Karl Christian Lammers: Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter?

Foto: Tyske soldater går hjem efter krigen. Hvad skulle Danmark gøre ved Tyskland efter krigen?

Anmeldelse. Lektor emeritus Karl Christian Lammers skrev i 2005 bogen: ”Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter? om det dansk-tyske forhold efter 1945. Bogen er ikke helt ny længere, men stadig en glimrende tour de force i det dansk tyske forhold efter 2. verdenskrig.

Spørgsmålet: ”Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter” blev oprindeligt stillet af frihedskæmperen Arne Sørensen, der var medlem af frihedsrådet og dansk samling, i et illegalt hæfte i 1944.

Hævn eller forsoning?

På det tidspunkt var forholdet til tyskerne på et lavpunkt: Tyskland havde slået Danmark i 1864, trukket unge danske med i 1. verdenskrig, taget Sønderjylland frem til 1920, besat os i 1940, kommanderet rundt med danskere og sendt danske mænd og kvinder i døden eller i KZ-lejre. Der var grund til ikke at kunne lide tyskere. De allierede havde det på samme måde, og mange havde tanker om, at når krigen var vundet og tyskerne slået, så skulle de aldrig, aldrig have lov at rejse sig som nation igen. Tyskland skulle udslettes og tyskerne trælle på deres marker til evig tid. Ingen våben. Det skulle hævnes og med alle midler forhindres at det militaristiske og diktatoriske herrefolk nogen sinde rejste sig igen.

Men da sejren var i hus meldte eftertænksomheden sig: Har vi ikke brug for tyskerne til at hjælpe med forsvaret mod russerne? Har vi ikke brug for tyskerne til at handle med?

Vejen til et normalt forhold

Selvom Tyskland var slået militært som nation – så var tyskerne der jo stadigvæk, Tyskland var ikke forsvundet. I praksis kunne man ikke lade som ingenting – og den kolde krig skabte sin egen logik og nødvendighed.

De allierede skiftede hurtigt kurs og efter belejringen af Berlin gik det hurtigt med at få Vesttyskland ombord i først FN og siden NATO og hjælpe med genopbygningen gennem Marshall-hjælpen i en grad, så vesttyskerne allerede 15 år senere i 1960’erne kunne præsentere verden for wirtschaftwunder.

I midten af 1960’erne var danskerne igen på ”normalt” niveau med tyskerne, hvad angår handel, forsvar og politik. Soningen har taget længere tid og vi er ikke helt i mål med tilgivelserne endnu – hverken hos tyskerne selv eller blandt danskerne, selvom vi er kommet et godt stykke vej.

Den vigtigste udenrigspolitiske udfordring

Der er mange udfordringer i det dansk-tyske forhold. En dansk udenrigsminster mente engang, at de tre vigtigste udenrigspolitiske udfordringer Danmark stod overfor varr "Tyskland, Tyskland og Tyskland".

Det er berlin-guides syn, at det var en lidt overdrevet vurdering al den stund, at Sovjetunionen og truslen fra kommunismen har defineret meget af efterkrigstidens udenrigspolitik indtil 1990 – og af de mulige relationer i det danske-tyske forhold. Pagten mellem Sovjetunionen og Tyskland gjorde det muligt for Hitler at angribe Polen i 1939, Sovjetunionens belejring af Berlin fik Vesttyskland i havn i NATO, Sovjetunionens greb om Østeuropa definerede fuldstændig Danmarks udenrigspolitik i efterkrigstiden og Sovjetunionens sammenbrud muliggjorde et forenet Tyskland.

Det er berlin-guides syn, at Tyskland ophørte med at være en trussel i 1945 – og Sovjetunionen var en trussel frem til 1990. I vid udstrækning var det truslen fra Sovjetunionen, som definerede den danske udenrigspolitik i forhold til Tyskland.

Hvad stiller vi op med tyskerne?

