mindebuste med Klaus Riedel nær egnsmuseet (Heimatsmuseum) i Bernstadt i Kirchgasse 2, hvor der også er en udstilling om Klaus Riedel. Klaus Riedel omkom i et biluheld i 1944. I 1970 blev et krater på månen opkaldt efter ham.

Raketenflugplatz Berlin

Den 27. september 1930 fik raketpionererne en forsøgsplads i Reinickendorf ved Tegeler Weg nær banegården Jungfernheide på Artillerie-Schießplatzgelände Tegel. Tidligere havde hæren haft et ammunitionsdepot her. Området tilhørte Reichswehrministerium, forsvarsministeriet, og på den måde har drømme, rummet og våben altid været sammenværet omkring raketterne. Romantikere, tekniknørdere og despoter i forening. Raketpionererne rykkede ind på "Raketenflugplatz Berlin" - verdens første raketflyveplads. 

Raketenflugtplatz Berlin findes ikke mere. Men flyver du til Tegel-lufthavn har du måske prøvet at lande i Terminal C. Her lå Raketenflugtplatz med arealer mere mod øst og syd. Besøg den meget fine hjemmeside om Raketenflugplatz Berlin, blandt andet med links til relevante raketsider og steder i Tyskland.

Den første raket - MIRAK II - blev skudt op den 10. maj 1931, og i august 1931 nåede MIRAK III over 1000 meter. En af MIRAK III'erne faldt desværre ned i en politikaserne en kilometer væk og lavede en del ødelæggelser.

I juni 1932 fik hærens våbenindkøbere en praktisk fremvisning. MIRAK III gik fint i vejret, men nåede ikke over de forventede 3.000 meter. Militæret kaldte det en fiasko og stoppede den økonomiske støtte.

Med ved testen var et nyt ansigt: Wehrner von Braun (1912-1977). Wernher Von Braun var fra Posen omkring det nuværende Posnan i Polen. Han var kun 20 år gammel og et kæmpe rakettalent. Von Brauns fødeby blev polsk efter 1. verdenskrig og familien flyttede til Berlin. Han var matematisk begavet og læste Rakete zu den Planetenräumen af professor Orberth. Det begejstrede ham og han læste på Teknische Universitet i Berlin, og kom til at assistere professor Orberth. 

Wernher Von Braun meldte sig straks ind i hæren og tilgengæld lod hæren sig overtale til at forsætte støtten til raketudviklingen. Et svimlende budget på 5.000 RM. Wernher Von Braun arbejdede på et forskningsstipendiat. Nogle kilder siger, at Wernher Von Braun blev medlem at nazi-partiet i 1932 - andre siger 1937.

Udover Kümmersdorf kunne de bruge Chemisch-technischen Reichsanstalt i Berlin og raketflyvepladsen til at øve sig fra. Kommandanten for raketflyvepladsen var Walter Dornberger, som efter krigen blev vicepræsident for Bell Aerosystems Company og byggede jagerflyet Bell X-1, som Charles Yeager som den første gennembrød lydmuren i den 14. oktober 1947. Altså blot 15 år senere.

Raketudviklingen gik med raketfart.

Fra drømme til våben - testpladsen i Kümmersdorf

Med Werhner von Braun om bord gik det stærkt med raketudviklingen. Raketterne eller motorerne sprang med mellemrum i luften, men sådan er det med raketudvikling. Nazisterne så mulighederne, så kort efter magtovertagelsen i 1933 blev al tysk raketudvikling lagt i hænderne på hæren. Versailles-traktaten fra 1919 forbød tyskerne at udvikle våben, men af gode grunde tog den ikke højde for raketter, men kun artillerivåben.

Udover Raketflyvepladsen i Berlin blev der bygget en testplads i Kummersdorf syd for Berlin. Den kan du besøge i dag på Konsumstraße 5, 15838 Am Mellensee. 50 kilometer mod syd.

De to raketflyvepladser blev efterhånden for små til stadig større raketter. I 1934 var Aggregat I 140 cm lang og 30 cm tyk.

Max und Moritz fra Borkum

Testfaciliteterne flyttede til vesterhavsøen Borkum og raketterne A1 og A2 blev nu skudt 2200 meter ud. Kælenavnet var "Max und Moritz". 

