Görings luftwaffe ministerium

rohwedder-haus

Foto: Kirsten Andersen, berlin-nyt.dk

På hjørnet af Wilhelm Strasse og Leipziger strasse står bygningen, som husede Görings Luftwaffe ministerium. Huset blev bygget 1935/36 af arkitekt Ernst Sagebiel. Det er enormt og rummer 2000 kontorer fordelt på imponerende 56.000 m2. Dengang var det Berlins største kontorbygning og det er idag kendt som Detlev-Rohwedder-Haus og rummer det tyske Finansministerium.


Efter 2. verdenskrig udbedrede den russiske militæradministration straks de lettere bombeskader og bygningen blev brugt bl.a. som parlamentsbygning for DDR’s Volkskammer indtil Palast der Republik (som nu i efteråret 2008 endelig er helt færdignedrevet) blev bygget og stod færdig i 1976. Herefter rummede den store bygning flere forskellige ministerier i DDR-tiden. 

Efter genforeningen blev det her, at Treuhand organisationen skulle få ordning på genprivatiseringen af statsejendommene i DDR. Det er her Detlev Rohwedder navnet kommer ind i billedet. Han var leder af Treuhand-organisationen, indtil han blev myrdet i 1991. Det menes, at det var RAF, der myrdede ham, men det er aldrig blevet opklaret. Han mindes nu med at bygningen bærer hans navn. Bygningen fungerer i dag som Tysklands Finansministerium.

Værd at bemærke, ud over arkitekturen, er frisen på muren ved søjlegangene. Ligesom historien med Palast der Republik er den et eksempel på politisk bestemt udskiftning af kulturelle symboler. Der hvor frisen er, var under nazisternes magtperiode en frise med marcherende soldater. Det kunne de selvfølgelig ikke have i det kommunistiske DDR.

Derfor udskrev ”Ministerium für Aufbau” (heri ligger mere end opbygning – nemlig den rette kommunistisk-ideologiske opdragelse af befolkningen) en konkurrence blandt seks kunstnere om en ny frise. Den skulle vise, at freden har stor betydning for menneskehedens kulturelle udvikling, og at kunstnerens rolle var vigtig i denne proces.

Det gennemsyrede kulturpolitikken i DDR, at kunstnere skulle gøre en indsats i ”opdragelsesarbejdet” og at de ikke længere kun skulle være ”warmherzige Freunde” eller ”sympatisierende Mitkämpfer”. Der blev kørt ren hetz mod kunstnerne, og de skulle kun skabe kunst som arbejderklassen kunne forstå og som var positiv over for Sovjet og den kommunistiske partilinie. De skulle virke gennem fagforbundene ude på arbejdspladserne. Abstrakt kunst eller kunst der relaterede til den frodige, ekspressionistiske periode sidst i 1920’erne var direkte forbudt og kunne ikke vises eller udgives.

lingnerfrise

Foto: Kirsten Andersen, berlin-nyt.dk

Den kunstner der vandt arbejdet med frisen på Detlev-Rohwedder-Haus hed Max Lingner. Han var dog ikke en af de mest partitro kunstnere, og han måtte ændre billedet 6 gange inden ministerpræsident Otto Grotewohl var tilfreds. Det endte med, at Lingner fik dårlige nerver og bad andre om at gøre det færdigt.

Billedets utopiske budskab taler for sig selv. Men allerede den 17. juni 1953 stod det sande billede af DDR’s arbejdere foran bygningen. Under arbejderopstanden blev der demonstreret foran bygningen. Det er markeret med et kæmpefotografi under glas foran bygningen.  Godt at man har ladet kaklerne på muren hænge som DDR’s idealistiske forestilling om den lykkelige Arbeiter- und-Bauern-Staat. Fotografiet på jorden er en dokumentation af de faktiske forhold.

Detlev-Rohwedder-Haus

Wilhelmstrasse 97 / Leipziger Strasse
Mitte-Berlin
U-bahn: Stadtmitte og Potsdamer Platz 

Artiklen er skrevet af Kirsten Andersen, berlin-nyt.dk


Vis stort kort