Wrocław - den smukke by med 100 broer

wroclaw

Foto: Udsigt over den gamle bydel i Wrocław. Foto af pedro_wroclaw fra Pixabay

Wrocław hed før 2. verdenskrig Breslau. Efter 2. verdenskrig blev hele byen og regionen tømt for tyske indbyggere. I dag er Wrocław Polens fjerde største by med mere end 650.000 indbyggere. Byens historie er omtumlet. Den har også hørt under Bøhmen, Ungarn, Preussen og Tyskland. Man skal helt tilbage til 1200-tallet før byen forrige gang hørte under Polen. Der er fire timers kørsel eller 350 kilometer fra Berlin. Men god grund til at tage en overnatning eller to i Wroclaw,

Smukke Wrocław

Wrocław går for at være en af de smukkeste byer i Polen, men konkurrencen er hård. Den er bygget hen over 12 øer i Oderfloden, der er forbundet med mere end 100 broer. Byen har mere end 130.000 studerende, så det er en livlig by med teater og musik, restauranter og barer. 

WroclawNight

Foto: Den centrale plads, Rynek, er omgivet af gamle huse med restauranter. Det er meget velbesøgt en varm sommerlørdag aften. Rimelige priser og god stemning. Går du rundt i Stare Miasto om aftenen kan du måske møde en lygtetænder, når der kommer liv i de mere end 100 gaslamper.

En del af det livlige miljø findes omkring kirsebærvinsbaren Pijana Wisna - det fordrukne kirsebær - på Rynek. Kirsebærsprut er ikke så almindeligt i Danmark, men denne her kan man næsten blive afhængig af. Prøv et glas og tag nogle flasker med hjem. 

Og mystisk er der med små statuer med dværge over alt. Hold øjnene åbne. De har alle et navn og en historie. Find dem på appen ”Wroclaw Dwarves Go”

Besøger du Wrocław, så sæt tid af til at spadsere i ”Stare Miasto”, som betyder ”den gamle bydel” med krogede gader og ”gamle” huse. Markedspladser. Kirker. Restauranter. Masser af stemning. Ostrów Tumski øen er giver minder tilbage til den europæiske middelalder. Der er også lidt museer, men det er byen selv, der er attraktionen. Og med historien in mente er den gennemrestaurerede by intet mindre end fantastisk.

I et hjørne af Stare Miasto findes "Dzielnica Czterech Świątyń" (De fire templer), som huser en synagoge, en katolsk kirke, en lutheransk kirke og en orthodoks kirke. Før krigen havde Wrocław den tredjestørste jødiske befolkning i Tyskland og en del af dem kom i den hvide storks synagoge, som nu er genopbygget. Om sommeren kører de antikke sporvogne i byen.

WroclawDay

Foto: Ved det gamle rådhus på Rynek. Der er lille museum i Rådhuset, men der er nu ikke meget at se.

Hvis du da ikke hellere vil shoppe i Polens største indkøbscenter Bielany Avenueul. Czekoladowa 7-9 Kobierzyce (Sydvest for Wroclaw). Er du i Wrocław ved juletid, så er markedspladsen (Rynek) i ”Stare Miasto” et stort trækplaster med et enormt julemarked.

Masser af attraktioner i Wrocław

 

  • Århundredeårshallen Hala Stulecia er en udstillingshal fra 1911-12 og den er UNESCO beskyttet. Hallen er opført for at mindes 100 året for sejren for det store slag „Volkerschlacht” mod Napoleon i Leipzig i 1813. UNESCO har den på listen på grund af den unikke og avancerede brug af beton.
  • Szczytnicki Park er en smuk park med japansk have, minaturer og dinoer og en stor 260 m2 jernbane model, Kolejkowo.
  • Wrocławska Fontanna er et, om man kan li det eller ej, et kæmpe multimedia springvand med vand, lys og musik. Om vinteren er der lukket for vandet og polakkerne bruger pladsen, en lille tønde land, til at stå på skøjter. Springvandet ligger foran Århundredeårshallen.
  • Wrocław Zoo er altid godt og Wrocław Zoo har rødder helt tilbage til 1865. Den tredje største i Polen.
  • I den nordlige del af af den gamle bydeli Wroclaw ligger ”I jesus navn”- kirken (Kościół Imienia Jezus), som er en barokkirke og dermed svulstigt udstyret.
  • Monumenter kan være Katyn-monumentet, som der er mange af i Polen, som minder os om Katyn-massakren, hvor den røde hær likviderede 25.000 polske officerer ved nakkeskud.
  • KZ-lejren Gross-Rosen var den lokale KZ-lejr i Rogoznica, 70 kilometer vest for Wroclaw. Den var oprindeligt en underlejr til KZ Sachsenhausen ved Berlin. Omkring 120.000 fangere passerede igennem lejren og hver tredje, 40.000 mennesker, mistede livet her. 

