Albrecht Koschorke: Adolf Hitlers Min kamp

albrechtkoschorkforside

Foto: Billede fra bogens forside.

Anmeldelse. Den tyske litteraturprofessor Albrecht Koschorke har analyseret Adolf Hitlers bog "Mein Kampf". Albrecht Koschorke undersøger, hvordan nazisternes bibel kunne påvirke millioner af mennesker. Det gør han med litteraturvidenskabens værktøjskasse.

Hitler og Mein Kampf

Adolf Hitler blev i 1924 fængslet for et kupforsøg. Han blev idømt fem års fængsel. Opholdet i fængslet blev kort. Han afsonede kun 5 måneder før han slap ud igen. I fængslet skrev han med hjælp fra sin sekretær Rudolf Hess bogen ”Mein Kampf”. Den blev solgt i op til 10 millioner eksemplarer. Den blev uddelt til partimedlemmer. I det tredje rige var ”Mein Kampf” gaven til nygifte par fra staten.

Efter krigen blev bogen forbudt. Rettighederne havnede af dunkle årsager hos den bayerske delstat. Først i 2016 blev det muligt at udgive bogen igen. Den udkom i en videnskabeligt kommenteret udgave. Selvom den ikke blev udgivet i Tyskland fra 1945-2016, så var den tilgængelig antikvarisk og i udlandet. For eksempel var en arabisk udgave på bestseller listen i 1990’erne blandt palæstinenserne. I Tyrkiet i 2005 solgte den pludselig 10.000 eksemplarer. Se wikipedia.

Uforklarlige mak-værker som hjørnesten i diktaturer

Jeg har aldrig læst Mein Kamp. Det var angiveligt også de færreste, der læste den i samtiden. Når Mein Kamp bliver omtalt, så er det ofte med tillægsord som politisk forvirret, pinligt, frådende, makværk. Det er sikkert rigtigt, for som Albrecht Koschorke kommer frem til, så var det vigtigste for Hitler ikke at udbrede en fanatisk sandhed, men at fremtvinge reaktioner.

Det på en gang kontante, analyserende og forvirrende værk skabte et præstedømme af dem, der har læst bogen eller påstod at have læst og forstået den. Herover stod masserne eller folket, som lod som om de havde læst og forstået den. Man vil jo ikke virke dum.

Andre bøger har samme karakter – fx ”Das Kapital”, ”Koranen” eller ”Biblen”. Koschorke nævner selv eksempler på bøger fra Stalin, Ghadaffi eller den turkmenske diktator Nijasovs bog ”Ruhnama” (Sjælenes bog). ”Ruhnama” var ifølge Koschke det eneste læsestof i skoler og universiteter i Turkmenistan – og hver aften i nyhederne blev der læst op fra bogen.

I diktaturer fungerer bøgerne som ideologiske hjørnesten:

”Diktatorernes hellige skrifter prætenderer at give deres tilhængere meningsfuld orientering, men det passer dårligt med at en nærmere semantisk analyse viser sig at være inkonsistente og eklektiske”.

Albrecht Koschorke er faglig og flyder desværre over med fagord. Eklektisk betyder ifølge ordbogen udvælgende; som udvælger og sammensætter elementer fra forskellige områder til et hele.

Bøgerne er rituelle. Det er en man har. Den viser man er med. Den sætter en på holdet. Det er nok at sige man har læst den. De færreste kan tjekke fordi meget få har læst fra forside til bagside. Nogle har læst uddrag, andre har hørt citater. Dermed kan bøgerne og deres fortolkere beholde deres autoritet. Resten følger føreren eller præsterne, som udlægger teksten. De, der ikke følger teksten, kan blive straffet. Er der magt bag er det en tragedie. Er der ikke magt bag er det en komedie. Det gælder for alle diktator-bøgerne.

Kan en ulæselig bog læses?

Albrecht Koschorkes bog er på 76 sider. For læsere, der ikke er professorer i litteratur, er den, trods det interessante indhold, en hård nyser at komme igennem. Især de første sider, hvor der på god akademisk vis diskuteres metode – fx

”Gennem handlingskarakterens betoning af signalering rykkes de historiske individer ind i synsfeltet, men det samme gør de instanser og institutioner, som sørger for, at bestemte samfundsmæssige selvopfattelser vinder indflydelse. Man vil næppe kunne gøre en sådan styrende aktivitet ansvarlig for diskursernes selvrealisering. Deres gennemslagskraft er koblet til aktører, der på deres side positioner sig på det kulturelle område; ideer er, når de skal udbredes og opnå hegemonisk gyldighed, afhængige af et underlag og en kommunikationsinfrastruktur, der står til deres rådighed. Hvis man således forstår tilvejebringelsen af samfundsmæssige selvbeskrivelser som skabende, det vil sige personlige eller institutionelle aktørers performative handling, bliver det nødvendigt at indføre en tredje størrelse i dualismen mellem kendsgerninger og ideer, mellem givne sociale forhold og kulturel semantik”.