Men det dansk-tyske forhold havde bestemt sine udfordringer - også nogen, som Sovjetunionen ikke stod bag. Karl Christian Lammers behandler en række konflikter i det dansk tyske forhold, fx

Krigsforbrydelser og krigsskade-erstatninger
Oprydningen af miner
Udstationering af danske soldater i Tyskland omkring Bremen og Wilhelmshafen
Behandlingen af 250.000 østpreussiske, civile flygtninge – hvoraf en del døde i Danmark. Hvordan fik man dem lempet tilbage til Tyskland? Det tog 3 år.
Grænsespørgsmålet – skulle det tyske nederlag bruges til at få grænsen flyttet længere mod syd – ville de nye tyske danskere kunne blive danskere eller ville vi på sigt få et problem?
Det danske mindretal syd for grænsen – og det tyske nord for. Hvad er en rimelig behandling?
Hvad var Tyskland – var det Vesttyskland, DDR eller skulle også den tredjedel af Tyskland, der forsvandt i Polen og Sovjetunionen tælles med. Den danske politik var at Vesttyskland var arvetageren, arealerne i øst var væk, og DDR blev ikke anerkendt som stat, blot som Østtyskland? I praksis førte vi samme politik som Vesttyskland i dække af NATO.
Håndtering af praktisk dagligdag med DDR, som Danmark ikke anerkendte som stat før 1973.
Det militære samarbejde i NATO omkring Østersøen betød, at tyske soldater skulle udstationeres i Danmark – det var ikke alle der synes det var rigtig godt.
Genforeningen af Tyskland var der skepsis imod. Ville tyskerne rejse sig igen?

Det lykkes Tyskland at genforene Østtyskland og Vesttyskland til en ny nation. Det kostede endegyldigt områderne øst for Oder/Neisse, men gevinsten var et godt forhold til alle naboerne. Også til Danmark. Konflikt i over 100 år er af blevet afløst af partnerskab, samarbejde i EU. Det er lidt utroligt at Europa og Tyskland i dag er nået så langt.

Fra dansk modvilje til velvilje?

Der bliver stadig råbt nazi-svin efter tyskerne, når der er utilfredshed med tysk politik – som i Grækenland under finanskrisen. Eller der bliver heilet i de tyske gader, når flygtninge og udlændinge søger til Tyskland. Det er ikke godt. Det skal vi være på vagt overfor. Det er tyskerne selv. Men det er krusninger.

Årene efter krigen 1864 sidder dybt i danskerne og besættelseshistorien fylder stadig meget, modviljen er ikke helt væk. Mistroen er ikke helt væk. Vi orienterer os stadig langt mere efter britisk og amerikansk kultur end tysk. Men tyskerne bor nu engang, hvor de bor. De er vores nabo. De rejser ikke væk. Landet bliver ikke til hav. De er der.

Og Danmark har brug for dem i EU som fredelige partnere – måske endnu mere nu i en tid med en næsten utilregnelig amerikansk præsident og et britisk folk, som har meldt sig ud af det nødvendige fællesskab. Det er svært med – men uden går det ikke. Men der er stadig et stykke vej før tysk bliver helt moderne igen. Danskernes interesse for at besøge Berlin og Hamburg de seneste år er måske udtryk for en spirende interesse og en velvilje, som kan udvikle danskernes forhold til Tyskland og tyskerne.

Fuldt hus i berlinerbamsebjørne

Tak til Karl Christian Lammers for en spændende og omfattende analyse. Der har været dykket dybt i arkiverne for litteratur og noteapparatet er på næsten 50 sider. Der er fuldt hus i berlinerbamsebjørne for analysen og overblikket. Lange, indviklede sætninger med folk der ”skulle have måttet” og sætninger, der slutter med verbet, skurer lidt i læsningen. Måske er det tysk kancelli-sprog fra de mange kilder, der har smittet lidt af. Det frister at beholde en af bamsebjørnene, men den interesserede læser kommer igennem.

Wikipedia skriver om Karl Christian Lammers: Karl Christian Lammers (født 1943) er en dansk forfatter af historiske værker, debattør og lektor emeritus i tysk og europæisk samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, ekspert i Tysklands historie – både under nazismen og i nyere tid. Lammers var 1992-2007 medlem af redaktionen af European Contemporary History i London. Han var konsulent i Tysklands historie på Danmarks Nationalleksikon og har haft flere gæsteprofessorater i Tyskland.

Bogen findes muligvis kun antikvarisk.

lammersbagefter Karl Christian Lammers
Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter?
Det dansk-tyske forhold efter 1945