Jan Guillou: Dem der dræber drømme sover aldrig

Foto: Udsnit af plakat med eftersøgte terrorister. De hang overalt i Tyskland i 1970'erne.

Anmeldelse. Det tyvende århundrede definerer stadigvæk hvem vi er, hvad vi gør og hvad vi tænker. Derfor er det værd at beskæftige sig med det gamle århundrede endnu. Den svenske forfatter Jan Guillou skriver som en rasende på sin romanserie om århundrede. Et tommetykt værk for hvert ti-år om familien Lauritzen. Den ottende bog, ”Dem der dræber drømme sover aldrig”, handler om 1970’erne.

Det ekstremistiske årti

Historien udspiller sig i 1972. I USA har Nixon problemer med Watergate. I München angriber terrorister De Olympiske lege og dræber 11 jødiske atleter. I Tyskland tager radikaliseringen af venstrefløjen fart og ”Rote Armee” bliver et begreb. Nu gik det hele lige så godt og alle var glade – og så kom bøvlet med terrorister og tossede præsidenter.

Berlin-guide bemærker, at det næsten er som med afslutningen på 1990’erne med vækst, globalisering og frihed– så kom 9/11 og lidt senere Donald Trump. Eller slutningen på 1920’ernes frigørelse og fest med ekstremisternes overtagelse af verden i 1930’erne. 1933, 1972, 2001 – måske hver generation runder en lykkelig fest af med mord og bøvl?

Fun facts og trivi

1972 i Danmark: Frederik den 9 døde. Dronning Margrethe II udråbt. Statsminister Jens Otto Kragh underskrev indmeldelsen i EF. Norge stemmer nej til EF. Anker Jørgensen bliver statsminister.

1972 i Tyskland: FC Bayern München bliver tysklandsmester. Iljuschin Il-62 styrter i Königs Wusterhausen sydøst for Berlin og 172 mennesker dør. Liget af top-nazisten Martin Bormann bliver fundet efter 27 år. Juni: Terroristerne Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Gerhard Müller fra Rote Armee Fraktion bliver arresteret.

1972 i Sverige: Abba blev dannet. Tennisspilleren Bjørn Borg spiller i Davis Cup. Alice Babs bliver hofsanger i Sverige. Heinrich Böll får nobelprisen i litteratur. Sverige anerkender DDR. Sveriges første kommercielle kernekraftværk åbner. Statsminister Oluf Palmer fordømmer USA i Vietnam. Sverige udnævner sin første indvandrerminister.

1972 på månen: Astronauten Eugene Andrew Cernan forlader månen med Apollo 17 missionen den 14. december 1972, som foreløbigt de sidste menneske der har været der.

Juristen Eric Letang og venstrefløjen

Romanserien åbner 1900-tallet med romanen brobyggerne om tre norske brødre, der bliver ingeniører. En fantastisk åbning af serien. Stærk anbefaling. Otte bøger senere er Oscar Lauritzens barnebarn, jurist og fuldmægtig Eric Letang, på banen.

Udover at være en fremadstormende skarp advokat er Eric også oprørt over palæstinensernes skæbne. Palæstinenserne er af uransagelige årsager blevet venstrefløjens protektorat, og Eric Letang er aktiv i den svenske palæstina-bevægelse. Han har masser af kontakter til den radikale venstrefløj i flere lande, og i Tyskland bor hans store kærlighed Gertrude, som er advokat i Hamburg og også hun har berøring med den radikale venstrefløj – herunder ”Rote Armee”. ”Rote Armee” var en af Europas farligste terrororganisationer, som med hjælp fra DDR og arabiske terrorister hærgede 1970’erne i Tyskland.

Sikkerhedspolitiet SÂPO er naturligvis opmærksom på aktiviteterne på venstrefløjen, og i Tyskland og Sverige griber myndighederne nidkært og mere end uelegant ind i begivenhedernes gang – og agenter, politikere, politifolk og pressen griber skæbnesvangert ind i Eric Letangs liv.

Der er ikke tvivl om, at sikkerhedstjenesterne gik for langt i Jan Guillous roman med agent provocateurs. I Danmark fandt borgerne skjulte lyttecentraler for efterretningstjenesten.

