Sven Hazel: De fordømtes legion og andre historier

Anmeldelse. Sven Hazel udgav i 1953 bogen ”De fordømtes legion” om sine oplevelser i det 27. panserstrafferegiment i kampene på Østfronten. I alt skrev ”Sven Hazel” 14 bøger om oplevelserne i 2. verdenskrig. Det er stærkt omdiskuteret om bøgerne er selvbiografiske og om de overhovedet er skrevet af Sven Hazel. Nogle tror mere det var Sven Hazels kone. Hvoromaltingerså står de 14 bøger om Sven Hazel som unik dansk litteratur, der i oplag kun er overgået af H.C. Andersen.

I ”De fordømtes legion” bliver den frivillige danske soldat Sven Hassel, gefreiter ved den tyske hærs 11. husarregiment, dømt 15 års tugthus for faneflugt. Han kommer først til tilintetgørelseslejren Lengries, hvor volden og sadismen er ubeskrivelig.

Som ”frivillig” bliver han sat til at demontere ueksploderede bomber i de tyske byer og til sidst bliver han sendt i strafferegiment, 27. Panserregiment (6. Panserdivision).

Med dette regiment bliver han sendt til østfronten, hvor romanen udspiller sig. Strafferegimentet laver de farligste opgaver, går forrest i angreb og bagerst under tilbagetrækninger. Romanen er fortalt i jeg-form og Sven Hazels sparer ikke på detaljerne, her fx om bajonetkamp og et langvarigt russisk raketangreb:

"...jeg jog bajonetten i ryggen på russeren, han faldt forover med et brøl, så geværet blev flået ud af hånden på mig og sad fast, så jeg måtte sætte foden på ham for at få det hevet ud igen; jeg sparkede ham af bajonetten, og jeg brølede som en tyr, jeg stormede videre, skrigende som en vanvittig og med bajonetten rettet vandret frem foran mig, jeg løb ind i en russer med sådan en kraft, at den gik ud gennem hans ryg. Han skreg med vidt opspærret mund. Det hele var dyriske lyde, brøl og skrig og forvrængede ansigter.

Pludselig frøs blodet i mine årer. Med åben mund stirrede jeg op mod himlen, hvor en tæt stime af hylende, rødglødende raketter kom farende mod os med en flammende ilhale efter sig og hylede værre end alle helvedes onder ånder. Det føltes, som om hver nerve langsomt blev trukket ud af min krop ved denne hylen. Hver eneste af os lå trykket mod jorden, vi hylede med af navnløs rædsel, vi bed og sparkede. Stalinorglerne, alle tiders rædselsmusik. Efter 36 timer ebbede de russiske angreb ud med det resultat, at russerne og vi fremdeles lå i vore gamle stillinger."

Teksten er på den ene side kulørt - men læses den bogstavligt måske alligevel det tætteste man i tekst kommer på en bajonetkamp på liv og død og et raketangreb i krig.

Igennem hele bogen understreger Sven Hazel, at krig er det mest meningsløse mennesker kan give sig af med - samtidig med at han får alle detaljer med. Og hvorfor egentlig ikke? Alt andet er vel egentlig løgn og en forherligelse af krig, som har forført millioner af unge mænd til begejstret at ville bevise sig selv på slagmarken, opsøge heltegerningen, kæmpe for en sag. Mens Sven Hazel går et ekstra stykke for at vise hæsligheden, det grufulde og meningsløsheden.

Bøgerne handler om den umenneskelige og forfærdelig krig set fra soldatens synspunkt. Vi er POV med i krigen – ud at grave miner op, nede i kampvognen, i fangelejrene. Bøgerne handler om, hvordan soldater overlever med deres kammerater med rå humor, snyd, vold og med kammeratskabet i centrum – uanset de storpolitiske linjer over dem. Ideologier, regeringer og officerer omtales ikke med respekt og beundring. Bøgerne beskriver krigens absurditet. Sven Hazel er Bottom-up – krigen set nedefra.

Sven Hazel skriver brutalt, direkte og meget malende. Kampscenerne og volden er direkte og beskrivelsen af de følelser der går gennem soldaten. Jeg har aldrig været i krig, men fra andre beskrivelser fra frontsoldater er der grund til at tro, at han rammer ganske tæt på virkeligheden.

Der er ikke tale om en forherligelse af krigen, frontlivet, volden eller nazismen i bogen – tværtimod – men der er nok tale om en forherligelse af kammeratskabet. For soldaten er sejr eller luftige ideologier ikke det vigtigste. Overlevelse er det vigtigste.

Fakta

Sven Hazel (også Sven Hassel) er forfatterpseudonymet for Børge Willy Redsted Pedersen. Han er født 19. april 1917 i Nyhuse, Frederiksborg Slotssogn, Frederiksborg Amt og død 21. september 2012 i Barcelona. Hvad der skete med Børge imellem de to datoer er uklart.

Sven Hazel er med over 53 millioner solgte bøger en af de mest solgte danske forfattere, sandsynligvis kun overgået af H.C. Andersen.

