Studier og praktik i Berlin

stinneibarlin

Stinne Maria Vandsø Christiansen fik praktikplads hos shopalike.dk i Berlin.

Berlin er en ung studieby og der er masser af universiteter, uddannelser og studerende. Måske over du at tage et studie eller praktikophold i Berlin? Så kan det være godt at lytte til nogen med erfaring. Erfaring - det har Stinne Maria Vandsø Christiansen, som drog til Berlin for at være i praktik med sin kandidatuddannelse - Corporate Communication. 

Hun fortæller, at studiepladser i Tyskland bliver mere og mere attraktive, og virksomhederne efterspørger særligt internationale højere uddannelser som bachelor og master samt engelsk/tysksprogede studieforløb. Hvis du er klædt på med en sådan uddannelse, eller lignende, er Berlin derfor en oplagt mulighed, hvis du ønsker at bo i et andet land med mange muligheder, og dermed udvide din horisont. Læs mere om Stinne Marias erfaringer her.


Turen går til Berlin


Yes, jeg skal bo i Berlin! Mit praktikophold var blevet godkendt af Aarhus universitet, og nu skulle jeg endelig til Tyskland igen. Jeg har en bachelor i tysk og erhvervskommunikation, og var på 4. semester på udveksling i Trier og har lige siden haft et ønske om at komme tilbage til Tyskland - dog til en større by, hvor jeg med min uddannelse ville have de bedste muligheder for efterfølgende at finde et job. Jeg valgte den nye unge verdensmetropol Berlin, og besluttede mig for at flytte hertil og færdiggøre mit kandidatstudie.

Mit praktikophold indgår som en del af mit 3. semester på kandidaten Corporate Communication, og da min plan er, at blive boende i Tyskland, har jeg valgt at udskyde hele mit speciale et år, så jeg kan få et års praktisk erfaring via praktikophold, da det i Tyskland er  meget normalt, at du har haft min. 2-3 ”praktikums” før du finder et rigtigt job. Beslutningen om at udskyde mit speciale var ikke et svært valg, men jeg ved fra mange af de internationale studerende som jeg har mødt i Berlin, at et generelt Problem er, at mange ikke får færdiggjort deres kandidater. Hvis man har fået et godt job, kan det være svært at skulle vende tilbage til studierne igen, men en løsning dertil kan være i samarbejde med en virksomhed at skrive din kandidatopgave.

What to do: Vigtigt inden du flytter


Glæden over mit nye Berlineventyr, og til endelig at skulle bo sammen med min tyske kæreste, slog bekymringerne væk om de mindre detaljer, som at jeg ikke havde en praktikplads, et sted at bo, eller nogen som helst viden om Berlin udover basis-turistkendtskab til muren og Alexanderplatz.

Det første jeg gjorde var derfor på bedste turistmaner, at læse en masse artikler om Berlin, både for rent geografisk at danne mig et indtryk af de forskellige områder (Kiez), men også for at forstå den historie, som præger Berlin og har været med til at genopfinde byen, som den fremstår i dag. Inden du flytter til et nyt land, gør det tingene meget lettere, hvis du har et kendskab til byen, i dette tilfælde til Berlin, og den tyske kultur med dets dertilhørende bureaukrati og regler.

Job/praktiksøgning og lejlighed

Jeg begyndte at søge efter praktikstillinger 4 måneder før jeg skulle afsted, og de hjemmesider jeg brugte mest var de tyske som www.unicum.de, www.praktikum.info og www.stepstone.de, hvor jeg også fandt min nuværende praktikplads. Jeg arbejder for www.ShopAlike.dk, som er den danske udgave af www.Ladenzeile.de, en online shoppingportal ejet af Visual Meta.

Virksomheden er karakteriseret ved et internationalt miljø, og består af folk fra 15 lande. Mine opgaver er meget alsidige, jeg laver alt fra marketing, PR, og sociale medier til tekstproduktion og content/quality mangement, hvilket er en stor fordel. Jeg får ikke bare udvidet min horisont inden for flere forskellige kommunikationsfelter, men får også dannet mig en ide om, hvad jeg i fremtiden kunne tænke mig at arbejde med.

Da jeg begyndte at søge lejlighed, startede jeg et par måneder i forvejen, og kan helt klart anbefale hjemmesiderne www.wg-gesucht.de, www.zwischenmiete.de eller www.studentenwg.de, hvor du finder det største udvalg. Jeg bor sammen med min kæreste i en 2-værelses lejlighed i Friedrichshain-Mitte, og kan i dag se, at vi har været meget heldige. Der er en stor efterspørgelse på særligt værelser i WG´s (bofællesskaber) i Berlin, så medmindre du ikke har noget i mod at bo lidt længere ude, er det en god ide at gå i gang med at søge et par måneder før du flytter hertil. Evt, kan man En mulighed er også at tage en weekend/uge til Berlin og se et par lejligheder man på forhånd har aftalt.

