Forfatteren Ove C. Kronborg har en dyb viden om begivenhederne omkring Berlin i krigens sidste dage. Vil du på sporet af slaget om Berlin har Ove C. Kronborg skrevet dette turforslag til berlin-guides læsere, hvor du kommer på sporet af kampene omkring Seelower Höhen øst for Berlin i februar - april 1945. Det var her en million russere satte den afgørende offensiv ind mod Berlin og 55.000 soldater mistede livet. Du skal have bilen med og det tager mindst en dag at komme igennem og besøge kirkegårde, nedlagte stillinger, mindelunde, kæmpebunkere, giftgasfabrikker, ruiner. Det smukke Oderbruch-landskab står i skarp kontrast til de voldsomme begivenheder, der fandt sted her.
Seelow
Ved at følge hovedvej B1 fra Berlin mod øst kommer man efter 71 km til den lille by Seelow, der ligger på toppen af højene vest for Oder floden. Tag første frakørsel til Seelow. Kort efter bygrænsen ligger der en tysk krigskirkegård til venstre for B1.
Seelower Höhen blev kendt over hele verden som stedet, hvor tyskerne i flere dage holdt stand mod marskal Zhukovs stærkt overlegne styrker, da han d. 16. april 1945 indledte angrebet på Berlin.
Stands ved Gedenkstätte Seelower Höhen, der ligger i den østlige udkant af byen til højre for B1. Der er der indrettet en lille interessant udstilling om slaget. Foran er der udstillet flere sovjetiske militærkøretøjer og kanoner, der deltog i slaget. På højen bag udstillingsbygningen er der en stor sovjetisk krigskirkegård med et enormt mindesmærke.
Fra den sovjetiske soldaterkirkegård oven over Gedenkstätte Seelower Höhener der fremragende udsigt over dalsænkningen Oderbruch, hvorfra angriberne stormede frem mod de tyske forsvarer, der havde indrettet forsvarsstillinger på højene.
På kirkegården i Seelow ligger 649 tyskere og 149 russiske soldater. Læs mere om slaget ved Seelow.
Kostrzyn nad Odrą (tysk: Küstrin)
Luftfoto af Küstrin før krigen. Bemærk de to broer over Oderfloden.
Fortsæt ad B1 ca. 20 km til den tidligere tyske fæstningsby Küstrin, der ligger på Oders østlige bred, som i dag tilhører Polen. Dens polske navn er Kostrzyn nad Odra (ved Oder). Polens vestgrænse blev ved Potsdamaftalen i 1945 flyttet mod vest og kom til at følge floderne Oder og Neisse, der danner den nuværende tysk-polske grænse. Tyske statsborgere, der var bosiddende øst for den nye grænse, blev under betydelige tab af menneskeliv fordrevet til Tyskland. Området blev befolket af polakker, der som følge af flytningen af Sovjetunionens grænse mod vest, var blevet fordrevet derfra.
På vejen dertil passeres Fort Gorgast til venstre for vejen lige før Manschow. Fortet var en del af forsvaret af Küstrin. Under kampene i 1945 var det i brug som lazaret. Trods de svære kampe i området, kom fortet ubeskadiget gennem krigen. Det blev besat af sovjetiske tropper, som efter krigen sprængte dele af fortet. Det er åbent for besøgende. Læs mere om Fort Gorgast.
Store dele af byen blev ødelagt under kampene mellem fremtrængende sovjetiske styrker og de forsvarende tyskere. Da de fremrykkende sovjetiske styrker i 1945 stormede frem gennem Polen på vej mod Oder, erklærede Hitler d. 15. januar byen som fæstning med ordre om at forsvare den til sidste mand. Sovjetiske styrker nåede frem til byen d. 1. februar. Nord og syd for byen lykkedes det dem at etablere brohoveder på vestbredden. De tyske forsvarere blev efterhånden trængt tilbage til Küstriner Altstadt, der ligger på en ø i Oder floden. De indædte kampe fortsatte til 27. marts, hvor de overlevende rester af tyske soldater mod Hitlers ordre trak sig tilbage til vestbredden.
