Liv Collatz: Berlin er

Anmeldelse. Berlin er en roman af Liv Collatz udgivet på Forlaget Nimbo. Det står med store bogstaver på indbindingen af romanen ”Berlin er” af journalist og nu forfatter, Liv Collatz. Bogen handler om at give det regelmæssige, hverdagsaktive, rutineprægede, almindelige liv fingeren – og i stedet opsøge det frie, det kreative, autentiske, personlige liv.

Dit liv er en banal kliche

Liv Collatz‘s hovedperson er i ønsket om det individuelle og ualmindelige liv nok mere almindelig og banal end man lige forestiller sig. Det er helt gennemsnitligt at ville være en undtagelse, så man er fanget i en catch-22. I 1980’erne skød de første cafeer i Danmark op og de blev hurtigt fyldte med unge intellektuelle i sort tøj, med livstrætte miner, der adskilte sig fra det almindelige – i deres egne øjne. Helt uden selv at bemærke, at de var en del af en uniformeret kultur af de ensartede, forudsigelige og banale holdninger. I dag er der så mange mennesker, der søger det autentiske og individuelle i fx deres madvaner, at der er en omfattende storindustri til at servicere det ønske. Det er svært at løbe fra klicher.

Der er meget visdom i Monty Pythons film Life of Brian, hvor den store mængde råber: “Jeg er individualist” højt og taktfast. I stilheden bagefter lyder en spag stemme: “Not me”.

Stort set alle mennesker bor sammen med mennesker de ligner, arbejder med mennesker de ligner, opfører sig som mennesker de ligner – så meget, at man har stor sandsynlighed for at gætte en persons politiske ståsted, tøjstil, rejsemålet for den næste ferie, indkomst, ynglingsfarve, job, parforholdets karakter, livretter, avis-abonnement mv. alene ud fra en oplysning om personens adresse.

Vi ved hvor din adresse bor

Midt i al hysteriet om sikring af banale personlige oplysninger på internettet er det en kold spand vand at vide, at bare vi ved, hvor du bor, så ved vi faktisk det hele. Så meget for personlighed. Naturligvis er der undtagelser, men de er så få, at det faktisk ikke betyder noget særligt. Det er ikke kun indvandrere, der bor i ghettoer – det gør vi alle sammen – og det har vi altid gjort. Adskiller vi os for meget flytter vi til nogen, der ligner os selv eller nogen vi gerne vil ligne.

Det er faktisk lidt vanskeligt at skille sig ud fra andre mennesker, for mange andre mennesker træffer det samme valg. Man skifter blot fra den ene subkultur til den anden. Fra en kliche til en anden kliche. Ærgerligt, for de klicher, der gerne vil skille sig ud og være autentiske. Heldigt for de fleste, som er piv-hamrende ligeglade med eksistentiel individualitet og egentlig bare følger dem kliche, der er skåret ud for dem. Hjem til grillen i parcelhuset og bare nyde at det går børnene godt og at pensionen er sikret. Det er så almindeligt, at det mest autentiske man kan være, faktisk er at være en kliche. Tag den.

Liv Collatz´ hovedperson springer ud af sit liv i København. Hun vil væk fra klichen og være autentisk. Livet i København går efter en fuldfed skabelon: Det fede job, den sunde økonomi, den gode lejlighed, venner.

Måske man ikke sætter pris på det, hvis det kommer for let?

Hovedpersonen vil til Berlin – opleve det kreative buzz, være international, være med hvor det sker, træffe afgørende individuelle valg. Finde sin egen uforudsigelige vej. Det autentiske. Og instagram profilen bliver fyldt op med et flot digitalt portræt af, hvor fedt det er. Nettet tager taknemmeligt imod løgnen om en selv. I den virkelige, analoge verden i Berlin er billedet knap så rosenrødt. Her mangler pengene, vennerne, energien til det kreative.

Det svære spring er springet fra en subkultur til en anden subkultur. I hovedpersonens tilfælde ovenikøbet fra dansk til en tysk kultur. Som ikke helt ligner den autentiske subkultur man forestillede sig – og som kræver en tilpasning. Man skal læse bogen for at vide om springet lykkes.

Du er altid, hvor du skal være

Det bedste råd kommer måske i begyndelsen af bogen fra Jehovas vidner, hvor hovedpersonen spørger:

”Hvad gør man, hvis man ikke ved, hvad man laver? Og man er kommet for langt til at gøre det hele om, men ikke langt nok til at blive i det?”,

”Du er altid, hvor du skal være”,

“Også selvom man ikke ved, hvor det er?”,

”Gud ved altid, hvor du er. Derfor behøver du ikke at vide det”.

Næsten et stort holdkæftbolsche til hungeren efter det autentiske: ”Hold nu kæft. Du er god nok som du er. Følg sporene og tænk på noget andet. Det skal nok gå. Vær lykkelig”. 

Før afrejsen indrammer hovedpersonen klicheen Berlin: ”Berlin er dyrisk. Sultne hunde og omstrejfende mennesker. Berlin er råd og rotter og revner i jorden, vildfarne hampplanter, der spirer langs herskabshuse og blander sig med raceblomsterne. Berlin er sex. Berlin er det mondænes ophør, det er pladsen til skrammel og skønhed, der kommer til syne af sig selv. Berlin er uplanlagt, spontan. Berlin er ren råhed og beskidt skønhed”.

Det billede bliver skudt ned. Sidst i bogen er refleksionen: ”Berlin er ødelagte forestillinger om (multi)kulturelle omgangskredse, solskinsdage og udendørskaffe, bragende bølger af inspiration allerede ved bagagebåndet, selvrealisering, selvudlevering, fuck det, fuck jer, fuck dig.”.

Til lykke til Liv Collatz. Det er en fin lille bog om at lede efter sig selv, lede efter Berlin og finde noget andet end det man troede…og forhåbentlig i sidste ende at kunne lide den kliche man til sidst finder. Godt tryk på sproget, stramt og kort på 97 sider. En god pille til de, der drømmer om at ryste hverdagsstøvets masse-bedøvede klichefyldte rotteræs af sig og følge efter til Berlin for at finde sit oprindelige, autentiske, kreative kliche-fri jeg.

Den grafiske indpakning i gråt stof med store sorte bogstaver præget i stoffet er lidt anderledes. Lækker. Der er ikke egentlige kapitler, men nogle sider er skrevet helt til kant. Andre med meget luft. Det er der sikkert en mening med. Måske et forsøg på det originalt autentiske? Det forstyrrer heldigvis ikke læsningen.

God læselyst - og læs også interviewet med Liv Collatz

Berlin er
Liv Collatz
Forlaget Nimbus
2018
97 sider