Anmeldelse. En gang imellem dukker bøger op fra glemslen - som er så gode, at man må undre sig over, at de ikke blev bemærket i deres samtid. Det gælder fx den fremragende amerikanske roman "Stoner" eller Hans Falladas roman "Alene i Berlin". Det er sket igen. Ernst Haffners bog "Blodbrødre" forsøgte Göebbels ellers at få brændt på bålet, da nazisterne ryddede boghylderne for bøger de ikke brød sig om. Og så alligvel popper bogen op til overfladen i 2013 - 80 år efter de sidste gløder.
"Blodbrødre" er en udsædvanlig roman, for Ernst Haffner tager os med helt ned på bunden af samfundet af 1920'ernes Berlin. Ned til de hjemløse og forhutlede gadedrenge, som er stukket af fra håbløse forhold på børnehjemmene. Her sad de i forvejen fordi mor horede eller drak og far var på tabslisterne efter 1. Verdenskrig. Vi møder også pigerne, som trækker fra 15-16 års alderen og sammen med deres kunder spreder gonoré og syfilis rundt i Berlin. Langt henad vejen det Berlin, som også Heinrich Zille beskrev i sine tegninger - som ovenfor med ungerne i baggården og et par letlevende damer.
Blodbrødrerne er en af de gadebander, som holder til omkring Alexanderplatz. Det er drenge i en hverdag med tyverier, druk, prostitution, kedsomhed, frygt og fattigdom. Der skal ikke meget til at ryge en tur i brummen eller endnu være: tilbage til børnehjemmet. I lovens forstand er man barn til man er 21 år bliver behandlet derefter.
Haffner er økonomisk i sit sprog: Ingen omsvøb. Lige på. Han kunne lade historien stå selv, men griber ind som fortæller og sikrer sig, at læseren forstår, at de kriminelle gadedrenge jo ikke er på gaden af egen vilje, men af håbløse omstændigheder. Den tyske forelægger, Peter Graf, skriver i forordet, at Ernst Haffners tekst er autentisk, medfølende og oprigtig - men aldrig patetisk. Han skriver det som det er. Det er en meget stærk tekst, og måske derfor også for moderne for nazisterne.
Drengenes skæbne under Hitler kan man kun gisne om. Enten omkom de hurtigt i KZ-lejre for uønskede elementer i samfundet eller også blev de kanonføde i 2. verdenskrig. Peter Graf gætter, at der har været eksempler på både det ene og det andet.
Historien er ikke slut
Det er ikke en historie vi beskæftiger os med til daglig. Slet ikke i Danmark, hvor velfærdsstaten sikrer, at Københavns indre ikke er fyldt med bander af hjemløse, sultne, krimminelle børn. Der er ulykkelige historier, men de er sjældent på gadeplan. Men historien foregår stadig rundt om i verden, hvor sult og hjemløshed, prostitution, alkohol og vold bliver en del af barndomserindringen.
I Tyskland er det heller ikke et stort problem. Men det findes endnu og for det enkelte gadebarn er problemet naturligvis gigantisk - se den lille film ovenfor fra Berlin. Et studie fra 2014 viste at 2,5 millioner børn i Tyskland lever fattigt (dvs sige med 60% af gennemsnitsindkomsten). I Berlin er omkring 130.000 under fattigdomsgrænsen og som dokumentaren viser er der også børn på gaden. "Blodbrødrerne" var dog væsentligt fattigere end den officielle grænse: ingen beskyttelse, ingen penge, ingen mad, intet hjem, ingen rettigheder, ingen identitet. Kun sammenholdet i banden.
I resten af verden er historierne endnu mere ekstreme. Hver femte barn i verden lever i Indien. 440 millioner under 18 år. En rapport fra Red Barnet og det indiske ministerium for kvinder og børns udvikling i 2007 fastslog, at to ud af tre af dem får tæv, får taget deres mad, bliver spærret inde eller på anden måde straffet korporligt. Over halvdelen af børnene bliver også misbrugt seksuelt. Ofte sker mishandlingen inden for familiens kreds, og den rammer i lige høj grad drenge som piger (Etik.dk). To ud af tre. Halvdelen. En fjerdedel af Indiens befolkning lever for mindre end en dollar om dagen. Det er nærmest umuligt at forholde sig til. Det er ikke "Slumdog millionaire" men "Millions of slumdogs". "Slumdog Millionaire" er en oskarbelønnet film om ekstrem fattigdom blandt børn i Indien.
1920'ernes Berlin er ikke som i dag. Men skulle man dumpe ned ville man nok hurtigere kunne forstå Berlin anno 1928 end nutidens Indien. Det er svært at forstå verdens ekstreme fattigdom, og måske lidt lettere at forstå drengene i blodbrødre-banden? Og hjemløse børn på gaden er desværre ikke kune et fænomen vi kan henvise til forrige århundrede.
Ernst Haffner
Ernst Haffners bog sidder i kroppen. Der er fire klare berlinerbamsebjørne til Ernst Haffner.
Ernst Haffners bog endte på bålet som entartet kunst, da nazisterne kom til i 1933. Ernst Haffner (f. ca. 1900 - og død 193?) var social arbejder og journalist og Blodbrødre er så vidt vides den eneste bog han har skrevet. Den hed oprindeligt "Jugend auf der Landstrasse Berlin". Ernst Haffner selv er forsvundet og sporene efter ham fortaber sig med en enkelt registrering i Berlin mellem 1925 og 1933. Man ved han blev kaldt til møde i nazisternes Reichsschrifttumskammer, nazisternes forforening for nazistiske forfattere. Derefter fortaber sporene sig. Bogen blev gemt og glemt indtil 2013, da den blev genudgivet i Tyskland.
Ernst Haffner
Blodbrødre
226 sider
People's Press, 2016
Oprindeligt udgivet i Tyskland i 1932 under titlen
Jugend auf der Landstrasse Berlin
Please wait...