Sven Hazel skrev 14 bøger om 2. verdenskrig, som er oversat til atten sprog. I bøgerne er der farverige personer, som går igen:

Sven: Sven Hazel selv.
Porta: Gruppens glædesspreder.
Julius Heide: Fanatisk nazist, god soldat. Blev officer i Østtyskland efter krigen.
Barcelona Blom: Har deltaget på begge sider i den Spanske Borgerkrig.
Lillebror: En kæmpe, som er lige så stærk, som han er dum.
Gamle: Troppens øverstkommanderende og kloge mand.
Legionæren: Tidligere soldat i fremmedlegionen, konverterede til islam.
Stege: Student.
Müller: Kristen fanatiker.
Professor: Norsk frivillig.

Internationalt er han sammenlignet med Hemingway i sin skrivestil. Andre har kaldt bøgerne for kulørt makværk. I Danmark er Sven Hazel en kontroversiel figur og Sven Hazel har trods sin enorme gennemslagskraft som forfatter aldrig haft en plads på forfatterparnasset i Danmark.

Det er ikke anset som rigtig litteratur, der skal tages alvorligt. Det er for ”kulørt”. Sven Hazel selv har bestemt bidraget til bedømmelsen og fordømmelsen, for han har været meget fåmælt om sin egen historie, og det han har fortalt er udfordret af journalister.

Historien om Sven Hazel er næsten mere kulørt end selve bøgerne. Det er svært at skilde fup fra fakta.

Sven Hazel ifølge Sven Hazel

I følge Sven Hazel er tre af bøgerne, blandt andet "De fordømtes legion", selvbiografiske bøger. I øvrigt mente han, at alle bøgerne var baseret på virkelige begivenheder.

Det mest biografiske materiale er fra bagsiden af bøgerne, og det varierer fra bog til bog. Ifølge en af dem var han som 14-årig i handelsmarinen, hvor han arbejdede som dæksdreng til sin værnepligt i 1936. I 1937 drog den arbejdsløse Hazel og en kammerat til Tyskland for at lade sig indrullere i den tyske Værnemagt for at komme væk fra depressionen.

Kun tyske statsborgere kunne gøre militærtjeneste, så han søgte om tysk statsborgerskab. Statsborgerskab fik han efter seks måneder og han lod sig rekruttere til 7. kavaleriregiment. Senere gjorde han tjeneste i 2. panserdivision og var med ved invasionen af Polen i 1939. Han blev korporal.

Året efter forsøgte han at desertere: "Jeg var simpelthen udslidt. Jeg returnerede ikke efter en kort orlov. Desertering kaldte de det. Jeg blev overført til en Sonderabteilung, et strafferegiment for kriminelle og dissidenter”.

Straffen for desertation er hård. Hazel blev fængslet og indsat i koncentrations- og straffelejren Lengries, hvor forholdene var meget hårde. Han blev overført til et strafferegiment, 27. Panserregiment (6. Panserdivision) z.b.V (zur besonderen Verwendung, til specielt brug), gjorde tjeneste på alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske og blev såret adskillige gange.

Sven Hazel blev løjtnant og modtog Jernkorset af første og anden klasse. Han overgav sig til sovjetiske tropper i Berlin i 1945 og tilbragte år i forskellige krigsfangelejre. Han begyndte at skrive, De fordømtes legion, mens han var indespærret.

Han blev løsladt i 1949 og havde planlagt at lade sig indrullere i den franske Fremmedlegion, men i stedet mødte han Dorthe Jensen, som han giftede sig med. Han tog arbejde på en bilfabrik, men hans kone opfordrede ham til at skrive om sine oplevelser. De fordømtes legion udkom i 1953.

I 1957 blev han ramt af lammelse som følge af sygdomme, han havde pådraget sig under krigen, og lå i sengen i næsten to år. Efter at han var kommet sig, begyndte han at skrive flere bøger. [Fra Wikipedia]

Sven Hazel ifølge Kringelbach

Journalisten George Kringelbach i sit program Natredaktionen på DR P3 i 1963, at Sven Hazel i virkeligheden var den dømte landssviger Børge Willy Redsted Pedersen.

Kringelbach hævdede videre at mens Hassel/Pedersen muligvis havde været i Tyskland under krigen, så var det ikke i en straffebataljon. Han havde derimod arbejdet for en tysk efterretningstjeneste, som samarbejdede med HIPO. Dermed er bøgerne ikke selvbiografiske men frit opfundne romaner af en landssviger.

Men Kringelbachs journalistik holdt tilsyneladende ikke vand:

Bag på Sven Hazels bøger er der derefter en tekst underskrevet Hans Sølvhøj, generaldirektør i Danmarks Radio, som beklager og fastslår, at ”det nu over for Danmarks Radio ved forevisning af domsudskriften dokumenteret, at Sven Hazel ikke er dømt for medlemskab af SS eller Hipokorpset. Den Sven Hazel idømte fængselsstraf var derimod baseret på militærtjeneste i et panserregiment under den tyske værnemagt samt tjeneste i den herværende afdeling af den tyske efterretningstjeneste”.

