Ueckermünde – en lille fiskerby i Nord

Ueckermunde

Ueckerfloden munder ud i lagunen ved Stettin. Deraf navnet ”Ueckermünde”, en lille fiskerby mod nord i Tyskland, i Pommern, få kilometer fra Polen. Lagunen er også kendt som Stettiner Haff. Den lille by er kendt for sin dyrepark, den stemningsfulde gamle by, havnen, strandbadet og det lille pommerske slot. Kommer du i båd kan du lægge til i havnen, kommer du fra Berlin kører du gennem skovene.

Historien. Som så mange andre byer i området er eksistensen af byen først kendt med munkenes skriverier i begyndelsen af 1200-tallet. 30 årskrigen (1618-1648) var hård ved Ueckermünde. Af 1600 indbyggere var der kun 16 tilbage og i 1639 var der kun ti huse tilbage, der kunne bebos. Resten var brændt ned. Da krigen sluttede i 1648 blev byen svensk, og den dronning besluttede at byen skulle bebos med finner og livlændere. Men allerede ved den store nordiske krig (1700-1721) købte preusserne byen tilbage til Preussen. I begyndelsen af 1800-tallet var det en by, hvor kongerne omkring, kom forbi: Friedrich Wilhelm 1 (Preussen), August lll (Polen og Sachsen), Kong Stanislau (Polen) og den russiske Zar, Peter den Store. Du er altså ikke den første, der aflægger Ueckermünde et fint besøg. De har prøvet det før.

Under krigen blev de sidste 12 jødiske familier jaget på porten, og dræbt i udryddelseslejre, men Ueckermünde overlevede krigen uden store skader, da den blot overgav sig til russerne, da den Røde hær nåede frem i 1945. DDR-tiden sprang istandsættelser over, men de er hentet nu, og byen fremstår nydeligt. Ved kirken lidt infotavler med øjenvidneberetninger fra murens fald og stormen på det lokale STASI hovedkvarter nogle måneder senere.

I 1990 boede der knap 12.000 mennesker i Ueckermünde, men som andre østbyer er Ueckermünde skrumpet siden. I dag bor her 8.000 – 9.000 indbyggere.

Meget lidt at se. Ueckermünde er ikke til den lange sommerferie, medmindre du virkelig vil ned i gear. Men den kan holde til en overnatning. Tag dig tid til en spadseretur i byen, se de lille museum og havnen. Køb lidt fisk og læg dig ellers på stranden. Ueckermünde badestrand er 800 meter lang, så der er sand nok til alle. Endelig er der dyreparken, som er byens hovedattraktion. Ikke stor, men hyggelig. Især abeburet, hvor du kan få lov at spadsere ind til aberne, er lidt særlig.

Ueckermünde ser man, hvis man alligevel er på de kanter. Der er 165 kilometer fra Berlin. Du er på de kanter, hvis du har besøgt Stettin, Usedom, Greifswald eller Anklam. Det er fladt land, så der er mange cykelturister.