Foto: Forfatteren Thomas Mann på Hotel Adlon i Berlin i 1929 på vej til at modtage sin Nobelpris i Stockholm. Allgemeiner Deutscher Nachrichtendienst - Zentralbild (Bild 183)
Anmeldelse. Thomas Mann er en af Tysklands helt store forfattere. Hans første store roman Huset Buddenbrooks skaffede ham nobelprisen i litteratur i 1929. Hans anden roman, som han selv kaldte et lystspil i romanform er romanen ”Kongelig Højhed”. Gyldendal har udgivet "Kongelig Højhed" for første gang i en fuld dansk oversættelse, som er meget imponerende.
Romanen om Huset Buddenbrook handlede om et familiedynasti, som langsomt faldt fra hinanden.
”Hans Kongelige Højhed” er nærmeste en omvendt bog. Her handler det om det lille hertugdømme Grimmburg, som efterhånden er på fallittens rand. Slottene falder fra hinanden, storhertugens børn har stoppede strømper, og alligevel formår man at holde facaden til folket og uddeler medaljer og folket råber hurra. Men modsat "Huset Buddenbrook" er der happy ending.
Der er forrygende beskrivelser af hoflivet og det Wilhelminske Tyskland på tærsklen til det tyvende århundrede. Man bliver slået af tomheden i Hertugdømmerne og under læsningen kan man ikke undgå at sammenligne med vores eget kongehus.
Selvom det kongehusene er moderniseret siden Thomas Mann skrev (eller er de?), er der mange paralleller til et kongeligt liv i Danmark selv 100 år senere. Genkendeligheden i former og kutymer, i hvordan et ophøjet fyrste eller kongehus teer sig, er overraskende stor. Der er stærke traditioner her.
Mest noget med at blive set, klippe snore over, modtage hurraråb og applaus. Tage i mod audienser for syns skyld. Om hans kongelige højhed behøver ikke mene noget. Hans opgave er at være til. På samme tid tilbagetrukket og midtpunkt. Midtpunkt for folkets samtaler fra de bonnede gulv og til det simple husmandssted. Et ophøjet, kunstigt liv – som først forløses ved et indspark fra det virkelige liv.
I Danmark kom pustet fra det virkelige liv med først Alexandra og siden kronprinsesse Mary. Det kunne Thomas Mann jo ikke forudse, men kongehuse er jo ophøjede og fjerne – og har dog alligevel brug for et pust af jordforbindelse, så historien gentager sig. I Storbritannien skabte prinsesse Diana denne forbindelse, i Norge er det måske Mette-Marit Tjessem Høiby, der som enlig mor giftede sig med sig med kronprins Haakon og blev til kronprinsesse Mette-Marit af Norge. Skandaler – og dog.
I Grimmburg kommer pustet fra den amerikanske industrimagnat Spoelmann, som flytter til byen og med sig bringer en gøende hund, en tosset grevinde og ikke mindst den smukke datter Imma.
Den kongelige højhed Klaus Heinrich møder første gang Imma, da han betragter hende i ilmarch henover slotspladsen og skyder genvej direkte gennem vagtparaden: ”Hendes lille ansigt var i dette øjeblik så hvidt som voks, hendes sorte bryn dannede over næseroden en dyb og udtryksfuld vredesfure, næseborene på den lille, ubestemmeligt formede næse var udvidede og runde, og hendes øjne, dybsorte af ophidselse og umådeligt store, talte deres indtrængende, betagende, flydende sprog på en måde, der ligesom udelukkede enhver indvending. ”Hvad er meningen!” råbte hun. ”Jeg har travlt!” og dermed skubbede hun med venstre hånd kolben med samt den betuttede underofficer til side og gik lige fremad mellem de to geledder – gik sin vej, ligeud, drejede til venstre ind i Universitätsstrasse og forsvandt for alles øjne".
Efter det optrin er Klaus Henrich ganske verliebt…og hvordan mon det så går…?
Imma Spoelmann skulle være modelleret efter Thomas Manns hustru, Katia Mann. I 1905 havde hun resolut sat sig igennem overfor en billetkontrollør i München på samme måde som Imma marchede durk igennem vagtparaden.
Imma Spoelmann lever som milliardær-datter ikke-mindre beskyttet og verdensfjernt end hertugsønnen Klaus Heinrich. Klaus Heinrich er født med en forkrøblet hånd – på samme måde som Wilhelm II. Sammen lærer de at forholde sig til virkeligheden - hver fra sit perspektiv.
Er man til H.C Andersen’s eventyr er der motiver og henvisninger til H.C. Andersens eventyr at lede efter, fx snedronningen eller den standhaftige tinsoldat. Alene det, at historien foregår i "Grimm"-burg antyder, at dette er et eventyr.
Det er en skøn historie og jeg blev fanget af Thomas Manns sans for lange sætninger, hvor man bliver vævet ind i historien og personerne. Den har ikke været ligetil at oversætte så ros til oversætter Ester Kielberg, for man føler ikke at man taber noget som helst. Historien er over 100 år gammel og alligevel frisk og moderne. Det giver sult efter mere Thomas Mann.
Thomas Mann
Kongelig Højhed
384 sider
Udgivet 1909
Gyldendal
Oversat til danske 2017 af Ester Kielberg
Please wait...
