Flaktårnene i Berlin - Hitlers unedbrydelige fæstninger

flaktårne

Flaktårnene i Berlin blev bygget under 2. verdenskrig på befaling af Hitler efter et angreb i august 1940 af britiske bombefly. Tårnene blev bygget parvis og i Berlin blev der bygget 3 i byens parker. Der er idag kun få rester at se. Tårnene blev brugt til luftforsvaret af Berlin, til beskyttelsesrum og nødlazaretter og til opbevaring af uerstattelige skatte.

flaktower

Da de allierede bombninger af Berlin begyndte beordrede Hitler, at der skulle bygges flaktårne i Berlin og andre byer. Tårnene skulle dels have anti-luftskyts på taget og radar og dels skulle de bruges som beskyttelsesrum. Tårnene blev bygget på rekordtid. Kun seks måneder tog det og de tyske jernbaner lagde køreplanerne om, så materialerne kunne blive fragtet frem. Tårnenes mure af jernbeton var 3,5 meter tykke. Betonen udviklede en del varme i tøringsprocessen, så der kunne blive meget varmt inde i tårnene. Rygtet fortæller, at betonen i Humboldthain først var gennemstørknet i midten af 1970'erne.

Kanonerne på taget kunne skyde 360 grader rundt med en rækkevidde på 14 kilometer - med 8.000 granater i minuttet. De blev designet til at kunne beskytte 10.000 mennesker ad gangen, men op til 30.000 mennesker har været der på en gang. De var bygget som middelalderlige borge og var de sidste til at overgive sig til russerne i maj 1945. 

1. Flaktårn i Tiergarten - med guldskatten

Det første par flaktårne blev bygget i Tiergarten. Reichsmarschall Hermann Göring lå i en kort tid på lazarettet her før han flygtede til Bayern. Russiske soldater fandt store kunstskatte fra tårnene og de fandt også det største guldfund fra antikken: Priamos' skat eller Schliemann guldet fra Troja med 8.900 dele.

Kong Priamos´ skat blev fundet i 1873 i Troja af Heinrich Schliemann og blev i 1885 skænket til det tyske folk af Schliemann. Skatten blev gemt i Flaktårnet for at den ikke skulle komme noget til under krigen. Og så blev den altså fundet af russerne. De russiske soldater bragte guldet til Moskva og her forsvandt det for først at dukke igen i 1996 på en udstilling. Guldet befinder sig endnu idag i Rusland.

Og om det retteligt hører til i Tyrkiet, Tyskland eller Rusland er ikke til at vide. Kong Priamos havde ihvertfald besluttet sig for Troja, men hvor han så selv havde det fra - det ved vi jo ikke.  I Schliemann-Saal i Neues museum kan man se kopier af nogle af smykkerne.

Tilbage til flaktårnet. Flaktårnet lå i den britiske sektor efter krigen og britterne forsøgte først at springe tårnene med væk med 12 tons dynamit, så med 25 tons dynamit - men først i 1948 lykkes det med 40 tons(!) dynamit. Historien siger, at britterne blev til grin ved de første forsøg - derfor undlod de at advare om det sidste forsøg, hvilket betød en del knuste rudder i kvarterets huse. Det gav 412.000 kubikmeter affald, som blev kørt væk. Der er altså ikke mere at se idag, men rydningen gav plads til kameler, næsehorn og et fuglehus i ZOO. Flodhesten Boulette kom iøvrigt tilskade vil sprængningen i 1947.

2. Flaktårn i Volkspark Friedrichshain - med klassiske mesterværker

Det andet tårnpar blev bygget i Volkspark Friedrichshain og udover kanonerne rummede det også betydningsfulde malerier fra Berliner Gemäldegalerie. Uforklarligt brændte desværre 432 værker i maj 1945. Om nogle af kunstværkerne var fjernet før branden af den røde hær står ikke helt klart, men i 2005 var der udstillinger med blandt andet 25 antikke vaser på Puschkin museet i Moskva. Var der mere....? Det vides ikke.

Blandt de 1.000 overlevende værker forsvandt omkring 200 værker til Sovjetunionen - hvoraf flere dog blev leveret tilbage til DDR. Russerne sprængte delvist tårnene væk i 1946, resterne blev fyldt med jord og tårnene dækket af byggeaffald og beplantet. I Volkspark Friedrichhain er der idag to store bakker,  som du kan besøge og bestige. Men tårnene kan du ikke se mere.

3. Flaktårn i Volkspark Humboldthain - besøg dem med Berliner Unterwelten

Det sidste tårnpar var i Volkspark Humboldthain. Tårnet er idag delvist dækket af ruinaffald og bevokset, men det er ikke helt sprængt væk. Det ligger i den tidligere franske zone og franskmændene kunne ikke sprænge tårnet væk uden at skade jernbanen ved siden af. Du kan komme ind i tårnene på en ledsaget tur med Berliner Unterwelten.

4. Flaktårn i Hasenheide - det blev ved tanken

Et fjerde tårnpar var planlagt i Hasenheide i Neukölln, men det blev aldrig til noget.

I Wien og i Hamburg kan du stadig besøge et helt flaktårn.