Ian Kershaw: Slutspil - Hitler-Tysklands destruktion - Berlin-guide.dk

EndgameK

Anmeldelse. Historikeren Ian Kershaw har sat sig for at undersøge, hvad der fik tyskerne til at følge Hitler til sidste mand. Alt var i ruiner. Overmagten var tydelig. Og alligevel blev der kæmpet og myrdet og henrettet mens den tyske verden sank i grus. Der blev kæmpet mand til mand helt ind i førerbunkeren før det sluttede. Hvordan var Tyskland istand til og villigt at fortsætte kampen helt indtil landet faktisk var totalt udslettet. Ophørte med at eksistere. Hvorfor? Why? Warum? почему?

Gense Charlie Chaplins Hitler parodi. Den varer næsten 4 minutter. Med sammenknebne øjne er det ikke vanskeligt at se det latterlige og åndsforladte og dødsyge i Hitler og Nazismen. Men det var et regime uden latter - det medførte død og undergang. Hvorfor pokker fulgte de med?

Ian Kershaw illustrerer spørgsmålet med en lille fortælling om Robert Limbert i den lille by Ansbach:

"Amerikanske tropper står uden for Ansbach, distriktshovedstaden i Mittelfranken. Den nazistiske distriktsleder er flygtet i ly af natten, de fleste tyske soldater er rykket sydpå, indbyggerne har boet i beskyttelsesrum i dagevis. Det eneste fornuftige ville være at overgive sig. Men den militære kommandant i byen, dr. Ernst Meyer - en 50-årig Luftwaffe-oberst med doktorgrad i fysik - er fanatisk nazist og insiterer til at kæmpe til den bitre ende. Den 19-årige teologistuderende Robert Limpert, som er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, beslutter sig for at skride til handling for at forindre, at byen bliver ødelagt under en meningsløs kamp til sidste mand...omkring kl. 11:00 om formiddagen denne dejlige forårsdag kapper han, hvad han tror er telefonforbindelsen mellem kommandantens base og værnemagtsenheden uden for byen - men faktisk er det nytteløst, for hvad han ikke ved, er, at basen lige er blevet flyttet. Mens han er i færd med det, bliver han opdaget af to drenge, som er medlemmer af Hitler Jugend. De rapporterer, hvad de har set, og sagen bliver straks overtaget af den lokale ordensmagt. En politibetjent bliver sendt til Limperts hjem, og han finder den unge mand i besiddelse af en pistol og belastende bevismaterialer og arresterer ham.

Det lokal politi rapporterer anholdelsen til lederen af det, der er tilbage af den civile administration i byen i Ansbach, som ringer til den militære kommandant, der i øjeblikket befinder sig uden for byen. Denne bliver, som man kunne forvente, rasende over det, han hører, og skynder sig hen på politistationen, hvor han uden at tåle nogen modsigelse nedsætter et tribunal bestående af politimesteren, dennes næst-kommanderende og kommandantens egen assistent. Efter en farcepræget "retssag", der ikke varer mere end et par minutter, og hvor den anklagede ikke har lov at sige noget, erklærer kommandanten ham dømt til døden med umiddelbar eksekvering af dommen.

Idet man lægger en strikke om halsen på ham uden for rådhusporten, lykkes det Limpert at rive sig løs og stikke af, men han når ikke længere end 100 meter, før han bliver fanget af politiet, sparket og trukket skrigende tilbage ved håret. Ingen blandt de sammenstimlede gør noget for at hjælpe ham. Hans lidelser er dog ikke overstået endnu. Han får lagt strikken om halsen igen og bliver klynget op. Men rebet knækker, og han falder ned på jorden. Endnu engang får han strikken om halsen og først nu lykkes det endeligt at hejse ham ind i døden her på rådhustorvet i Ansbach. Kommandanten beordrer at liget skal blive hængende "indtil det stinker". Umiddelbart efter beslaglægger han en cykel og flygter fra byen. Fire timer senere trænger amerikanerne ind i Ansbach uden så meget som at løsne et skud og skærer liget af Robert Limpert ned."

Den nazistiske undertrykkelse virkede til det sidste og at dr. Ernst Meyer førte an. Men alle vidste at amerikanerne stod lige uden for døren, så

politiet kunne have trukket anholdelsen lidt ud. Istedet valgte de at behandle sagen super hurtigt.
den civile administration kunne have trukket tiden lidt ud. Istedet handlede man øjeblikkeligt.
tilskuerne kunne have hjulpet Limpert til at flygte. Istedet valgte man at hjælpe politiet med at fange ham og slæbe ham tilbage.

Kershaws konstatering er, at selv under helt ekstreme omstændigheder tjente alle niveauer af embedsmænd regimets interesser og var ikke uden folkelig opbakning. De fleste soldater kæmpede til det sidste - fanatisk eller modstræbende - og selv i de sidste uger af krigen blev der kæmpet med engagement.

Det er i dette perspektiv, at Kershaw følger i krigens fodspor i slutspillet om Tyskland - hvad betød truslen om den bestialske røde hær i lyset af en meget dårlig samvittighed hos de tyske soldater?, hvad betød den propagandaen fra Goebbels?, hvad betød fanatismen hos de lokale nazistiske ledere?, hvad betød de allieredes beslutning om, at kun en betingelsesløs kapitulation blev accepteret? Hvad betød magtstrukturerne omkring Hitler, Hitles ubøjelighed og at ved et nederlag havde den nazistiske top og krigsforbrydere ingen fremtid?

Spørgsmålene er helt relevante. Ian Kershaws analyse og research er imponerende. Men det er også krævende læsning for analysen går i mange retninger, mange detaljer og persongalleriet er stort. Som læser er det vanskeligt helt at bevare overblikket. Måske også for Kershaw selv. Det er en fagbog mere end en populær fremstilling. Alene litterturliste, noteapperat mv flyder 160 sider. Det behøver man jo ikke læse.

Hvorfor så? Ian Kershaws svar er komplekst for analysen og den virkelige verden var kompleks: Magten med udsigt til alt at miste, fanatisme, nederlaget i 1918, frygt for represalier fra regimet, frygt for folkets represalier, frygt for de røde horder, mistillid, ansvarsfølelse, terror, misinformation, ære, sympati for Hitler. Og med alt det stod Robert Limpert alligevel op. Det var modigt gjort.

Måske er svaret så komplekst at det egentlig ikke er til at begribe - selv efter knap 600 sider med Ian Kershaw. Måske vi aldrig helt kommer til at fatte denne krig.

kershawslutspil