Sven Hazel ifølge Erik Haast

Journalisten Erik Haast har i bogen ”Sven Hazel – Guldfugl på larvefødder” skrevet mere om Sven Hazel. Ifølge ham blev fantasten Børge Villy Redsted Pedersen Arbing afvist af Waffen-SS fordi han tidligere var straffet for tyveri, og efter krigen blev han dømt for hans tilhørsforhold til HIPO. Efter krigen opfandt han sammen med sin kone, Laura Dorothea Guldbæk Jensen fra Colbjørnsensgade, historien om krigsveteranen Sven Hassel og hans bedrifter.

Erik Haast påstod, at Sven Hassel ikke selv skrev den første bog, og at hans kone Laura og sønnerne skrev de efterfølgende. Det oprindelige forfatternavn var Sven Hassel, men en strid med familien Hassel om retten til navnet betød, at Hassel blev til Hazel.

Erik Haast havde planlagt at skrive bogen ”Sven Hazel - en impotent gangster og hans feltmadras, som litterært bedrog hele verden”. Erik Haast har som journalist nærmest ført krig mod Sven Hazel, hvor han afslørede Sven Hazel som løgner – og hverken Sven Hazel, konen eller sønnerne havde været i krig.

Erik Haast kan meget vel have ret. Men næppe nogen sensation.

Hvad skal berlin-guide tro?

Det er saftige historier og usædvanligt meget røre om forfatteren, men egentlig er det ikke så afgørende for berlin-guide om bøgerne er selvbiografiske eller ej.

Berlin-guide tænker, at historierne sandsynligvis er stykket sammen af mange (andres?) erindringer og fri fantasi samt et stort kendskab til våben, geografi og historie – og skrevet af en forfatter med et skrivetalent langt ud over det sædvanlige. Det er værd at se bort fra hypen og hysteriet omkring forfatteren Sven Hazel, og læse bogen som den fiktion den er.

Sven Hazels figurer er langt mere virkelige at identificere sig med end eksempelvis Agent 007, Battler Britton, Coq Rouge. Det kan sagtens være at ”Sven Hazel” er et synonym for et lille forfatter kollektiv omkring Børge Villy Redsted Pedersen Arbing. Forfattersynonymer er før set. Det samme er forfatterkollektiver.

De fordømtes legion udkom allerede i 1953 – kun 8 år efter krigens afslutning. Dengang (og nu) var det naturligvis ikke velset at have kæmpet med på tysk side, så alene af den grund har Sven Hazel haft motiv til at dække sin identitet og historie - og salgstallene har nok ikke lidt skade af hele diskussionen om hans person.

Uanset Sven Hazels historie og om det i virkeligheden er hans kone Laura, der har skrevet, så står bøgerne. Bøgerne som litteratur taler for sig selv. Det er ikke et bedrag.

Er det kulørt makværk? Det afhænger vel af øjnene der læser – og med 50 millioner læsere er der mange, som ikke synes, at bøgerne er det rene makværk. Kulørte er de givetvis – men der er jo nok af støvede dokumenter at læse. Begge har ret til en plads på reolen.

Romaner er ikke videnskabelige afhandlinger. Og måske er det kun romanformen, som for alvor kan sætte kød og blod på videnskabsmændenes histogrammer og grafer. For krig handler om mennesker og følelser og oplevelser. Den enkelte soldat oplever krigen i POV format - og den rejse kommer man på med Sven Hazel.

Diskussionen om Sven Hazel bølger fortsat: Forherliger han nazismen og SS?, udlader han at fortælle om udryddelser og Holocaust? Se fx reaktionen, da forlaget turbine genudgav bøgerne. Jeg oplever primært "De fordømtes legion" som anti-krigslitteratur. Grusomheder og tilfældig, afstumpet vold overfor soldaterne omtales i stort omfang.

Jeg tror man skal betragte Sven Hazel og bøgerne som total-teater, hvor bøgerne, historierne og forfatteren(e?) indhylder sig totalt i fiktionen. Og da han aldrig selv røber, at det er fiktion, altså bryder fortryllelsen, så må det jo være løgn? Men kan fiktion være løgn?

Det er rigtigt at bøgerne ikke handler om Holocaust - udryddelsen af jøderne - men gør det bøgerne til apologetiske bøger, som benægter, det nogensinde fandt sted?. Det er værd at bemærke, at meget af erindringslitteraturen sjældent omtaler overgrebene - og hvis de gør, så var det andre mennesker andre steder, som foretog overgrebene. I den forstand kan Sven Hazels bøger ikke stå alene som beskrivelse af 2. verdenskrig, nazismen og Holocaust. Men det gør de langt fra heller ikke.

Bøgerne får en næsten fuld håndfuld berlinerbamsebjørne for de litterære kvaliteter: For detaljerne, for følelserne, for at udnytte romanformen til at få læseren med helt tæt på krigen. Det havde været seks berlinerbamsebjørne, hvis forlaget havde ofret en fag-historisk introduktion til bøgerne. Men det er måske næsten for meget at forlange for en fiktiv roman.

svenhazelbogendømteslegion Sven Hazel
De fordømtes Legion
Grafisk Forlag 1962
318 sider