Men nidkærheden skal ses på den baggrund, at der blev myrdet borgere, sprængt bomber, flykapret og kidnappet og spredt frygt. Bagtæppet var den kolde krig, hvor kommunisterne i øst ikke holdt sig tilbage med at understøtte terroristerne og hjælpe med husly, våben og træning. Vesteuropa var i en stille krig til forsvar for demokratiet og frie mennesker, som venstrefløjsradikale taler så nedsættende og omstyrtende om. Kampen var for vores samfundssystem og ikke blot mod enkelte, vanvittige venstrefløjsterrorister.

I Østeuropa forfinede STASI teknikkerne i undertrykning af befolkningen - men hemmeligt politi overalt i Østblokken var frygtet. De beskyttede kollektivets rettigheder mod den enkelte.

I de vestlige demokratier skulle den skjulte kamp konkstant forsvares mod presse og i åbne debatter. Det er en væsentlig forskel. Selvom Guillou hænger SÂPO til tørre, så var svenskerne nok bedre tjent med end uden SÄPO. Det samme gælder i Danmark med FET og PET og i Tyskland med Verfassungsschutz.

Drømmen og drømmedræberne

Drømmen for ungdommens generation i 1970'erne var fred og frihed - og oprøret opstod på baggrund af modstanden mod Vietnamkrigen. Det var ikke en rar krig, og den første på direkte TV - så det var nemt at drømme om, at det skulle slutte. Hvad skulle en ungdom ellers håbe på, hvis ikke stop volden. Men magten så ungdommen som en trussel.  

Men i andres øjne var Vietnamkrigen først og fremmest en konfrontation mellem øst og vest - og derfor, ifølge Jan Guillou, blev både sikkerhedstjenesten, der dræber drømme, og aktivisterne, drømmerne, radikaliserede. Det er jo en diskussion værd. Kampen varede 10 år og endte med at de mest voldlige aktivister var i fængsel eller dræbt.

Hør interviewet nedenfor med Jan Guillou.

Guillous helte og skurke

Romanen er i vanlig Jan Guillou stil. Hovedpersonerne er helte, som træffer overrumplende rigtige moralske valg selv, når de er presset af hele verden. De ser utroligt godt ud, er veltrænede, møder skønne kvinder og sætter pris på god mad. Humoristiske når det passer, stilfulde, intellektuelle, belæste, internationalt orienteret og taler flere sprog. Flere mestre en eller flere dødelige kampsporter. De fleste helte er mænd, der er dygtige til det meste.

Heltene er som regel også meget velhavende på et heldigt og moralsk rent grundlag – selvom der kan være lidt fedt i kanten. Deres hjerte er hos de svage. De er vel i bund og grund socialkammerater – men uden at være korrumperet af magten, naturligvis.

Modstanderne er grebet af begær, liderlighed og grådighed – og de er forblændet af deres egen almægtighed og betydning. De står for fald. SÄPO er dilettanter. Pressen sensationsliderlig. Politiet uforstandige rå børster, politikerne korrupte. Embedsmændene er gedulgte, rænkesmedende hofsnoge. Hvis du har læst de skønne bøger om Arn, Eric Ponti eller superhelten Carl Hamilton – så genkender du figurerne.

Det er en recept, der fungerer uanset tidsalder. Vi holder med Jan Guillous helte. Måske fordi vi basalt set bare godt kan lide vindere, der trods alle odds klarer den til sidst og rider mod solnedgangen. Mens fjenden overrumplet og næsten udslettet rallende ligger tilbage på valen. Andre svenske forfattere har også stærke helte.

I slutningen af romanen møder vi en anden velkendt Jan Guillou helt – og det skulle ikke undre berlin-guide, hvis det viser sig, at familien Lauritzen i lige linje stammer fra det svenske riges sagnombruste heltefigur Arn.

Jan Guillou har skabt sit eget fiktive svenske parallel-univers, men han er ikke bange for at møde nogle af tidens figurer – i denne bog møder vi fx de to tyske forfattere Heinrich Böll og Magnus Enzenberger. Og familiens rigdomme bygger i øvrigt på kunstværker af van Gogh og andre af det modernes store mestre fra dengang da de var små og ukendte – men venner med Lauritzen familien. Naturligvis. Intet er umuligt i Lauritzen familien.

