Anmeldelse. De fleste fortællinger om 2. verdenskrig slutter med tyskernes overgivelse og de 2 atombomer i Japan. Den hollandske forfatter Ian Burumas fortælling "År NUL - en fortælling om 1945" handler om månederne efter afslutningen: De lange knives nat, sortbørshandel, dødsdomme afsagt i flæng og folkevandringer som aldrig før. I Tyskland tales om stunde 0. Nul-tidspunktet - der hvor hvortiden nulstilles og alting kan begynde forfra.
Ian Buruma fører os igennem befrielserne i Europa og Asien med jubel, sult og hævn.
Jubel - hvor befriede kvinder kastede sig i armene på hærdebrede og hvedesunde amerikaner og canadiere. Sex var en stor del af befrielsen - i Østeuropa behøvede russerne ingen invitationer men voldtog selv i stor stil. De jødiske kvinder kastede sig i armene på jødiske mænd og i den amerikanske besættelseszone var en tredjedel af de jødiske kvinder enten gravide eller havde født. Forklaring kan være insisteren på kærlighed og liv, men Buruma peger på at der kan være en biologisk forklaring - nemlig at det trængte folkeslag måtte reproducere sig selv.
Sult - I krigens sidste uger blokerede tyskerne fødevareforsyningen til Holland og det kostede 18.000 mennesker livet: "De overlevende fyrede med ders mø bler for at holde varmen og opretholdt livet ved at spise deres kæledyr, hvis de da stadig kunne finde dem, foruden døde heste, der blev parteret, lige så snart de dejsede om i gaderne, eller suppe kogt på brændenælde og stegte tulipanhoveder."
Hævn - Hævntørsten var stor. Især mod tyskere og japanere. Men ikke mange tyskere angreb hinanden, selvom der kunne være god grund til det: Alle var blevet snydt af nazisterne, mange havde en personlig tyran. Men Burumas fortolkning er, at der skete forholdsvis lidt fordi landet var besat.
Russerne derimod hævnede sig. Buruma beskriver en situation i Königsberg, hvor russiske soldater "berusede efter at have plyndret det tilstødende destilleri, vaklede ind på hospitalsgangene og begyndte at voldtage enhver kvinde, de kunde finde, både de meget gamle og meget unge, både sygeplejersker og patienter, hvoraf flere var så hårdt sårede, at de knap var ved bevdisthed. Nogle af kvinderne tiggede soldaterne om at skyde dem, men denne nådesgerning blev kun sjældent udvist, før de havde været udsat for så mange overgreb, at henrettelse nærmest var overflødigt. Russerne havde meget at hævne og den russiske propaganda bakkede dem op: "Soldat, du er i Tyskland: Hævn dig på hitleristerne" og Ilja Ehrenburg: "Hvis du ikke har dræbt en tysker om dagen, har du spildt den...har du dræbte en tysker, så dræb en mere - der er intet, vi finder mere morsomt end en stak tyske lig".
Selvom tyskerne og japanerne var slået var frøene sået til endnu flere konflikter i østeuropa, i Grækenland, i Indunesien, i Israel, i Malaysia, i Vietnam, i Kroatien. Tyskerne og japanernes forsvinden betød et magttomrum, hvor de gamle kolonimagter ikke var helt på plads, tidligere konger ville være konger igen, kommunister der gerne ville overtage magten og kæmpede mod fasister eller royalister om det - alt i mens der skulle tages hævn på både kollaboratører og koloniherrer.
Så fredens kølvand var fyldt med blod. Selv krigen i kroatien og Israel / Palestina konflikten har rødder tilbage til 1945. I år nul var kaoset større - men verden er ikke helt tilbage i lige vægt - hvis den nogensinde har været det. Buruma reflekterer over mulighederne for at få en verdensregering og aldrig mere krig. Der var håb efter år nul. Men det bliver vist aldrig.
Ian Buruma har på imponerende vis dokumenteret og skildret år Nul i al dets håb og hæslighed. Kom du igennem 2. Verdenskrig af Anthony Beevor? - så er der værd at runde af med Ian Burumas skildring.
År nul - En fortælling om 1945
Ian Buruma
Gyldendal, 2015
Please wait...