Det er meget nemmere at få kontakt til udlejere, når du allerede befinder dig i Berlin, også hjælper det selvfølgelig at skrive til udlejerne på tysk, da mange er ældre og ikke taler engelsk.

Typisk tysk


Når du har fået styr på bolig og har fundet et job eller en praktikplads i Berlin, er der nogle helt grundlæggende ting, du skal være opmærksom på, og bedst muligt havde klaret inden du starter i praktik eller på job. Det første er, at blive meldt ”ind” i Bürgeramt www.berlin.de/buergeramt/.

Hvis du vil havde din adresse i Berlin eller åbne en tysk bankkonto (dette gør sig gældende for alle Bundeslandene),  SKAL du meldes ind i, hvilket kan- og oftest er en meget langsommelig og trættende proces. Alt afhængtigt af, hvor du bor er der forskellige Bürgerämter, og det kan anbefales at lave en ”termin” dvs. aftale et fast tidspunkt, da ventetiden ellers godt kan vare flere timer. 

Derudover skal du, hvis du tjener mere end 450 euro om måneden meldes ind i Finanzamt (skattevæsnet), hvilket er samme proces. http://www.berlin.de/sen/finanzen/steuern/finanzaemter/.

Berlin – meget mere end regler og bureaukrati

50-DSC00504

Efter jeg fik alt det praktiske på plads, har jeg endelig kunne begynde at nyde Berlin og det er virkelig en fantastisk storby! Der hersker den her bestemte stemning, der er præget af en mangfoldighed og tolerance, og det føles som om, at Berlin er en storby, der byder alle velkommen. Det er sandsynligvis også derfor at omkring en halv mio. homoseksuelle har valgt Berlin, som deres bopæl. 

Generelt kan siges at tyskerne er meget åbne overfor andre nationaliteter, hvilket godt kan fremstå som en skrap kontrast til den indstilling vi danskere i al almindelighed har overfor Tyskland. Dette kommer også til udtryk i Tysklands eksterne kulturpolitik, som er en vigtig del af landets udenrigspolitik, og har haft en stor betydning for formidlingen af et positivt billede af Tyskland i udlandet.

Det afspejles tydeligt, at Tyskland er blevet mere populær i tilstrømmningen af unge studerende, der i løbet af de sidste år siden murens fald er flyttet til Berlin. Det er blevet enormt in at bo i Berlin og tysk kultur er blevet hip, hvilket også får danske unge til at strømme til Berlin. Mange har dog ikke forstået, at for at man for alvor kan trænge ind i et andet lands kultur, er det vigitigt at man skal kunne sproget. Mange vælger Tyskland for det fremragende uddannelsessystem, den høje personlige sikkerhed og de lave studieomkostninger og derudover har de tyske universitetsuddannelser også et godt ry. 

En anden væsentlig grund burde dog være, at Tyskland er Danmarks allervigtigste samhandelspartner. Derfor kan det netop være ekstra relevant med et vist sprogkendskab, hvis man i fremtiden ønsker at blive i Berlin og have et job med en dansk/tysk relation.

Fritid i Berlin

Med hensyn til det sociale var jeg lidt nervøs for, hvordan det ville blive at møde nye folk. I dag kan jeg så konkludere, at det slet ikke har været noget problem. Jeg har igennem mit arbejdsnetværk mødt en masse nye mennesker, og der er også mange muligheder for at være social udover arbejde. På Facebook kan du finde grupper som ”Danskere i Berlin”, hvis du gerne vil hænge ud med din egen nationalitet, ellers kommer du langt med en positiv, åben attitude, da folk fra Berlin ligeledes er meget imødekommende og søde mennesker, der gerne vil socialisere sig.

Du kommer også tit i snak med folk, hvis du bare er ude at lave lidt sightseeing. ”Berlinerne” er gode til at bruge deres by, hvilket kommer til udtryk ved de små cafeer, der for det meste er fyldt med unge og gamle. Berlin har også et meget større udvalg af koncerter og arrangementer, klubber og museum, så man ikke skal være bange for at komme til at kede sig.

Da Berlin også befinder sig i en helt anden prisklasse end Danmark, kan danske studerende med deres SU leve godt i storbyen. Desuden kan du på mange kandidatuddannelse i Danmark søge et legat, hvis du skal lave et praktikophold  i forbindelse med dit studie. Priserne i Berlin tillader at man kan lave flere sociale ting, som f.eks. gå ud flere gange om ugen. Hvis du skal studere på et tysk universitet, er der også rig mulighed for at møde andre unge, da der oftest bliver planlagt en masse universitetsfester i løbet af semesteret.

Held og lykke 


Stinne Maria Vandsø Christiansen

cafeliv