Da var Altstadt fuldstændig ødelagt, og den henligger fortsat som ruiner. Det er muligt at besøge ruinområdet. Når man kommer kørende fra Seelow passeres to broer over Oder og grænsen til Polen. Fra den sidste bro er der fin udsigt til den gamle fæstningsmur, der krones af et sovjetisk mindesmærke og en kanon.
Stands ved den gamle grænsekontrol kort efter grænsen og drej til højre ind til turistbureauet, der ligger til højre side for vejen. Der kan der parkeres, og derfra er adgang til Altstadt gennem Berliner Tor ved turistbureauet. Rundt omkring i området ligger resterne af fæstningsbyen. Læs hele historien om Küstrin her.
Oderbruch området
Kør fra Kostrzyn ad B1 tilbage i retning mod Seelow. Drej mod syd i Manschow ad B112.
Oderbruch er navnet for dalsænkningen mellem Seelower Højene og Oder floden. Mange huse og landbrugsbygninger blev indrettet til forsvar mod sovjetstyrkerne, og i alle landsbyer blev krigsskaderne meget store. Blandt blev et stort antal kirker ødelagt, og mange af dem ligger stadig som ruiner. Det er tilfældet i bl.a. Mallnow, Dolgelin og Reitwein. Tyske ingeniørtropper sprængte mange kirketårne, således at de ikke kunne anvendes som sigtepunkter for det sovjetiske artilleri.
Reitwein
Drej til venstre ad L331 lidt syd for Rathstock mod Reitwein.
2. februar gik mindre sovjetiske infanterienheder fra 8. Gardearmé (generaloberst Tjuikov) i fuldt dagslys over isen på Oder mellem Küstrin og Göritz, hvor de uopdaget nåede i land på den vestlige bred neden for højdedraget Reitweiner Højene, som er et markant skovbevokset højdedrag, der skråner stejlt ned mod Oder dalen. Vejen fortsætter ned til floden, hvor overgangen fandt sted.
Reitweiner Kirke er stadig en ruin, men tårnet er blevet genopbygget. Det er synligt på lang afstand med det skovklædte højdedrag Reitweiner Sporn som baggrund. Overgangen kom helt bag på tyskerne, der kun havde en bataljon fra arbejdstjenesten på stedet. Den havde netop fået udleveret våben og gjorde flere forgæves forsøg på at fordrive de sovjetiske soldater fra landsbyen og flodens vestside. Ydermurene bærer tydelige spor af kraftig beskydning i form at kuglehuller mv.
Midt i landsbyen ligger der en sovjetisk krigskirkegård, hvor der er begravet ca. 3.000 soldater. Kun er fåtal er blevet identificeret. Deres navne er anført på gravstenene.
Zhukovs kommandobunker
Fra landsbyen Reitwein kan man gå ad en sti til den sovjetiske øverstkommanderende, marskal Zhukov’s kommandobunker, hvorfra han ved offensivens begyndelse d. 16. april 1945 kunne iagttage udviklingen på slagmarken. Holdt godt øje med skiltningen i skoven.
Det flade landskab (Oderbruch) vest for højdedraget var gennem 2½ måned skueplads for gentagne tyske og sovjetiske forgæves forsøg på at vinde fremgang. Mange udbrændte kampvogne fra begge sider stod tilbage markerne.
Podelzig, Wuhden og Klessin
Fra Reitwein køres der tilbage til vejkrydset vest for byen, hvor der drejes til venstre ad B112 mod Lebus. Landsbyerne Podelzig, Wuhden og Klessin ligger på højdedraget syn for Reitwein, De var gennem gennem to måneder næsten dagligt udsat for svær artilleribeskydning og sovjetiske angreb, men det lykkedes ikke at fordrive de tyske forsvarere før i slutningen af marts.
