Kom tæt på filmstudierne i Babelsberg i Potsdam ligger villakolonien "Neubabelsberg". I 1920erne var Villaerne fyldt med filmstjerner fra Babelsberg og milliardærer. I 1930'erne blev villaer ejet af jøder "tvangs-ariseret". Politiske modstandere blev skudt. Goebbels lå i med mindst 2 af konerne på vejen. Attentatet mod Adolf Hitler i 1944 blev planlagt her. Ved Potsdamkonferencen i 1945 blev der beslagt villaer til Stalin, Truman, Churchill og Attlee. To bomber fik verdenshistorisk betydning. Kortet er fra Google Maps

Den kulørte presse har levet af NeuBabelsberg i mere end 100 år. Tag med på "Hammerslag"s udflugt i kvarteret.

Beverly Hills i Potsdam

Villakolonien strækker sig fra S-bahnhof Griebnitzsee langs søen Griebnitzsee til den kejserlige slotshave, Park Babelsberg, hvor slottet Babelsberg også ligger. Her flyttede velhavende berlinere ud efter 1871 og da filmbyen Babelsberg opstod trak den også de store stumfilmsstjerner til, velhavende bankfolk, fabrikanter og storkøbmænd. Det var en parade i Berlins blå bog bare at læse på postkasserne.

Det var fx stjerner som Marika Rökk, Sybille Schmitz, Lilian Harvey, Willy Fritsch eller Brigitte Horney - og de tyske filmselskaber UFA og DEFA havde gæstehuse her, som tilrejsende stjerneskuespillere kunne bo i. Fx Heinz Rühmann, Marlene Dietrich, Hans Albers, Jean Gabin og Gérard Philipe. 

Sejrherrerne

Bydelen, som ligger yderst i Potsdam, slanger sig op ad Berlins sydøstlige grænse, blev forskånet for store bombardementer. Konferencen, hvor de allierede mødtes efterkrigen blev holdt i nærheden på Slot Cecillienhof.

Her sad den britiske premierminister Winston Churchill, Sovjetunionens kommunistiske diktator Josef Stalin og den amerikanske præsident Harry Truman sommeren over og fordelte verden imellem sig. Winston Churchill tabte midt under forhandlingerne parlamentsvalget i Storbrittanien, så han blev afløst af den ny premierminister Clement Attlee undervejs. Mon ikke Stalin undrede sig over de spilleregler? Statslederne fik hver deres villa at bo under forhandlingerne.

Stjernearkitekternes legeplads

De store arkitekter som Ludwig Mies van der Rohe, Hermann Muthesius og Alfred Grenander  tegnede flere villaer her og arkitekten Peter Behrens satte sammen med Walter Gropius, Adolf Meyer og Le Corbusier også sit præg på området. Det bliver vist ikke tungere.

Peter Behrens (1868-1940) indrettede i 1907 sit arkitektatalier i huset Erdmannhoff i Steinstücken, som grænser op til Babelsberg. Bygningen lå op af muren og forvitrede af tidens tand og findes ikke længere. Peter Behrens kunne i den grad trække talentfulde assistenter til og stjernearkitekter som Walter Gropius, Le Corbusier, Mies van der Rohe, Adolf Meyer, Max Hertwig, Bernhard Weyrather og Jean Krämer arbejdede der.

En del arkitekter ville sikkert gerne skære spidsen af deres næser eller slå søm i foden for at få lov at have været en del af det kollektiv. Et kollektiv, som definerede moderne arkitektur for en stor del af det følgende århundrede, og fortsat er inspiration.