Ikke langt fra Wrocław ligger Sudeterne, som er små bjerge med smuk natur.

En sportsnote

Breslau klinger i øvrigt ikke godt i dansk fodboldhistorie. I 1937 tabte det danske landshold 8:0 i en landskamp mod Tyskland på Hermann Göring Stadion i Breslau. Det letter lidt, at Sepp Piontek kom fra Breslau.

Tilgengæld rimer Wrocław på dansk motorsporthistorie. Her blev speedwaykøreren Ole Olsen verdensmester nr 10 til verdensmesterskabet i 1970 og Tommy Knudsen, Bjarne Pedersen og Nicki Pedersen har alle været på podiet i Wroclaw.Tommy Knudsen rundede karrieren af som sportschef for den polske storklub, Sparta, fra Wrocław,

Andre bysbørn fra Breslau, som du måske har hørt om er fx Alois Alzheimer (der opdagede Alzheimers sygdom), Dietrich Bonhoeffer, der forsøgte at gøre oprør mod nazisterne eller flyver esset fra første verdenskrig, Manfred Freiherr von Richthofen, også kendt som ”Den røde baron”. Men i dag er der ingen i Wroclaw, der har relation til dem. Bonhoeffer blev hængt af nazisterne en måned før krigens afslutning i KZ Flossenburg i Bayern. I april 2018 blev den røde baron skudt ned fra himlen.

Den blodige fortid

Tyskerne i Breslau var fanatiske hitlerister til det sidste. Mere en 10.000 jøder fra Breslau blev myrdet under 2. verdenskrig, og Hitler udnævnte Breslau til Fæstning Breslau, da den røde hær ankom i februar 1945. Hele byen blev mobiliseret og Breslau endte som den sidste by i Tyskland med at overgive sig 7. maj 1945. 80 procent af byen lå i ruiner.

Byens fanatiske kommandant, Gauleiter og Kampfkommandant Karl Hanke, var berygtet for at organisere byens forsvar på blodigste vis, men selv at stikke af. Erobringen med bombninger og hus-til-hus kamp kostede 20.000 tyske og russiske soldater livet. 80.000 civile omkom, heraf mange af flugten til fods gennem vinteren. 70.000 soldater blev såret.

Historien om grænsedragningen derefter er, at de allierede var enige om, at områderne øst for Oder-Neisse linjen skulle være polske. Men der er to floder, der hedder Neisse, og hvor de vestlige allierede havde tænkt på den østlige Neisse-flod holdt Stalin på den vestlige. Ellers havde Wroclaw forblevet på tyske hænder, og du kunne i dag besøge Breslau. De vestallierede ville ikke kunne forhandle en anden løsning uden at begynde en krig mod Sovjetunionen, og det var der ingen interesse i. Så det blev som Stalin ønskede og det førte til enorme folkeforflytninger.

Breslau blev til Wroclaw og de sidste tyskere deporteret. Omkring 12 millioner tyskere måtte forlade deres hjem.I dag regner man med, at der i Breslau bor omkring 400 tyskere.

De tomme huse og gårde og forretninger og fabrikker blev i stedet overtaget af 20 millioner polakker. De var fordrevne polakker fra det, der i dag er en del af Lithauen, Hvide Rusland og Ukraine. Læs mere om folkefordrivelser på berlin-guide.dk

Det er svært at forstå omvæltningerne, når man besøger polske byer i dag. I Wroclaw er mange af de flotte bygninger er genopbygget, og den gamle bydel ser gammel ud. Det hele er genopbygget. Der er ikke mange spor efter de hårde slag og tyske fæstninger.

En imponerende præstation af de polakker, som kom her til i 1945-55.