Heinrich Zille er Berlins store tegner fra begyndelsen af det forrige århundrede. Berlinerne og tyskerne er med rette stolte af Zilles tegninger, som du kan se på Zille Museum in Nikolai Viertel.
Rudolf Heinrich Zille (10 januar, 1858 - 9 August, 1929) var en tysk tegner og fotograf. Zille er mest kendt for hans tegninger og karikaturer af den berlinske arbejderbefolkning. Han var den første, der beskrev de ofte desperate sociale forhold i de berlinske lejekaserner, der var pakket med folk på flugt fra landet til den industrielle metropol, Berlin. Forfatteren Kurt Tucholsky kaldte Zille for den sande inkarnation af Berlin.
I den periode, hvor Zille tegnede var Berlin verdens hurtigst voksende by og bolig, sanitæreforhold, infrastruktur kunne dårligt følge med i det hæsblæsende vokseværk. Han blev proletariatets tegner. Han fangede byens stemning fra baggårdene, sidegaderne og lejekasernerne. Zille fotograferede og tegnede som kunstner fra begyndelsen af 1890'erne og han kendte Max Liebermann, August Gaul og Käthe Kollwitz.
Zilles særlige talent var hans humoristiske og kærlige tegninger af, hvad der i realiteten var grumme livsvilkår for handicappede tiggere, tuberkuløse prostituerede, udslidte arbejdere og misrøgtede børn som alle kæmpede sammenbidte for deres liv. Som de to små børn på billedet med teksten "Berlins julemarked". De fleste berlinere var muligvis på julemarked i 1904, - men havde set andre steder hen end Zille, der havde øje for to snotnæsede unger med klude om hænderne.
En særlig side af Zille er erotiske tegninger, som faktisk er pornografiske. Nogle af dem kan man se på museet og på det tidl. Beate Uhses erotiske museum i Berlin - et lidt lummert museum i Charlottenburg bag Bahnhof Zoo. Nogle af tegningerne var under psudonymet W. Pfeifer.
Det er tegninger, som ikke holder noget tilbage og kan få selvsikre teenagere til at rødme endnu idag.
Blandt berlinerne nød Zille stor respekt og popularitet. Kejseren og borgerskabet var forarget, men især hans venskab med Max Liebermann førte til respekt og til nationalgalleriet, der købte hans billeder og til det preussiske kunstakademi, der gjorde ham til professor i 1924.
Skråt overfor Zille museum i Poststrasse står der iøvrigt en fin lille skulptur af Heinrich Zille. Museet ligger i Propstrasse 11 - men Zille selv boede i Charlottenburg i Sophie-Charlotten-Straße nr. 88. Der hænger en lille mindeplade idag. Gader, skoler og parker over hele Tyskland er opkaldt efter Heinrich Zille.
ZiLLE MUSEUM
Propststraße 11
10178 Berlin-Mitte
i Nikolaiviertel
Tag Ubahn eller S bahn til Alexanderplatz og gå det sidste stykke.