Wrangelkiez - Altbau og kinesergangstere

wrangelkiez

Foto: Borismayer77, Pixabay License. Graffitti i Wrangelkiez

Wrangelkiez putter sig mellem Görlitzer Park og Spree i Kreuzberg. Ligesom andre kvarterer i Kreuzberg er Wrangelkiez kendte for det alternative og modkultur. Der bor mange unge mennesker og mange fra andre europæiske lande. Ligesom andre steder bliver de gamle ”altbau” huse efterhånden sat i stand og bliver pænere. ”Gentrificering” kalder man dag – men gader som Falkensteinerstrasse og Wrangelstrasse er fortsat meget levende gader at gå i.

 

Indgangen til Wrangelkiez er U-bahnstationen Schlesisches Tor, hvor du i de gamle toiletter, intet mindre, finder en af Berlins bedste burgerjoints: Burgermeister. Banegården ligger på U-bahnlinjen U1, som var Berlins første U-bahnlinje. Den åbnede 28. februar 1902.

Wrangelkiez er Kreuzberg S036 i ren form. SO36 er det gamle postdistrikt, og betegnelsen klæber stadig til området. Kvarteret har det man søger i Kreuzberg med en blanding af små værksteder og butikker med alt muligt, cafeer og gamle værtshuse. Der er klubber og restauranter med mad fra hele verden. Det er gader, som man får lyst til at gå på opdagelse i.

Du kan fx begynde din wrangelopdagelsesrejse med kaffe og morgenmad i en af de små cafeer nær stationen. Her kan man sippe sin morgen cappuchino (eller schlürpfen) mens livet bumler forbi på gaden uden for. Med kaffe i maven og en god croissant kan du måske modstå fristelserne hos Fashion Killers i Wrangelstrasse med gamle LP’er, postkort og hvad har vi.  Efter lidt hårdhudet shopping vil en is om sommeren hos Aldemir Eis i Falkensteinerstrasse 7 helt afgjort gøre dig blød. Byens bedste is.

Når det bliver øltid, så går ølkortet hos Hopfenreich i Sorauer Str. 31 ud over det sædvanlige. Masser af specialøl, og et lidt upoleret enteriør. En favorit. Bliver det lidt sent før du skal hjem og du trænger til den sidste håndøl, så er Drink Drunk Späti ved Schlesischer Tor altid åbent.

Kvarteret er kendt for den store natklub Watergate og for spillestedet Lido, hvor der er mange indie-koncerter. I syd mod Flutgraben er Arena med koncerter og badeskib og klubberne Ipse og Chalet og hyggelige hængeudsteder som Freischwimmer eller LAB Kitchen. Er du bare efter et billigt og godt måltid, så vrimler det med små spisesteder i Schlesische Strasse og Falkensteinerstrasse. Der kan være events på båden Hoppetosse eller på tankstationen Tankstelle Anhalt. Meget Kreuzberg.

Görlitzer Park, som Wrangelkiez støder op imod er en park med mange faciliteter som klappedyr-zoo og legepladser, en lille cafe og et svømmebad og fodboldbaner Men det er også en skummel park, hvor også stoffer og sikkert også kanyler spredes. Hold dig til dagslys der.

Dengang for 100 år siden...

Kvarteret var tidligere kendt som Schlesischestrasse, og hvis du læser krimierne om Gereon Rath (omsat til Tv-serien Babylon), så ved du, at den gang i tyverne, for 100 år siden, var det her banderne, ring-vereins, holdt til med smugkroer, ulovlige spil, dansesteder, narkotika og prostitution.

Kvarteret opstod med Görlitzer Bahnhof fra 1865 og med industriens og Berlins opsving og gevaldige udbygning i 1870’erne. Mennesker i tusindtal søgte mod Berlin for at arbejde og boede sammenstuvet under forhold, som ikke kan forstås i dag. Karreer og dybe baggård skød op som paddehatte fra den bare mark. I stort tal blot etværelseslejligheder med adgang til fælles køkken og lokum i gården. Forhold som du kan se på fx Arbejdermuseet i København, for København adskilte sig ikke. Byggeriet foregik i rasende tempo, men bremsede op omkring 1910. Der var ikke plads til mere.

Görlitzer Park var ikke en park, men rangerterrænet for den travle godsbanegård Görlitzer Bahnhof. Alt det forsvandt senere igen i krigens bombardementer, mens selve Wrangelkiez slap nogenlunde nådigt.

De nye kvarter blev kendt som „Schlesische Viertel“ og her ankom de polske arbejdere direkte fra Polen og slog sig ned. Her var også en kinesisk koloni som holdt til omkring et værtshus i Krautstrasse.Her blev der spillet Mah-Jong og spist med pinde. Også i filmen Babylon optræder gangsteren ”Kineseren”.