Foto: Andreas Lehner / Flickr / (CC BY 2.0)
Wedding ligger nord for det centrale Berlin og er administrativt set en del af bydelen Mitte. Wedding hørte under den kolde krig til vestberlin.
Wedding er et af de gamle arbejderkvarterer, som nærmest eksploderede ud fra Berlins bymure i slutningen af 1800 tallet med trange lejekaserner svarene til brokvarterer som Nørrebro eller Vesterbro i København. I 1867 boede her 16.668 mennesker - og i 1910 boede her 240.662. Det svarer til at en by på størrelse med Århus opstod på bare en generation. Sammen med lejekaserne lå der også store fabrikker som AEG og arbejderpartierne i Berlin dominerede her i Weimarrepublikken - "Roter Wedding". Under Berlins deling i 1945-1990 hørte Wedding sammen med Reinickendorf til den franske sektor.
Wedding er stedet for billige boliger, for det er et af Berlins fattigste områder. Næsten hver femte indbygger er på offentlig forsørgelse. De billige boliger har tiltrukket kunstnere, som har gallerier her og arabisk og tyrkisk er ikke ukendte sprog her.
Der er ikke så mange udprægede seværdigheder. Volkspark Humboldthain med det begravede flaktårn er et og Plötzensee med mindested for Hitlers og Gestapos ofre er et andet sted.
Wedding er ikke et must som destination på de første ture til Berlin - med mindre du håber på at finde den næste Picasso til en overkommelig pris i et af gallerierne. Man ved jo aldrig.