Billede: Defenestreringen i Prag. Trediveårskrigen begyndte, da protestanter smed kejserens udsendinge ud af vinduet fra slottet i Prag i 1618. De overlevede med nød og næppe, men en tredjedel af den tyske befolkning omkom i krig, sult og nød i de kommende 30 år, indtil krigen sluttede i 1648. Begivenheden er så kendt, at det at smide nogen ud af et vindue har sit helt eget ord: Defenestrering.
Anmeldelse. Trediveårskrigen smadrede Tyskland i årene 1618-1648. Christian IV fik en på tuden. Jylland blev hærget. Og alligevel kan vi næsten ikke komme i tanke om den. Den svenske forfatter Dick Harrison er historieprofessor ved Lunds Universitet og han har skrevet det flotte værk ”Trediveårskrigen - En europæisk katastrofe 1618-1648”.
Den næsten glemte verdenskrig?
Den anden verdenskrig er veldokumenteret. Der er skrevet bøger i tusindvis, der er film, fiktion og dokumentar, lydklip og dokumenter. Dertil kan lægges de personlige oplevelser i breve, avisinterview, dagbøger – og mange har stadig stærkt personlige erindringer om krigen. Om 20-30 år er de allersidste, der personligt oplevede anden verdenskrig ikke iblandt os længere, men historierne findes stadig i arkiverne – og forhåbentlig bevarer vi i Europa så meget erindring og viden om katastrofen, at vi aldrig nogensinde bliver grebet af krigsbegejstring og angriber hinanden.
Trediveårskrigen er derimod sparsomt dokumenteret. Der er officielle dokumenter, flyveblade, og enkelte dagbøger at støtte sig til. Men i betragtning af,
- At krigen i virkeligheden var den første verdenskrig – der blev også kæmpet i Amerika,
- At krigen lagde store dele af Tyskland øde – Der var enorme tabstal og der omkom ligeså mange tyskere i trediveårskrigen som i 2. verdenskrig – 6 millioner,
- At krigen bølgede frem og tilbage i 30 år – svarende til 5 eller 6 gange så lang tid som den 2. verdenskrig.
… så er der undervældende få kilder at støtte sig til. Dels blev der produceret langt mindre skriftligt materiale, og meget forsvandt i krigen eller i efterfølgende krige. Der er ingen, der har personlige minder om krigen. Al dokumentation skal findes i arkiver og i spor i landskabet.
Det er ikke en krig, som fylder i skolernes undervisning eller særligt i vores litteratur - i sammenligning med den 2. Verdenskrig. Der måske tale om den næsten glemte verdenskrig?
Kom hele vejen rundt om Trediveårskrigen
Dick Harrison’s værk samler op og kommer hele vejen rundt, som i solid, moderne historieskrivningstradition. Han fortæller om konteksten, om monarkernes og generalernes motivation og strategi og alliancer. Han giver statistikker og oversigter – og han ser krigen fra lejesoldatens og ofrenes synsvinkel. Han fortæller brutale og rørende og menneskelige historier. Han forklarer om krigsførelse i 1600-tallet. Han diskuterer teorier og myter og historiske traditioner.
Den svenske succes
Dick Walter Harrison, som trods navnet er päron-svensk og født i Huddinge nær Stockholm, har skrevet bogen ud fra en svensk synsvinkel. Det er ikke uinteressant, for en af hovedaktørerne i Trediveårskrigen var den svenske konge Gustav II Adolf, som med succes blandede sig i Trediveårskrigen.
Når svenskerne havde succes peger Dick Harrison på, at det svenske system var indrettet om ikke demokratisk, så i hvert fald så også bønder kunne komme til orde. Man blev hørt, men samtidig leverede svenskerne også skatter og unge mænd, der kunne drive krigen. Svenskerne havde udviklet taktikker på slagmarkerne, som gjorde dem mere agile og hurtige og vandt dem mange sejre.
Kongen mistede livet på slagmarkerne, men resultatet af Trediveårskrigen for svenskerne blev, at Svensk Forpommern, Rügen, Stettin, Damm, Garz, Gollnow og Oder-mundingen tilfaldt Sverige ved krigens afslutning i 1648. Stralsund blev hovedstad og området svensk i 200 år. Der er stadig mange spor efter Svenskerne i de områder.
En del af områderne hørte oprindeligt til Brandenburg / Preussen og det vendte de sidste af landområderne hjem til igen i 1814. Forpommeren var i 1814 et øjeblik dansk, som kompensation for tabet at Norge, men det byttede vi hurtigt igen mod cool cash (2.600.000 thaler) og fyrstendømmet Lauenburg. Svenskerne fik i øvrigt også byen Wismar i Mecklenburg og bispedømmerne Bremen og Verden.
Svenskerne fik også fem millioner daler i krigsskadeserstatning. Det var ikke nogen uinteressant forretning for Svenskerne at have blandet sig – og de havde endda truet tyske områder helt frem til Donau.
Den danske fiasko
Med danske øjne er Danmarks deltagelse i Trediveårskrigen nok den mest interessante del af Dick Harrisons beretning. Det var Christian IV som gik ind i Trediveårskrigen (der dengang ikke hed Trediveårskrigen, men Kejserkrigen). Rigsrådet var imod. De var bange for, at hvis Danmark blandede sig, så kunne det gå Danmark ilde. Hvad det også gjorde.
Christian IV var ligeglad fordi han var ikke bare konge af Danmark, han var også Hertug af Holsten og der havde Rigsrådet ikke noget at skulle have sagt. Christian IV stablede en hær på bene og drog afsted.