Stands i ved kirkeruinen i Podelzig. 85 % af landsbyens bygninger blev ødelagt under kampene. Før krigen var der ca. 1.000 indbyggere. Efter kampene vendte kun 180 tilbage til landsbyen. Livsbetingelserne i det ødelagte landskab var meget vanskelig i de første år. Af de 180 tilbagevendte døde 52 af tyfus, og 20 mennesker omkom i de efterfølgende år ved landmineeksplosioner. I de øvrige landsbyer var situationen efter krigen ligesådan.
Kør tilbage til Wuhdener Weg og drej til højre mod Wuhden og stands ved stien til venstre mod krigskirkegården. Der fandt 14 soldater deres sidste hvilested. To af dem er ukendte. Det var kun få af de faldne. I Wuhden blev der i 2006 indviet en mindesten for de omkring 800 tyske soldater, der faldt i og omkring landsbyerne Reitwein, Podelzig, Wuhden og Klessin. Dertil kommer et formentlig langt højere antal sovjetiske soldater. Wuhden var et af de mange steder, som Hitler erklærede som ”fæstning”.
Fortsæt gennem Wuhden og drej til venstre ad Altklessiner Weg forbi de få huse i Klessin til vejkrydset, hvor der drejes til venstre ad Klessiner Strassen mod Oder floden. Stands efter første vejsving og parker på pladsen til venstre for vejen.
Slottet i Klessin
Det er det sydligste hjørne af Reitweiner Sporn, hvor Klessiner Slots hovedbygning og avlsbygninger lå. Fra stedet er er udsigt ned over floden til byen Lebus. Netop denne udsigt var så vigtig i det tyske forsvar. Så længe tyskerne sad på slottet, kunne de iagttage alt, hvad der skete i floddalen og dirigere artilleriets beskydning af de sovjetiske forsøg på at slå bro over floden. Hitler erklærede også Klessin som ”fæstning”.
Omkring slottet og landsbyen stod de hårdeste kampe i hele området. En tysk bataljon på 800 mand blev omringet og til sidst trængt sammen i slottet. De tyske og sovjetiske skyttegrave lå kun få meter fra hinanden. Når du står ved bilen på den gamle slotsplads, hvor tyske skyttegrave lå, så lå sovjetiske skyttegrave lige på den modsatte side af vejen. Hitler nægtede at give tilladelse til rømning af slottet, hvor der efterhånden kun var ganske få kampdygtige soldater samt en del sårede. Mod Hitlers ordre gav generalmajor Langkeit til sidst ordre om, at den omringede styrke skulle forsøge at bryde ud. Mellem 55 og 60 mand klarede sig tilbage til de tyske linjer. Alle var sårede.
Da krigen var forbi stod kun den forreste portal tilbage af slottet i Klessin sammen med rustende skeletter af ødelagte tyske og sovjetiske kampvogne. Titusinder af landminer fyldte jorden på marker og i haver. Kampvognsresterne blev fjernet, og de tilbageværende ruiner faldt sammen. Også landminerne blev fjernet, eller gjorde de? Adskillige børn og voksne beboere er senere omkommet som følge af detonerede landminer i Klessin og omegn.
Senere opstod landsbyen igen som en række huse langs Wuhden vejen og to huse på de gamle fundamenter. Slotsruinen blev mange år senere skubbet ud over kanten af den stejle skrænt mod Oderdalen af det kommunistiske styres bulldozere, og kun rester af det kan genfindes der, hvor det lå med smuk udsigt over Oder.
Gå lidt ned ad hulvejen Klessiner Strassen. En sti på venstre side fører ind til resterne af slottet bl.a. kælderetagen.
