Foto: Odor /Wikpedia/ (CC BY-SA 3.0)
Schloss Biesdorf er et lille slot i Biesdorf i Marzahn-Hellersdorf i det tidligere østberlin. Slottet blev bygget som en stor klassisistisk villa med tårn i 1868. Det har blandt andet været ejet af industrifyrsterne Georg Wilhelm von Siemens og Werner von Siemens som en mondæn villa. I krigens slutning var det muligvis danske SS frikorps folk, der satte ild på slottet i forsvaret af en mystisk skat?
Berlin købte slottet af Siemens allerede i 1927. Det skulle være til glæde for borgerne og i 1933 flyttede Nazisterne ind. Kælderen blev brugt til fangekælder, hvor SA mishandlede sine fanger.
Der faldt ikke så mange bomber i området under krigen. Berlin blev angrebet fra vest og de fleste bomber faldt i vest og i centrum. På vej væk fløj flyvemaskinerne over østberlin og de fly, der ikke havde fået smidt bomberne i centrum, smed dem istedet her. Bombardementerne var altså lidt mere tilfældige, lidt mere planløse - men ikke mindre hårrejsende og dødelige for civilbefolkningen.
I slutningen af krigen var Biesdorf slottet samlingspunkt for byens forsvarstyrke, Volksturm, bestående af blandt andet drenge og gamle mænd. Slottet blev også brugt som lazaret.
I de sidste måneder flyttede Waffen SS ind med Nordland. Det var hærdede østfrontsoldater med SS soldater med frivillige fra frikorps Danmark og fra Norge. De gjorde sig klar til at forsvare slottet mod det forventede angreb fra hovedvejen. Men russerne angreb alle steder fra den 20 april 1945. Slottet blev angrebet med fly. Nordland træk sig videre ud efter at de havde sat ild på overetagen. Der går historier om, at frikorpsets soldater var sat til at passe på nogle mystiske kasser. Hvad var der i? Guld? Falske penge? Hemmelige koder? Dokumenter fra Gestapo? Der er ingen, der ved det i dag. Måske ligger nogle af hemmelighederne stadig i Biesdorf? Måske fandt russerne dem.
Slottet stod længe tomt. I 1979 blev det taget i brug igen og siden 1994 har det været anvendt som socialt-kulturelt centrum. I parken er der en friluftscene. Det er lukket i en periode, for der er kommet penge fra det tyske klasselotteri til at genopbygge overetagen.
Schloss Biesdorf
Alt-Biesdorf 55,
12683 Berlin