Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Foto: Street-art i Berlin med paste-ups.LenaLensen, Simple Pixabay License.

Anmeldelse. Graffiti eller gadekunst. Socialister eller Hitler. Kærlighed og kildevand. Sissel-Jo Gazan har skrevet romanen ”Blækhat” om Rosa, som vokser om i Århus i 1980’erne. ”Blækhat” handler om familiehemmeligheder, om venskab og kærlighed, som sættes på prøve af idealisme og ismer. Historien slutter i Berlin, hvor Rosas viden om, hvem hun er vendes på hovedet.

Selv om romanen kulminerer i Berlin og derfor var berlin-guides indgang, så foregår langt hovedparten af romanen i Århus i 1970’erne og i 1980’erne. Rosas mor, Helle, er ånden fra 1968. Kollektiver, nøgen frigjorthed, demonstrationer, anti-atomkraft, anti-kapitalisme, klid og fri opdragelse.

Helle forsker i svampe, som hun mener kan redde de fleste af verdens problemer helt gratis og uden profit. Rosas far er ikke en del af historien og Rosas liv. Han er muligvis en af tre mænd af frontløberne blandt ungdomsoprørerne, men Helle siger, at hun ikke ved hvem der var faderen. Her er en familiehemmelig begravet. Helle er ven med Krudt, som er en glad kunster, der interesserer sig for ”street art”. Street Art eller gadekunst er det fine ord for graffiti. Krudt føler sig som Rosas far, og omvendt.

Om det er kunst eller hærværk er der delte meninger om, men Rosa bliver besat af at samle på gadekunst – ved at tegne og registrere det – og hun bliver selv – endnu en hemmelighed – en del af street-art miljøet. Rosa vokser op med graffiti, med BZ’ere og får kærester, som også bærer på hemmeligheder og fortider, det ikke er rart at dele. Som voksen forsker hun i den anonyme street art kunstner ”Blækhat” – som konstant formår at provokere verden med humoristiske-politiske kunst. Blækhat er nu også en svamp - Cóprinus comátus.

Jeg er selv vokset op i 1970’erne og 1980’erne, men i Holstebro og i mere gennemsnitlige familieforhold end Rosas familie, hvor idealismen gennemsyrede alt. Bølgen rakte ikke helt til Vestjylland, med undtagelse af Tvind, selv om skvulp og krusninger i overfladen kan genkendes. Jeg tror, at både Rosa og jeg fik lov til at være mere på egen hånd end børn i dag – det var før børn blev til centrum i familierne og det store fælles projekt.

I romanen kommer Rosa fra hun er 12-13 år rundt i forskellige miljøer, så forskellige, at de må holdes hemmelige for hinanden. Hvem er disk’er, hvem er BZ’er, hvem er punker, hvem er skinhead, hvem er KU. Det er slet ikke lige meget. Grøfterne er dybe, og det koster måske venskaber og kærlighed at have sympatier andre steder. Eller måske det lige frem også kan koste liv? Det er en bog med hemmeligheder og overraskelser. Alle dækker over et eller andet for at beskytte enten sig selv, de andre eller kærligheden. Sissel-Jo Gazan får dem alle rusket ud i lyset.

Århus og fattig-firserne har noget berlinsk over sig med ungdomsarbejdsløshed, bz’ere, og skvulpene fra 68 oprøret og en nedslidt by. Det samme gælder København. I 1990’erne ramte Berlin bunden, og mens 1990’erne tog fart i København og Århus, der blev rigere, bysaneret og pænere, så forblev Berlin ”arm aber sexy”, som borgmester Vowereit sagde.

Ungdomsarbejdsløshed, bz’ere, og skvulpene fra 68 oprøret og en nedslidt by gjaldt også Berlin. I 10’erne løfter København og Århus sig i moderne pænhed. Glas og moderne arkitektur og i København nedrives den superpopulære papirø til fordel for et hus, der kan samle københavnerne. Det nuværende er blot ikke pænt nok.

”Gentrificeringen” hvor alt bliver pænt, arkitekttegnet, rent, ret, ordentligt og totalt analfikseret kører på fuld kraft i København og Århus. Og berlinerne kan demonstrere og protestere så meget de vil for de fleste berlinerne er i længden ikke mindre analfikseret end københavnere og århusianere. Det vilde Berlin med talentløse kunstnere, alternative cafeer, gadekunst er på vej væk og vil slå rod i andre storbyer i Europa. Nedslidte Napoli er et bud eller Kiev. Imens bliver Berlin skuret pæn og kedelig med glas og betonfacader. Gå selv en tur i området omkring Hausvoigteiplatz i Berlin. Her har sikkert dyre arkitekter formået at kreere et absolut livløst gaderum.

Det er dejligt at blive ført rundt i Århus af Sissel-Jo Gazan eller andre konkrete geografier i 1980’erne.

Dialogerne er moderne sprog. Jeg husker i hvert fald ikke, at udtryk som ”Jeg forstod minus”, ”urtekusse” og ”Aarhus” (i stedet for Århus) blev brugt i 1980’erne. Men der kan jeg være forkert på den. Sissel-Jo er selv vokset op i et byhus i Hjelmensgade ligesom Rosa. Så hun har styr på miljøet.

Om A og Å i øvrigt. Engang var Århus stadig med bolle-å og kunne skille sig ud på internationalt plan. Et unikt navn. Siden besluttede kommunen sig for at skrive sit navn mere anonymt med Aa. Der er jo langt flere A’er i verden end Å’er. Å skiller sig ud. Aa er nok mere pænt. Fx i gaab.

Og så har Sissel-Jo, eller Rosa, åbnet mine øjne for street art. Jeg bliver stadig muggen når jeg ser et svinet og ligegyldigt tag på en pæn mur, men street art er mere end det. Og nyt for mig er også paste-ups – små eller store grafittier, der limes op som en plakat eller et stykke tapet, eller at der er street art med perleplader. Der kan både være humor og politik i det. Mine øjne stod på stilke forleden i Berlin for at se street art – og jeg så både paste-ups og fine sager med humor. Tak til Sissel-Jo for at åbne mine øjne for det.

Det er en hverdagsdramatisk bog om store følelser og hemmeligheder. Jeg var godt underholdt og glad for turen rundt i Århus og for at være på besøg i nogle af miljøerne fra dengang.

Berlin-guide deler ud af Berliner-bamse bjørne til Blækhat. Blækhat er en hat fuld af godt selskab med skæve karakterer, et forløb man ikke gætter, super miljøportrætter og så al den street art. Tak for en god historie.

Sissel-Jo Gazan
Blækhat
Lindhardt og Ringhof
2017