Eftersøgningen af savnede soldater er langt fra slut. Mange gange har frivillige fra Tyskland og Rusland samarbejdet om af finde faldne soldater i de gamle stillinger, og hvert år er det lykkedes at finde flere døde soldater, der så blev genbegravet på en krigskirkegård.
Kirkegården i Lebus
Fortsæt ad Klessiner Strassen mod Oder og drej til højre i et T-kryds ad Lebus Busch i retning mod Lebus. I Lebus skifter vejen navn til Lindenstrasse. På venstre side kommer man til den sovjetiske krigskirkegård, hvor 4.822 faldne soldater er begravet. Deraf er 3.099 ukendte.
I februar 1945 blev svage tyske styrker drevet ud af byen, da sovjetiske enheder gik over isen på Oder. Tyskernes styrker, der hovedsagelig bestod af enheder af Folkestormen, stod derefter i bakkerne vest for byen, hvor der af og til udbrød svære kampe.
Til kanten af Oderbruch
Forlad Lebus ad Seelower Strasse (B167). Efter ca. 4 km krydses jernbanen. Hold til højre i Y-kryds ad B167 mod Libbenichen. Nogle kilometer senere drej da til højre ad Carziger Strasse til Carzig. Drej til venstre ca. midt i landsbyen ad Am Bruchweg, der fører op i Seelower Höhen. Vejen går i kanten af flere små skove. Stands umiddelbart før den anden skov og parker bilen.
Hardenbergstillingen
I området nord for vejen findes flere steder rester af den tyske ”Hardenbergstilling”, den vigtigste forsvarslinje på højdedraget. Stillingerne blev holdt af Pansergrenaderregiment Kurmark, der i tre dage modstod svære sovjetiske angreb, før stillingen måtte opgives som et led i den begyndende tyske tilbagetrækning. Bakkerne danner et smukt landskab, og mange steder er der storslåede udsigter over dalsænkningen Oderbruch. Fra den nordlige bakketop kan man se ned over landsbyen Libbenichen. På bakken og nordskråningen er der flere skyttegrave og udgravede kanonstillinger.
Kør tilbage til B167 og drej til højre mod Libbenichen og Dolgelin. Drej til venstre i Dolgelin ad Alte Poststrasse og stands ved kirkeruinen på vejens højre side. Dolgelin blev skudt i grus under slaget om Seelower Höhen i april 1945, og også kirken blev ramt og står stadig som ruin. Resterne af tårnet blev revet ned i 1965. Som i mange andre landsbyer, hvor kirkerne blev ødelagt, samler kirkens menighed penge ind til at genopføre kirken.
Hold til højre efter kirken og fortsæt ad Alte Poststrasse (K6402) mod Lietzen.
Lietzen
Stands ved den store tyske krigskirkegård, der ligger til venstre for vejen umiddelbart før Lietzen. Gravpladsen blev allerede anlagt under kampene i foråret 1945, og selvom de tyske stillinger i og omkring Lietzen blev løbet over ende under det store slag, forblev kirkegården intakt. Efter den tyske genforening kom der langsomt gang i eftersøgningen af faldne soldater i hele området. De døde tyske soldater, der hvert år bliver fundet under disse eftersøgninger, bliver begravet i højre side af kirkegården. De fleste af disse nye grave er ind til videre kun afmærket med et midlertidigt navneskilt, og det er derfor nemt at se, hvilke grave, der er nye og, hvilke grave, der anlagdes under selve kampene.
I 1945 lå en tysk forsvarslinje fra Lietzen skråt over markerne mod sydøst. Forsvarerne var en blanding af helt unge 16 – 17-årige netop indkaldte og uuddannede soldater samt gamle mænd fra Folkestormen. Der var ikke våben til alle. Umiddelbart vest for landsbyen lå der et jernbanespor. Der holdt der en stor jernbanekanon, der skød hen over byen, ind til den blev ødelagt ved et luftangreb.