Virchowstrasse

Virchowstrasse hed oprindeligt Luisenstrasse. Virchowstrasse 23 var ejet af en tysk bankier, Franz Urbig. Han havde stor indflydelse og i 1920'erne havde han en væsentlig andel af æren for indførelsen af Reichsmark som samtidig blev enden på hyperinflationen. Huset blev tegnet af Ludwig Mies van der Rohe i 1915/16. Franz Urbig døde i sommeren 1944, og da de sovjetiske tropper kom blev familien tvunget til at forlade huseet. Få måneder senere, i sommeren 1945, boede de engelske premiereministre Winston Churchill og Clement Attlee i huset. I 2005 blev huset købt af byggematadoren Theodor Semmelhaack, og siden 2009 har det været mangemilliardæren, grundlægger af software giganten SAP, og Potsdam-mæcen, Hasso Plattner, som ejer huset.

Den britiske udenrigsminister Anthony Eden boede i Virchowstraße19.

I Virchowstraße 27 ligger Villa Saltzmann, som blev tegnet af arkitekterne Ende & Böckmann til Marinemaler Carl Saltzmann (1847–1923). Marinemaleri var i høj kurs, og Carl Saltzmann havde været på flere sørejser med Kejser Wilhelm II. I dag ligger han til hvile på Friedhof Klein Glienicke lige om hjørnet. Siden har bl.a. stjerne dirigenten Christian Thielemann ejet huset.

Villaerne i Karl-Marx-Strasse

Arkitekterne Hermann Gustav Louis Ende (1892 - 1907)  og Wilhelm Böckmann (1832 - 1902) var dengang blandt Tysklands mest anerkendte arkitekter. Udover Virchowstraße 27 og 43/44 har de tegnet villaerne i Karl-Marx-Strasse 1 og 2 og 73, som før 1945 hed Kaiserstrasse.

Karl-Marx-Strasse / Kaiserstrasse kan betragtes som Villakoloniens hovedgade.

Quandt og bukken fra Babelsberg

Karl-Marz-Strasse 1 blev tegnet i 1907 til fabrikant Helmuth Quandt. I 1926 blev villaen i Karl-Marx-Strasse overtaget af Günther Quandt. Günther Quandt var gift med Magda indtil 1929, hvorefter de blev skildt. Quandt fortsatte som tekstilfabrikant og begejstret nazist. Magda giftede sig i stedet i 1931 med den senere propagandaminister Joseph Goebbels. Magda Goebbels er berygtet for at være nazismens første dame og iøvrigt sammen med Joseph Goebbels at slå deres 6 børn ihjel, før de tog livet af sig selv i 1945. Alle børn havde navne, der begyndte med "H" for Hitler: Helga, Hilde, Helmut, Holde, Hedda og Heide.

Det syvende barn, Harald, som hun havde sammen med Günther Quandt overlevede. Harald og hans halvbroder Herbert Quandt kørte butikken videre og efterkommerne ejer i dag en god bid af BMW-koncernen. Stefan Quandt ejer intet mindre end 25,8 procent af BMW-koncernen. Også hans søster, Susanne Klatten, har store aktieposter, blandt andet 21 procent af BMW, og familien rangerer som en af verdens rigeste familier. Quandts familiens nazisme og udstrakte brug af slavearbejder under krigen var længe en hemmelig, men i 2007 sendte ARD dokumentaren "The Silence of the Quandts", som dokumenterede den ubehagelige historie. 

Erotoman og chefforfører, Joseph Goebbels, var så berygtet for sin omgang med unge filmskønheder, at han havde tilnavnet "Bukken fra Babelsberg" - "Bock aus Babelsberg". Måske overraskende, for han var ikke køn, lille, i orthopæsiske sko - men efter sigende charmerende og med en helt særlig stemmeføring. Og så havde han magt.

Udover at blive gift med Magda Quandt havde Goebbels også en langvarig affære med "Liduschka" - skuespillerinden Lida Baarova (henne fra nr. 8), som varede indtil Adolf Hitler beordrede affæren sluttet.