Der var fare for at ramme mennesker, og det ville gøre det vanskeligere at hemmeligholde test af raketter. Berlin, Kummersdorf og øen Borkum duede ikke mere.

Våbenlegepladsen i Peenemünde

I 1936 blev nye teststeder afsøgt, og Wehrner von Braun fandt det perfekte sted: Prorer Heide på Rügen. Desværre for raketterne havde den nazistiske ungdomsorganisation "Kraft durch Freude" udset sig stedet til et gigantisk feriecenter. Feriecenteret blev aldrig helt færdig og du kan besøge den 4 kilomter lange feriekolonibygning PRORA på Rügen den dag i dag.

Alternativet blev Peenemünde - 3 timers kørsel nord for Berlin.

Anlægget i Peenemünde blev nazisternes raketudviklingsbase - den nazistiske version af USA's Cape Canaveral.

I oktober 1942 var de klar med den første krigsraket A4: Den fløj 4 84,5 kilometer op i luften, fløj 190 kilomter væk med en fart på 5 gange lydens hastighed og ramte stort set målet. Og resten er historie. A4 betyder aggregat 4, og som våben blev raketten omdøbt til V2 - Vergeltungswaffe / gengældelsesvåben  - nummer 2.

V2 raketterne var klar - en af de første landede ved et uheld i Sverige, så Englænderen fik tidligt adgang til at studere det nye våben. På Bornholm blev der etableret en luftpejlestation uden for Aakirkeby, og Wernher Von Braun var en tur på Bornholm for at inspicere faciliteten.

Raketproduktionen og udvikling ophørte i Peenemünde, fordi de allierede opdagede anlægget i august 1943 med og bombede det med 1.600 bombefly med store tab og uden at ramme vidensskabsmændene og deres udviklingsafdeling. Tabet var ikke så stort, men anlægget var kompromiteret.

Det var våben, der blev udviklet og produceret i Peenemünde, men det var også den moderne rumindustris første legeplads. I Peenemünde kan du idag besøge grunden og det virker mindre high tech end et besøg hos NASA i USA - som er stedet, hvis man skal se et af de steder, hvor raketterne for alvor blev voksne, - og hvor drømme stadig har en plads.

Raketminerne i Harzen - døden i KZ Mittelbau-Dora

Raketproduktionen produktionen blev flyttet til gamle minegange i Nordhausen i Harzen. Raketproduktionsanlægget blev lavet af KZ-fanger fra KZ Mittelbau-Dora. Det blev lavet under frygtelige omstændigheder og 100 mennesker omkom om dagen. Blandt fangerne var der både danskere og nordmænd, som blev holdt fanget i arbejdslejren Ellrich.

V2 raketternes virkning var mere terror end egentlig dræbende. I begyndelsen af 1944 gik masse produktionen af V2 raketter i gang i Nordhausen. Nazisterne nåede at affyre 3.500 V2 raketter mod England og det kostede 5.500 mennesker livet. Det var vanskeligt at forhindre raketterne, som blev affyret fra mobileplatforme, der let og simpelt på en lastbil kunne køres hvor som helst hen og fyres af uden videre dikkedarer. Meget fleksibelt.

Værst gik det ud over tvangsarbejderne som producerede raketterne. 20.000 tvangsarbejdere mistede livet. Lejrene og produktionsstedet i Mittelbau-Dora kan besøges idag: KZ-Gedenkstätte Mittelbau-Dora, Kohnsteinweg 20, 99734 Nordhausen. På militærhistorisk museum i Dresden kan du se en V2 raket. Den er ikke meget forskellige fra en TinTin raket, men langt mere dødelig.

Det kostede med andre ord fire arbejdere livet, hver gang en raket slog en fjende ihjel. V1 og V2 raketterne havde ingen indflydelse på 2. verdenskrigs gang. Dertil var teknikken for ny. Men raketteknologien fik i den kolde krig - og den dag i dag - betydning som fremføringsredskab af atombomber og dermed for magtbalancen i den ganske verden.

En danske dobbelt agent i London

Den nazistiske succesrate kunne have været større, hvis ikke det var for en dansk dobbeltagent i London: Wulf Schmidt fra Åbenrå. Da Wulf blev født i 1904 var Åbenrå - Apenrade - en del af Preussen, og Wulf Schmidt var en del af det tyske mindretal nord fra grænsen. 