Det gamle riddersæde Lietzen Komturei ligger i Lietzen Nord. Det er det sidste genkendelige riddersæde for den tidligere Tempelridderne og senere Johanniter Ordenen i delstaten Brandenburg. Det blev bygget i 1232 af Tempelridderne og ved disses opløsning i 1312 overgik det til Johanniter Ordenen. Udtrykket Komturei kommer fra den gamle kanoniske kirkelov og henvist til en Bénéfice (indtægt) for enkelte medlemmer af en kirke eller riddere.
Under sekularisering af Lietzen Komturei i 1812 kom det i kronens eje, men i 1814 blev det overgivet til kansler Prins Karl August von Hardenberg for hans tjenester. Efter attentatet mod Hitler d. 20. juli 1944 blev hele ejendommen beslaglagt af nazisterne, fordi Hardenberg familien var indblandet i kupplanerne. I 1945 ekspropierede kommunisterne ejendommen som led i en jordreform. Efter den tyske genforening blev ejendommen i 1993 tilbagegivet til Hardenberg familien, der nu bebor slottet.
Fortsæt ad L37 gennem Lietzen til
Kæmpebunkeren i Falkenhagen Forst
Kort efter begynder Falkenhagener skovene på begge sider af vejen. Drej til venstre i det andet vejkryds ad Zum Seewerk, der er en relativ smal asfalteret vej. Den fører til den tidligere giftgasfabrik Seewerk, hvor nervekassen »Sarin« blev produceret. I 1939 begyndte opførelsen af fabrikken, der også kom til at producere raketbrændstof. Nazisterne byggede en kæmpemæssig fire etagers underjordisk produktionsbunker med jernbetonvægge på indtil 4,5 m’s tykkelse og et samlet areal på 14.000 m². Et overdækket jernbanespor, der kunne rumme en hel togstamme, førte ned under jorden og ind til bunkeren.
Adskillige nu ubrugte bygninger bl.a. kasernebygninger ligger rundt i området, og dele af bunkeren rager op over jorden. I slutningen af krigen blev fabrikkens udstyr afmonteret, og derefter blev bygningerne anvendt som krigslazaret og til indkvartering af soldater.
Efter 1945 ombyggede den sovjetiske hær delvist bunkeren, der blev anvendt til begyndelsen af 1990’erne som fremskudt kommandocentral for Warzawapagtens militære styrker. En model af bunkeranlæget er udstillet i kirken i Falkenhagen. Det var den største bunker i det hedengangne DDR. Et fotogalleri kan findes her og der er mere på wikipedia.
Tilbage til Berlin
Fortsæt ad L37 mod syd til Petershagen. Drej til højre ad B5, der følges til Müncheberg, hvor der drejes til venstre ad B1 til Berlin.
Kilde: Bogen Da krigen kom tilbage – 100 dage foran Berlin 1945 af Ove C. Kronborg indeholder præcise beskrivelser af krigshandlingerne i hele området også på de herover anførte steder.
Da krigen kom tilbage – 100 dage foran Berlin 1945
Ove C. Kronborg
529 sider
2015
Kampen om den tyske hovedstad Berlin i 1945 var ikke kun ét, men to slag, hvoraf det afgørende og langt det største fandt sted uden for byen. Nederlaget førte direkte frem mod delingen af Tyskland i to stater - det kommunistiske DDR og den demokratiske forbundsrepublik Vesttyskland. Bogen er den dokumentariske beretning om begivenhederne foran Berlins porte gennem krigens sidste 100 dage
Ove C. Kronborg (f. 1944) er pensioneret politiinspektør og leder af ordenspolitiet i Sønderborg med en livslang interesse for historie. Har på Cousera studeret historie ved Virginia University og Princeton University, USA, Universiteit Leiden, Holland, og Københavns Universitet. Har også skrevet bogen "Et hjørne af en hærs sammenbrud" (2013) om det tyske sammenbrud i Prøjsen i 1945.
Please wait...