Foto: Wrangelstrasse i 1980'erne. Fotograf: Roehrensee, Wrangelstraße in den 1980er Jahren (CC BY-SA 3.0) / Wikipedia
Anmeldelse. Herr Lehmann er titlen på forfatteren Sven Regeners romandebut fra 2001. Romanen foregår i Kreuzberg i sommer og efteråret 1989 – månederne op til Die Wende – murens fald. Kreuzberg var Vestberlins baggård og der er masser af klassisk Kreuzbergerstemning at hente i ”Herr Lehmann”.
Herr Lehmann – en Kreuzberger boheme over tiden
Hovedpersonen Frank Lehmann, som går under navnet ”Herr Lehmann” blandt sine venner fordi han snart bliver 30 år. Herr Lehmann bor i Kreuzberg og arbejder i den lille kneipe ”Einfall” og lever et boheme og ansvarsfrit liv. Læseren kan følge både Lehmanns tanker og hans handlinger. Der indgår en del øl og noget whisky, så tankerne kan godt blive lidt psykedeliske, som da Herr Lehmann i begyndelsen af romanen møder en fredelig hund, som han bliver ret bange for.
Herr Lehmann er som mange andre unge i Berlin vokset op et andet sted. Han kommer fra Bremen og hans mor vil besøge ham i Berlin for første gang. Det er næsten en trussel. På cafeen ”Markthalle” møder han den nye kok, som heder Katrin. Hans ven Karl bliver mere sindssyg.
Herr Lehmann bevæger sig rundt i Kreuzberg og det fungerer næsten som en lille guide til Kreuzbergeren, som egentlig helst vil have Kreuzberg for sig selv, ikke bryder sig om turister, at kritisk overfor samfundet og alligevel ret traditionelt indrettet – der spises fx Schweinebraten og drikkes øl. Der var billigt at bo i Kreuzberg og ud over tyrkerne har Kreuzberg så også tiltrukket folk med små indkomster, folk på overførselsindkomst, drømmere, studerende samt fattige og oftest talentløse kunstnere og musikere til Kreuzberg.
Vi kommer med på værtshusene i Oranienstrasse eller i friluftsbadet i Kreuzberg. Og har man først få Herr Lehmann på hjernen, så genoplever man bogen, når man bevæger sig rundt i Kreuzberg.
Kreuzberg i en sky af ansvarsfri solidaritet
Det fine i bogen er, at vi oplever Berlin og Kreuzberg gennem Herr Lehmans øjne og fornemmelsen for Kreuzberg afspejles i handlinger og samtaler – uden at vi skal trækkes igennem historisk-politiske udredninger. Det giver sig selv i romanen. Det er rigtig fint. Herr Lehmann bliver fx chikaneret af de Østberlinske grænsevagter, og hans fokus er på begrænsningerne i hans frihed.
Egentlig var der ikke den store forskel på at bo i Østberlin i slutningen af 1980'erne eller at være en del af Kreuzbergs lukkede bohememiljø. Østberlinerne var muret inde af kommunisterne. Kreuzberger’en murede sig selv inde i sin interesse for sin egen person og det helt nære - vennerne betyder noget. Verden udenfor er ret uvedkommende og næsten truende. Et slags selvvalgt eksil i Kreuzberg – og turister og selv forældrenes besøg er generende, for det bryder den lille cirkel. Det er lidt i vejen.
Det begrænsede udsyn er måske noget, der kan forklare, hvorfor anarkister, BZ’er og venstrefløjsaktivister tiltrækkes af Kreuzberg. For det er et miljø, hvor man ikke behøver at blive forstyrret af virkeligheden, kan være solidariske med de nærmeste og hele verden uden egentlig selv at tage noget ansvar.
De spor kan også ses i dag i Kreuzberg. Mennesker, der sættes ud af deres lejligheder fordi de ikke betaler deres husleje, får solidarisk opbakning med demonstrationer af solidariske aktivister, der forlanger at familien skal blive boende. Nye bygninger med dyre lejligheder svines til med maling. Der er demonstrationer for huslejer på 2 euro pr. kvadratmeter. Der stadig graffiti og plaketter med krav om solidaritet de undertrykte – og turister hører ikke til de undertrykte. Turisterne tåles dårligt i Kreuzberg.
Kreuzberg er stadig noget særligt med sin provinsielle anarkisme og talentløse kunstnere og filosoffer, men miljøet er under pres, fordi de billige boliger stille og roligt forsvinder fordi der er en stor interesse for at bo i Kreuzberg. Der bliver pænere, mindre graffiti, roligere om natten. Herr Lehmanns Kreuzberg vil – lige som de gamle miljøer på Vesterbro i København – stille og roligt forsvinde.
Romanen slutter på Herr Lehmanns 30 års fødselsdag, samme nat som Østberlinerne bryder igennem muren. Herr Lehmann oplever det ved grænseovergangen i Heinrich-Heinestrasse ved Moritzplatz for enden af Oranienstrasse. Det er en ny tid – og måske også for Herr Lehmann.
Fuld hus i berlinerbamsebjørne til Herr Lehmann
Der findes tre opfølgere af Sven Regener til Herr Lehmann. I ”Neue Vahr Süd” hører vi om Frank Lehmanns liv i 1980 og om hans tid i Bundeswehr og i ”Der kleine bruder” hører vi om to dage i 1980, hvor Frank Lehmann kommer til Berlin og forsøger at finde sin storebror Manfred, der lever som kunstner i Berlin. Senest i 2017 udkom ”Wienerstrasse”, som også handler om ”Herr Lehman”. ”Herr Lehmann” er filmatiseret og derfor lidt lettere at gå til, hvis du kan finde den.
Bøgerne er kun på tysk og engelsk. Den engelske titel er ”Berlin Blues”. Selvom du må klare dig med skoletysk er bøgerne til at læse, og kan du lide Kreuzberg, så er bøgerne bestemt værd at læse. Jeg giver alle de berlinerbamsebjørne jeg har for bogen. Filmen er der som sædvanlig knapt så meget ved, men den er stadig seværdig. Jeg er ikke den eneste, der holder af Herr Lehmann: Herr Lehmann er en tysk bogsucces, der har solgt mere end 1 million eksemplarer.
Sven Regener fra kommunist til kapitalist
Forfatteren Sven Regener er selv født i Bremen og altså jævnaldrende med Herr Lehmann – måske der er et element af selvbiografi i bogen?
Sven Regener (f. 1961) er tysk musiker og forfatter og bor i Berlin. Han er med i bandet ”Element of crime”, hvor han skriver bandets tekster og synger, spiller guitar og trompet. Bandet har eksisteret siden 1985. Sven Regener har været aktiv kommunist i både Bremen og Berlin da han var fattig kunstner, men nu er han som veletableret forfatter forrest i kampen for kunstneres oprethavsrettigheder – og privat ejendomsret og retten til det man selv har lavet er en helt afgørende grundsten i et kapitalistisk system. Især for dem, der sælger bøger i millionoplag.
Ligesom udviklingen i Kreuzberg stille og roligt gentrificeres, så sker det samme med indædte kreuzbergere og Herr Lehmann, som skulle til at være voksen.
Sven Regener
Herr Lehmann
Goldmann
2001