De protestantiske fyrster var begejstrede over, at Christian IV kom dem til undsætning. Men det gik ikke godt. Den 17. august 1626 blev hæren næsten udslettet af General Tillys hær ved Lutter am Barenberg. Der står mindesten ved marken endnu. Derefter væltede kejserens lejesvende ind over rigets grænser og hærgede og plyndrede Jylland. Christian IV forsøgte igen at genere kejserens legendariske general Wallenstein i slaget ved Wolgast.
Men der sluttede festen for Danmark. I fredsforhandlingerne i Lübeck i maj 1629 lykkes det Christian IV at få sit land tilbage mod ikke at blande sig mere i krige i Tyskland.
Billede: Slaget ved Lutter Am Barenberg i 1626, hvor Christian IV tabte slaget til kejserens general Tilly er mindet på tyske nødpenge.
Kontrafaktisk spekulation
Dick Harrison filosferer lidt over følgerne af fredsaftalen i Lübeck. For aftalen betød, at Danmark ikke allierede sig med Svenskerne, og det betød igen, at Svenskerne under ledelse af feltmarskal Lennart Torstenson i 1644 uden videre angreb Danmark. Det var i et sølag her, at Christian IV mistede sit ene øje.
Og kun 12 år senere kom den svenske konge Karl Gustav marcherende sydfra, over isen på Storebælt, slog sig ned på Bellahøj uden for København og bombarderede til dansken overgav sig og afstod det halve kongerige, alle vores danske sønner og døtre, onkler og tanter, fædre og mødre, fætre og kusiner, venner og uvenner i Skåne, Blekinge, Halland, Bornholm, Bohuslen og Trondhjems len.
Kun Bornholmerne kom igen tilbage til Danmark, men de øvrige blev brutalt tvangs-svenskificeret og er stadig svenske. Talte man dansk blev man slået ihjel. København gik fra at være et centrum i eget land til at blive en del af Vandkantsdanmark.
Dick Harrisons filosoferen over historiens gang er, at hvis Danmark havde allieret sig med Svenskerne i stedet for at kriges, så havde Danmark nok klaret sig bedre. Havde måske ovenikøbet taget en større bid af Tyskland. Men hvis og hvis og hvis.
Er krig som politik et overstået kapitel?
Gennem århundreder har krig været en almindelig del af den politiske værktøjskasse, ligesom giftemål mellem magthavernes børn, ombytning og pantsætning af landsdele. Måske er vi i en ny tid efter 2. verdenskrig? Vi er forhåbentlig kommet videre efter århundreders traditionsrig voldshistorie.
Den internationale samtale og aftale institutioner som den europæiske union, Europarådet, FN eller WTO, ISO, Nordisk Råd, G8, OECD og hvad de alle sammen hedder er uendeligt vigtige at holde fast i. En samtale hvor vi slår i bordet og får ret eller ikke, er dog langt at fortrække for missilangreb og andre overgreb, hvor alle taber og en får ret. Men intet er givet, og ingen af institutionerne er stærkere end det første skud.
I 1600-tallet var man langt ringere stillet, og kristendommen, som ellers handler om kærlighed og tilgivelse, var en væsentlig del af benzinen på bålet. Katolikker og protestanter tørnede sammen. Religion legitimerede krigene. Alle drog i krig for deres gud. Men i virkeligheden handlede det stærkt om, hvem der skulle have magten, pengene og æren. Det var alle mod alle. Taberne var befolkningen, som blev plyndret, voldtaget og manipuleret i et væk.
Grundlaget for systematisk, international samtale som vej til fred blev i øvrigt grundlagt med den Westfalske fredsaftale i 1648 i Ösnabrück og Münster, hvor freden blev indgået efter flere års forhandlinger.
Der var ingen diplomatiske traditioner at trække på, så man skulle først finde ”spillereglerne” for forhandlingerne. Fx var konger og fyrster jo vant til at være førstemand. Men når alle i lokalet er konger, hvad pokker er så den rigtige rangorden? Diplomati handler om at få mennesker til at tale sammen, og det blev grundlagt ved den Westfalske fred. Fredsaftalen holdt helt frem til verden gik af lave med revolutioner i Frankrig mere end 100 år senere.
Lyt eller læs om Trediveårskrigen
Dick Harrison’s gennemgengang af Trediveårskrigen er næsten overvældende. Berlin-guide har for en gangs skyld hørt bogen (gennem mofibo) frem for en almindelig læsning. Udgaven på mofibo er fint læst op, og passer godt til lytning på lange køreture og gåture. Men muligheden for lige at smide et bogmærke i, kradse lidt i marginen, slå tilbage efter en oplysning, cirkle en formulering og på andre måder arbejde med teksten. Det mangler.
Lytteudgaver er supplementslitteratur sammen med den trykte udgave. Det kan gå med engangsknald krimier, men et værk som Dick Harrisons når ikke sin fulde styrke i en oplæst udgave. Den trykte version står stadig på ønskesedlen hos berlin-guide.
Uanset om du vil lytte eller læse om historien, skal du spænde sikkerhedsselen, for der er mange detaljer, årstal, navne, steder, anekdoter og teorier at forholde sig til og kende til. Det er alle mod alle, og selv Dick Harrision vil jeg tro taber overblikket en gang imellem, når han ikke har sin bog at støtte sig til. Men der er fuldt hus i berlinerbamsebjørne til denne udgivelse for almindeligt historieinteresserede.
God læselyst.
Dick Harrison.
Trediveårskrigen - En europæisk katastrofe 1618-1648.
People´s Press.
650 sider.