Citatet er fra side 8-9. Fandt du det svært at læse? Teksters sværhedsgrad kan måles på lix-skalaen, som beregnes LIX = (antal ord/antal punktummer) + (lange ord * 100/antal ord). Den ser således ud:

55 > Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster.
45 - 54 Svær, saglige bøger, populærvidenskabelige værker, akademiske udgivelser.
35 - 44 Middel, dagblade og tidsskrifter.
25 - 34 Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og let skønlitteratur for voksne
24 < Let tekst for alle læsere, børnelitteratur

Du kan let beregne LIX på tekster her.

Albrecht Koschorkes tekst ovenfor har et lix til på 70. Det er tekst fra professor til professor – og jeg tvivler egentlig på, at de gider at læse hinandens tekster. At oversætteren, Conni-Kay Jørgensen, overhovedet har fået flyttet teksten fra tysk til dansk er imponerende. Det kunne være interessant med en lix måling på den tyske tekst. Et lix på 70 er ikke bare meget svær – det er næsten lig med ulæselig. En hurtig test på Mein Kampf (De første 65 linjer i kapitlet om folk og race viser et lix på 43). Det er altså teknisk set lettere at læse Adolf Hitler end Albrecht Koschorke. Teksten her har et lix på 40, når Koschorkes citatet fraregnes.

I sig selv illustrerer citatet fra Koschorke meget godt, hvad Hitlers Mein kampf formår: nemlig på samme tid at være autoritativ og forvirrende. De fleste vil blot føle sig dumme eller være helt ligeglade, når de ikke forstår teksten – og det åbner et vidt rum for præsterne, som påstår at have forstået. De har monopol på at levere tolkninger og diktatoren kan føre folket.

Er litteraturvidenskab overhovedet en videnskab?

Det er heldigvis ikke Koschorkes ærinde at føre et helt folk. Men måske alligevel at kunne føre akademisk? Han har tydeligvis noget på sinde, men enten formår han ikke at kommunikere, eller også skal teksten blot tjene til at demonstrere hans intellektuelle og akademiske overlegenhed overfor andre akademikere, hans mor og alle læserne. Det er måske mere trygt og sikkert at udtale sig alvorligt om Koschorke end at afvise den som vrøvl.

Når akademikere leverer tekster med et lix på 70 bør de akademiske forlag skride ind og sige: det er en ommer. Men selv akademiske forlag lader sig måske forføre af den tilsyneladende akademiske overlegenhed?

Eller er det uforståelige sprog udtryk for, at litteraturvidenskab, for nu at kunne sætte videnskab efter litteratur, er nødt til at puste sig op på lix-tallet for at overbevise andre, sig selv, og bevillingsgiverne om, at der faktisk er tale om videnskab og ikke bare snak?

Litteraturvidenskaben lider lige som kunsthistorikere, musikteoretikere, marxistiske teorikere, kapitallogikere og teologer af, at de videnskabelige værktøjer er begrænsede. Hvis der overhovedet er tale om videnskab.

Det skjules med et tykt lag fernis af uforståelig snak, som inkluderer de indviede og lader de udenforstående tilbage med en følelse af, at de dumme og nok hellere må følge føreren. For hvem vil fremstå dum? Teologerne talte ovenikøbet i lang tid kun latin og græsk, når de talte fagligt. Konsulenter og djøf’er bliver til tider beskyldt for det samme, når ord som innovation, forandringsparat, mission, værdier, vidensdeling strømmer ud af dem.

Og de der har investeret deres tid, deres liv, deres uddannelse og personlige prestige i at studere disse grænse-videnskaber må forsvare deres valg – for hvad er der ellers tilbage? Det uforståelige skaber distance mellem de mange, folket, og de der måske har forstået, førerne. Hos folket skaber det apati, for det er kedeligt eller farligt at kæmpe imod. Og hvad kan man gøre?

Albrecht Koschorkes bog har en poetik på linje med Mein Kampf. Hvis det er Koschorkes intention, så er det egentlig ganske godt illustreret at forklare vrøvl med vrøvl. Så er det næsten komedie – ellers er det en tragedie.

Summa: Beskedne berlinerbamse bjørne fra berlin-guide til Albrecht Koschorke for formidlingen – og lidt ekstra for trods alt at gøre det kort.

albrechtkoschorkebog Albrecht Koschorke
Adolf Hitler Min Kamp – Om nazismens poetik
Forlaget vandkunsten
2017