Goebbels landejendom "Landhaus am Bogensee" i det nordlige Berlin var kendt som en regulær "kærlighedsrede". Huset ligger der den dag idag i bydelen Buck I det nordlige Pankow. Goebbels familiens residens på øen Schwanenwerder var  ikke velegnet. Magda var nu ikke uskylden selv og havde affærer med både nazisten Kurt Ludecke in 1933 og Goebbels sekretær, nazisten Karl Hanke i 1938. Kurt Ludecke faldt senere i unåde og flygtede til USA, hvor han blev fængslet. Karl Hanke overtog i krigens sidste dage lederskabet af SS efter Heinrich Hitler. Han blev skudt af tjekkiske partisaner den 8. juni 1945.

Pikant.

Atombomben fra nr. 2

Karl-Marx-Straße 2 blev berømt fordi den amerikanske præsident Harry S Truman boede her i sommeren 1945. I Trumans villa blev befalingen om at bombe Hiroshima i Japan med en atombombe "Little Boy" afgivet den 24. juli 1945.Bomben var et resultat af et tophemmeligt atombombeprogram, som USA havde. Men Stalins spioner var over alt, så han var ikke overrasket over bombningen. Men røbede ikke sin viden. På grund af Truman har villaen også fået kælenavnet »Little White House«. Ellers hedder huset Villa Erlenkamp.

Storkøbmanden Siegbert Samuel Stein købte villaen i nr. Karl-Marx-Strasse 3, Villa Stern. Siegbert selv døde i 1934, men hans kone Margarete Stern, som også var jøde, flygtede til Holland. Det var ikke langt nok væk, så i 1943 blev hun arresteret af nazisterne, og siden slået ihjel i Auschwiz i 1944 sammen med hendes datter og svigersøn. Villaen blev bortauktioneret for 100.000 reichsmark i 1940. I 1945 blev villaen igen rømmet til brug for sovjetiske soldater.

I Karl-Marx-Strasse 4 ligger et hus i Schweizisk stil. Det var ejet af Otto Fernbach, som udgav aviser. Der var flere "alpehytter", men de blev revet ned efter 1945 for at give plads til grænsen til Vestberlin.

Lida Baarová

Karl-Marx-Strasse 8, Villa Fröhlich, var oprindeligt ejet af jødiske handelsfolk, men i 1930'erne blev det købt af skuespillerinden Lída Baarová og skuespiller og regisør Gustav Fröhlich. Den forbindelse holdt indtil Joseph Goebbels og Lida Baarová havde en affære, og angiveligt har Gustav Frölich overrasket paret og dernæst tildelt den næstmægtigste mand i riget en ørefigen.

Måske en skrøne, men det halve Berlin sang: "Ich möchte einmal fröhlich sein". Det var noget man fulgte med i i den kulørte presse. Sikke en pikant "Klatschgeschicht".

Gustav Fröhlich tilhørte sammen med Hans Albers, Willy Fritsch og Heinz Rühmann til Nazi-tysklands meste benyttede filmskuespillere.

Villa Gugenheim og Brigitte Horney

I Villa Gugenheim i Karl-Marx-Strasse 22 boede fabrikanten Fritz Gugenheim (1859 - 1939), han var jøde, og hans kone Melly og de to sønner havde held med at flygte, mens villa og indbo blev eksproprieret af staten og solgt videre til skuespillerinden Brigitte Horney for en klatskilling. Hende havde Goebbels dog ikke nogen held med, og sagde om hende, at hun var: "kalt wie eine Hundeschnauze" - kold som en hundesnude. Brigitte returnerede med at hun ikke forstod hans popularitet.

Hendes mand, Ferdinand Sieger, påstod, at de intet kendte til husets historie og at bygningen var "arierseret". Men Horney sad 2 gange overfor Fritz Gugenheim ved notaren da huset blev solgt, og salgssummen blev herefter konfiskeret fra Gugenheim af Gestapo, som "Reichsfluchtsteuer", altså som skat på at jøderne nu forlod landet. Men Gugenheim tog sit eget liv med sovetabletter.