Romanen er for lang

Her er Guillou romanmodellen trukket udover 435 sider. Det er for langt (trukkent). Det kunne nok være klaret på det halve og nogle langtrukne venstrefløjsdiskussioner over rødvin kunne være sparet.

Også selvom det er et tidstypisk billede på den mundhukkene venstrefløj, som splittede sig selv i mange stærkt indbyrdes uenige, eksoteriske fraktioner. Hver med deres sandhed og opskrift på, hvordan verden bliver den lykkeligste og for de fleste med villighed til at træde vejen til vores fælles bedste med tvang mod de vrangvillige.

Et godt råd er at bladre hurtigt frem en gang imellem, når det bliver for langhåret. Læser du hvert et ord kommer du aldrig igennem denne bog.

Perspektivet: Tyskland som århundredets akse

Hos berlin-guide interesserer bogen naturligvis fordi en del af handlingen udspiller sig i Tyskland. I det hele taget spiller Tyskland en enorm rolle i Jan Guillous serie om det tyvende århundrede: ingeniørkunsten i Dresden, kolonialisering i Afrika, politiske ekstremer i 1920’erne, 2. verdenskrig, den ekstreme venstrefløj.

En del af Lauritzen familien er gift ind i Tyskland. Et vældig godt billede på, hvor stor betydning Tyskland har haft for historien i det tyvende århundrede – som jo definerer hvem vi er, hvad vi gør og hvad vi tænker. Uden at forstå og kende til Tyskland vil vi have svært ved at forstå og kende til os selv i dag. Det er ikke nok at se på os selv i Sverige, Norge eller Danmark. Det er en stærk pointe hos Jan Guillou.

USA har spillet en ligeså vigtig rolle i det tyvende århundrede. Ofte i rollen som bolværket mod ondskaben i 1. verdenskrig, mod nazismen og mod kommunismen. Som den fri verdens leder og for den enkeltes rettigheder. Ikke uden skrammer for forsvareren har også taget omveje.

Her et pænt skridt inde i det nye århundrede er akserne i de globale historiske tandhjul måske ved at ændre sig. USA trækker sig tilbage, Kina læner sig frem. Rusland hopper op og ned. Storbritannien på nippet til at melde sig ud. Frankrig har nok med sit. Polen passer sit. Svenskerne pudser egen glorie og Nordmændene er for selvfede til at blande sig. I Danmark, Tysklands nordlige prop, hænger vi nok på Tyskland i mange år endnu. Danmark er ikke nok i sig selv, selvom vi ihærdigt prøver at holde andre ude.

To bjørne til 435 sider

Jan Guillou serie om det tyvende århundrede er omfattende, medrivende og let tilgængelig. ”Dem der dræber drømme sover aldrig” står til to berlinerbjørne. 435 sider er for meget til historien. Bøgerne udkommer med en om året. Det er et pres, og måske får de ikke omsorg nok. Jan Guillou er normalt skarp, men her jappes der lidt igennem historien. Ikke det stærkeste udspil fra Jan Guillou.

Har du læst de andre syv i serien er du dømt til at læse med her. Men bøgerne kan læses selvstændigt, så får du denne i julegave, så begynd roligt her…men regn med, at du så nok ikke kan lade være med at læse de øvrige. Jan Guillou leverer normalt læseværdi i absolut spitzen klasse – og hvis du endnu har ”Ondskaben”, Arn trilogien eller historien om Coq Rouge aka Carl Hamilton til gode, så er der mange gode timer foran dig med godt selskab. Og har du læst dem – så gør du det nok igen.

De fede bøger smæsker sig i hyldemeter

En lille bemærkning om indbindingen af bogen, som forlaget modtryk står for. Den er lækker. Der er luft på siderne og plads til lidt pynt. Man må tro at store bøger sælger bedre end små bøger. For romanerne på hylderne bliver tykkere og tykkere – uden at de egentlig er blevet længere eller kvaliteten højere. For forlagene er det måske et kvik-fix, for selvom den enkelte udgivelse sælger mere, så løber bogkøberne jo tør for plads med tiden.

Jeg brøs mig ikke om at læse bøger på skærm, men hylderne herhjemme bliver stadig mere presset. Nogle smider deres bøger ud. Det kunne jeg ikke drømme om. Vederstyggeligt. Men enten skal der bygges til eller også ender jeg med at læse på skærm. Sikken en skam.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
Modtryk
2018