Schloss Hubetushöhe er egentlig ikke et slot men en jagthytte. Dimensionerne er bare lidt overvældende - og det bedste er at du kan flytte ind og få fem-stjernet luksus. Hvis du har råd. Slottet ligger mellem Storkow og Beeskow 65 kilometer sydøst for Berlin. God restaurant.
Slottet blev opført i 1900 som et schweizisk slot af trykkeriejer, forlægger og hofbogtrykker Georg Büxenstein. Han trykte især pengesedler for den tyske stat. Og fik lagt nok til side til at købe et slot - på ærlig vis trods insinuationen.
Slottet er et jagtslot og der er jagt motiver overalt. Den mest berømte gæst har været Kejser Wilhelm, som kunne lide haven. Büxenstein solgte stedet i 1916 til dametøjsfabrikanten Hermann Bamberg, der også var jøde. Bamberg blev udnævnt til æresborger i Berlin i 1926 for sit lange virke som handelsdommer. Han døde i 1928, hvorefter hans søn, der var børnelæge, overtog. Det holdt indtil 1933, hvor Hitlers SA sparkede døren ind og anholdt ham. Uklart, hvad der herefter skete, men i 1936 overtog tobaksfabrikanten Reemtsma slottet og i 1939 blev her indrettet lazaret til sårede soldater.
I 1945 kom russerne og brugte i første omgang også slottet til lazaret. Herefter blev slottet til ingeniørskole for fiskeri og har uddannet mange af de østtyske fiskere. DDRs ministerråd overtog stedet og brugte det som kursuscenter under navnet Landhaus Dolgen. Rigtige kammerater bor jo ikke på slotte.
Efter murens fald kom slottet tilbage i hænderne på Reemtsma og siden 1998, efter renovation og sanering, står slottet nu åbent med 23 luksus suiter og værelser og en fremragende restaurant. En romantisk tur på landet - så bliver det vist ikke meget bedre. I 2002 brugte kansler Gerhard Schröder og den franske president Jacques Chirac slottet til et møde.
Slottet har gik fallit i 2012 - men meget tyder på, at de er klar igen. Følg med på hjemmesiden. Slottet ejes nu af to tvillingebrødre, men betragter sig som kun som forvaltere, fordi - som de skriver på hjemmesiden,- det smukke slot og parken tilhører sig selv og menneskene på egnen. Så smukt.
Robert Koch Strasse 1,
15859 Storkow,
Brandenburg, Tyskland