Der blev levet i stor stil og spist af guldtallerkner hjemme hos Brigitte Horney. filmstjernen Zarah Leander, der engang var på besøg, konstaterede, at maden nu smagte som den plejede, selvom tallerkner var af guld. Vennekredsen talte fx Erich Kästner, Erich Maria Remarque, Max Frisch og Therese Giese. Brigitte Horney var nu ikke nazist, og hun oplevede styret på nærmeste hold, da skuespillerkollegaen Joachim Gottschalk tog livet af sig selv, sin kone og sit barn i 1941 - kort før at hans kone, Meta og barn, der var jøder, stod for at blive deporteret. Efter krigen bosatte Brigitte Horney sig i USA og blev gift med kunsthistorikeren Hanns Swarzenski, der havde jødiske aner. 

Gugenheim villaen blev i 1970'erne anvendt af STASI og i 1980'erne til dagbørnehave. Villaen er siden givet tilbage til arvingerne, men ikke uden protest for anonyme nazister hængte et banner op, der takkede nazipartiet for fjernelsen af jøderne.

I Karl-Marx-Strasse 24 boede en højrangerende nazist, Werner Naumann, i huset. Han var medlem af SS og statsekretær i progpagandaministeriet. Til at passe på ham står der stadig en vagtbunker ved huset, som vagt personalet kunne søge dækning i ved angreb. I det hele taget fik Kaiserstrasse øgenavnet "Straße der SA".

Valkyrien

I Karl-Marx-Strasse 25 boede nazisten Dietloff von Arnim-Rittgarten med hustru under 2. verdenskrig. Hans svoger, Henning von Tresckow, General Friedrich Olbrich og Grev Stauffenberg "Operation Valkyrien" planlagde attentatet mod Hitler den 20.juli 1944. Bomben, som Grev Stauffenberg brugte til attentatet mod Adolf Hitler i Ulveskansen i det østlige Preussen i 1944, blev muligvis lavet i villaen. Bomben lå et stykke tid gemt i Löwenvilla i Gregor-Mendel-Straße 26. Attentat og statskub slog fejl, men Dietloff von Arnim-Rittgarten blev renset for anklager og kunne forlade fængslet som en tro nazist, mens de medsammensvorne blev skudt på stribe. Han tog gift på sit landsted "Gut Rittgarten" sammen med konen og børnene, da russerne nærmede sig i 1945. Henning von Treskow tog sit eget liv, og hans kone og børn blev arresteret. 

Nr. 27 i Karl-Marx-Strasse var Josef Stalins villa i sommeren 1945. Stalins villa blev tegnet af en svensk arkitekt før første verdenskrig, arkitekten Alfred Grenander. Villaen hedder også Villa Herpich.

I Karl-Marx-Strasse 28/29 ejede Wilhelm von Türk grunden allerede fra 1817. Derfor kendes huset også som "tyrkergården", "Türkhof". Bankmanden Georg Mosler fik bygget en 380 kvm villa, der i 1926 blev tegnet af Ludwig Mies van der Rohe. Blandet var huset udstyret med et pengeskab så stort, at man kunne gå ind i det. Mosler var jøde og forlod Tyskland i 1933, hvorefter staten overtog ejendommen. 

Karl-Marx-Straße 33/34 blev bygget af arkitekten Carl Zaar (1849–1924) i 1902 og han slog sig ned her. Carl Zaar er kendt for blandt andet de store stenelefanter ved indgangen til Berlin Zoo. Blev bygget som dobbelthus med nr. 34, hvor arkitekten Christian Heinrich Seeling (1852–1932) boede. I DDR var det klubhus for Hochschule für Film und Fernsehen „Konrad Wolf“, og for nuværende er det hjemsted for et Landesinstitut für Lehrerbildung.

Karl-Marx-Strasse 66,  Villa Lademann, blev bolig for Infanterie-General Oskar Lademann i slutningen af det 19 århundrede. Det blev tegnet af arkitekten Gustav Lilienthal (1849–1933), som var flypioneren Otto Lilienthals storebror. I 1930'erne brugte UFA studierne huset som gæstehus, så her har blandt andre Marlene Dietrich og skuespilleren Hans Albers boet.

