Paul-Lincke og hans Ufer - og andre æresborgere

landwehrkanal

Paul-Lincke Ufer er en vej, der løber langs Landwehrkanalen i bydelen Kreuzberg. Vejen er opkaldt efter æresborgeren i Berlin, Carl Emil Paul Lincke og langs Paul Lincke Ufer er der hyggeligt om foråret og sommeren med flere udendøres Biergärtens og restauranter. Fra Kottbusserdam er stemningen ikke helt fri for at være lidt Amsterdamagtigt .

På en af restauranterne (Horvarth) har vi fået serveret den mest vidunderlige Sweinenase mit Gänselebermousse. Delikat og lækkert. Nu med Michelin-stjerne Her kan man godt bruge en varm eftermiddag og en lang aften før man tumler om på barerne i Oranienstrasse. På den anden side af kanalen ligger Maybachufer, hvor der to gange om ugen afvikles et større tyrkisk marked.

Carl Emil Paul Lincke blev født i 1866 og han var componist og hans march "Berliner luft" fra operetten frau Luna i 1899 er Berlins hymne. Han har iøvrigt også komponeret det bryllups musik, der bliver spillet i filmen Titanic fra 1997 mens skibet synker. I Oranienstrasse 64 hænger der en lille mindeplade om Paul Lincke på det sted, hvor hans hus stod, før det blev ødelagt af bomberne under krigen. Paul Linke selv døde dog først i 1946.

Paul Lincke er nu ikke ene om at være æresborger i Berlin.

Du kan se den ganske omfattende liste over æresborgere i Abgeordnetenhaus i Berlin.. Der er foreløbig 116, så inden længe kan de næsten have deres egen bydel. Selvom flere af dem sandsynligvis ikke har lyst til at møde hinanden: Det er svært at se for sig, at Herman Göring skulle sidde ved samme bord som Eric Honecker eller Max Lieberman - mens de nok alle haft lyst til at dele bord med Marlene Dietrich.

Listen over æresborgere i Berlin er værd at kaste et blik på, for listen er en rejse gennem de skiftende magtstrukturer i Berlin og om ikke andet har de lagt navn til en række centrale gader og veje i Berlin. Kochstrasse, Puttkamerstrasse, Mommsenstrasse, Blücherstrasse. Hold øje med gadeskiltene, der står ofte hvem gaden er opkaldt efter.

En del af "misserne" - de sovjetiske generaler, diktatorer og prominente nazister - er ikke længere en del af byens pæne selskab og får næppe noget som helst positivt opkaldt efter sig. Både Herman Göring Strasse og Stalin Alle er omdøbt.