Wulf Schmidt blev kastet ned over Storbrittanien med faldskærm for at være tysk spion, men han blev fanget og omvendt til at give tyskerne falske beskeder. Han sendte angivelser af mål for V2 raketterne til Tyskland og også beretninger om succes. Det lykkes englænderne at lokke nazisterne til at bombe marker eller ubetydelige mål uden for London.

Det er vurderet, at aktionen sparede 11.000 brittiske liv. Wulfs dæknavn var Tate - og efter krigen blev han i Storbrittanien under navnet Harry Williamson indtil han døde i 1992.

Nazister bag USAs raket programmer frem til midten af 1970'erne

I krigens slutning lykkes det amerikanerne at beslaglægge både det meste af raketproduktionen i Mittelbau-Dora, 14 tons dokumenter og de flere tyske raketforskere.

Med Wernher Von Braun [billedet til venstre] i spidsen havde ingeniørerne gemt sig i Bayern og ventede i relativ sikkerhed bare på at blive fanget af amerikanerne. Det lykkes, de kom til USA og var centrale figurer i at skabe USAs rumfartsprogram og nå månen med raketter. Wernher Von Braun var chef for det amerikanske Saturn program.

Så amerikanerne så til gengæld stort på deres medvirken til uhyrlighederne i Mittelbau-Dora, Von Brauns medlemskab af både nazi-partiet og SS. Ingen af raketforskerne skulle stå til regnskab i Nurnberg. De var for kostbare, fortiden blev slettet.

Russerne fik også fat i raketforskere - heller ikke de undlod at føre kompetencer til Sovjetunionen og i en kort tid var de foran amerikanerne i rumkapløbet.

Wernher Von Braun har været en genial ingeniør. Måske vores udnyttelse af rummet slet ikke var så vidt med satelitter idag, hvis det ikke havde været for Wernher Von Braun. TV transmissioner, telefoni, internettet, GPS, overvågning, meterologi, navigation tll lands og til vand og i luften, viden om sygdomme mv. ville måske ikke eksistere som idag, hvis ikke vi havde satelitter i luften.

Var det værd at frede Wernher von Braun og hans "kumpagner" for det? Acceptere, at de var moralsk anløbne og på et plan været inddirekte medvirkende og medansvarlige for uhyre overgreb og tusindvis af menneskers død. Så meget skidt - så meget godt for menneskeheden.

Det er vist op til enhver at forsøge at finde balancen her - men i 1945 var var amerikanerne ikke i tvivl: Der var alt for megen kompetence og innovativ kreativitet til, at det kunne sættes over styr.

Så på knap 40 år lykkes det menneskeheden at komme fra en drøm om at kunne nå til månen til faktisk at gennemføre det - og næste mål er Mars.

Lidt litteratur for rakettosser:

• Ernst Peter: Der Weg ins All, Motorbuch-Verlag Stuttgart (1988)
• Walter Dornberger: Die Geschichte der V-Waffen
• Hans-Joachim Polte: Militärgeschichtlicher Reiseführer Peenemünde
• Axel Dietrich: Peenemünde im Wandel der Zeit, Strandgut-Sonderausgabe
• Marsha Freeman: Die Geschichte der deutschen Raumfahrt-Pioniere
• Botho Stüwe: Peenemünde-West, Bechtle-Verlag, München (1995)
• Volkhard Bode, Gerhard Kaiser: Raketenspuren, Bechtermünz Verlag Augsburg (1997)
• Jürgen Michels: Peenemünde und seine Erben in Ost und West, Bonn (1997)
• Karl Werner Günzel: Die fliegenden Flüssigkeitsraketen - Raketenpionier Klaus Riedel, Höxter/Westfalen (1988)
• Simon Olsson og Tommy Jonason: Tate dansk-tysk dobbeltagent under Anden Verdenskrig. Oversat af Arvid Honoré. 306 sider. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
• Vittorio Marchis: Wernher von Braun - Der lange Weg zum Mond, Spektrum der Wissenschaft Biografie 4/2001, Heidelberg (2001)
• Illustreret Videnskab, "Nazisternes vidunderraket fik USA først til månen"