Spitzweggasse

I Spitzweggasse 6 ligger en italiensk inspireret villa, hvor Friedrich Sarre, der var direktør for den islamiske del af Pergamon-museet boede. Det ses i arkitekturen.

I Spitzweggasse 3 boede filosoffen Alois Riehl og huset er tegnet af arkitekten Ludwig Mies van der Rohe, som den gang kun var 21 år.

Griebnitzstrasse

I Griebnitzstrasse 4 boede Reichswehrminister General Kurt von Schleicher (1882-1934). Han var den sidste kansler i Weimarrepublikken før Adolf Hitler tog over, og som sådan en rival til Hitler. Schleicher forsøgte at udnytte rivaliseringen mellem lederen af SA, Ernst Röhm, og Adolf Hitler. Adolf Hitler påstod at de konspirerede og var betalt af franskmændene. I forbindelse med udrensningen af SA i nazistpartiet i 1934, de lange knives nat, blev han skudt i sit hjem - og konen Elizabeth med.

Scenen er beskrevet i hård noir-stil: Midt på formiddagen den 30 juni 1934 trak en bil op og parkede uden for nr. 4, og dystre mænd fra SD - Sicherheitsdienst - i trenchcoats og bredskyggede hatte trådte ud. De ringende på døren. Kurt von Schleicher talte i telefonen, og det sidste vennen i den anden ende hørte var: "Jawohl, ich bin General von Schleicher" og så lød to skud. Elizabeth kom løbende ind i entreen, og så blev hun også skudt. De er begravet på parkfriedhof Lichterfelde i Berlin.

I efterdønningerne sluttede flere generaler op bag Kurt von Schleicher for at rense han navn og Adolf Hitler indrømmede et halvt års tid senere, at det måske havde været en fejl, men nazipartiet fortsatte med at fremsætte konspirationsteori. Den tidligere kejser Wilhelm ll, der var i eksil i Holland kommenterede, at loven tilsyneladende var sat ud af kraft og hvem som helst nu risikerede at blive stillet op af en mur og blive skudt. Det havde han jo ret i.

I Griebnitzstrasse 5a boede skuespillerinden Lilian Harvey (1906-1968). Hun var kæreste med skuespilleren Willy Fritsch, den tids drømmepar, ligesom Brad Pitt and Angelina Jolie (Kendt som brangelina). Lilian havde både homoseksuelle venner og jødiske venner, som hun hjalp. Hende brød Goebbels sig decideret ikke om, og Lillian Harvey måtte emigere til udlandet i nattens mulm og mørke i 1939. Først til Frankrig og siden til USA. Huset blev konfiskeret og det samme gjorde hendes statsborgerskab i 1943. Efter krigen arbejdede hun som sangerinde i skandinavien og ægypten. Fra 1953-57 var hun gift med den danske teateragent Hartvig Valeur-Larsen og boede i Antibes i Sydfrankrig, hvor hun opdrættede spiselige snegle og havde en lille souvenirbutik.

I Griebnitzstrasse 6 boede godsejeren af Kleinmachnow, Dietloff von Hake. Adelsfamilien Hake går mange århundreder af år tilbage. Ridderne Hake går fx tilbage til 1325.

I forbindelse med muren og grænsen til vestberlin bliv Griebnitzstrasse 4-6 forladt og i 1980'erne blev husene revet ned. Der er nu bygget nye, eksklusive boliger.

Zeisler vs Rökk i Domstrasse

I nazitiden blev de velhavende jøder presset til emigration og husene blev bortauktioneret billigt til særligt fortjenstfulde nazister. Det gælder fx huset på Domstraße 28, hvor den amerikansk fødte, jødiske UFA-regisør Alfred Zeisler (1892-1982) boede med sin kone, den hollandske skuespillerinde Lien Deyers (1909-1982). De blev tvunget til emigration og hals og hoved. Huset blev overtaget af dansestjernen Marika Rökk, som dermed profiterede vældigt på "arierseringen" af bydelen.

Marika Rökk forstod aldrig forbrydelsen, og i 1983, da hun var på besøg i Berlin til Berlinalen udtalte hun: "Das Haus ist mir einfach weggestohlen worden. Ich habe keinen Pfennig dafür gesehen, und meine ganzen Bücher und Kunstgegenstände, alles habe ich verloren." Eller "Huset blev stjålet fra mig, uden at jeg fik en øre for det, for mine bøger og for mine kunstgenstande".

Nazisterne tog huset fra Zeisler, og kommunisterne tog huset fra Rökk. Der var ingen vindere. Zeisler døde fattig på socialhjælp og Jewish Claims Conference krævede på hans vegne kompensation. Rökk var trofast nazist og modtog stjernegager for sit arbejde på nazi-tyskland.

I 1934-35 boede Konrad Adenauer, der blev borgmester i Kölln og efter krigen blev den store leder i Vesttyskland, også i villakolonien. Hans hus ligger i Rosa-Luxemburg-Straße 40 (dengang Augustastrasse). Den blev tegnet som landhus af arkitekten Hermann Muthesius. Efter Adenauer boede den jødiske fabrikant Hans Gugenheim her indtil han emigrede og huset blev "arieseret".

Kun jøden Otto Liebknect (1876-1949), broder til kommunisten, Karl Liebkneckt, fik lov at blive boende med sin jødiske hustru helt frem til krigsafslutningen i 1945. De boede i Domstrasse 10, og familien blev formentlig fredet, fordi Otto Liebknecht var en uundværlig og dygtig kemiker. Så dygtig, at han efter krigen nåede at blive professor i DDR i organisk og uorganisk kemi. Trods jødiske rødder, trods kommunistisk famlie i eksil. Han er ovenikøbet begravet på kirkegården for kommunistiske koryfæer: Zentralfriedhof Friedrichsfelde Lichtenberg. Her ligger de på stribe med Rosa Luxembourg, Karl Liebkneckt, Erich Mielcke, Ulbricht, Pieck mv.

Villakolonien efter 1945

I den kolde krig endte villakolonien i DDR sin storhedstid. Huse blev revet ned for at give plads til muranlægget ind mod Vestberlin og mange af de store huse blev til institioner.

Efter genforeningen har det som mange andre steder i DDR har det været vanskeligt at få opklaret ejendomsretten til mange af husene, hvor jøderne blev tvunget ud, de blev købt af andre, overtaget af DDR og hvem har egentlig ejendomsretten, når de oprindelige beboere måske ikke har efterkommer eller blev gasset i dødslejrene? Og når ejendomsretten blev afklaret måtte beboerne så flytte ud.

En del boliger står tomme og haverne er i vildnis. Enkelte villaer bliver brugt til fx at drive en filmskole. Men priserne går op igen, og der er flere tyske filmstjerner, der igen er tiltrukket af de eksklusive omgivelser.

Gå på opdagelse

S-bahnhof Griebnitzsee er det rette stoppested, hvis du vil spadsere en tur. Ruten kunne være fra S-bahnhof ad Karl-Friedrich-Strasse over broen til Klein Glienicke. Der er enkelte informationstavler i området, og der er ikke adgang til husene. Men gå en tur, se de formidable bygninger, og forestil dig fortidens glans og gru. En del af indbyggerne fra hine tider i Neubabelsberg genfinder du her på kirkegården, Friedhof Glienicke.

Og har du krudt i benene - eller har lejet en cykel, så fortsæt til slottet for Potsdamerkonferencen i 1945, Cecilienhof, og hold en velfortjent pause på Meierei. Meieri er en utrolig hyggelig og velplaceret biergarten og restaurant ned til søen. Derfra cykel eller bus tilbage til Potsdam. 

Alternativ til at gå over til Klein Glienicke er naturligvis at hænge ud i slotsparken ved Schloss Babelsberg. Og endelig findes der organiserede byvandringer med fører i området. Det skal du google lidt efter, for det er lidt forskelligt, hvem der tilbyder en tur.