Arild Hvidtfeldt: I fred og krig

Foto: Potsdamer Platz, 1945, Michael M. Dean, Public Domain, Wikipedia.

Anmeldelse. Få danskere oplevede Berlins undergang. De der var journalister kunne berette direkte fra fjendens lejr. En af dem var journalisten Arild Hvidtfeldt, som i erindringsbogen "I fred og krig" fra 1995 fortæller om sine oplevelser i Berlin.

Arild Hvidfeldt var journalist for avisen "Socialdemokraten" i Berlin fra 1943-45. Arild Hvidtfeldt oplevede bombninger, jødeforfølgelser, rationeringer, nazisternes sammenbrud, russernes angreb og efter 8. maj 1945 blev han interneret sammen med andre danskere og sendt til Moskva, før de igen blev løsladt. Arild Hvidfeldt udgav sine erindringer i 1995 og han tager os med på en rejse i sin hverdag i den bombeplagede hovedstad.

Blandt de almindelige tyskere

Arild Hvidtfeldt ville bo sammen med almindelige tyskere for at kunne mærke stemningen. Han fik et værelse hos Frau Fischer i Schweidnitzer Strasse 6 i Halensee, som svarede til en pæn Frederiksberg lejlighed. Arild Hvidtfeldt fortæller om den sure portnerkone Frau Tadday og hendes mand, der var "blockwarte", hvilket var vicevært og opsynsmand for partiet i en person. Frau Fischer kunne bruge en logerende fordi hendes jødiske mand holdtes interneret hos GESTAPO. Hver uge gik hun til GESTAPO og sikrede sig, at hans sag kom nederst i bunken. Han overlevede krigen men døde kort efter af infektionen Rosen. Tilgengæld blev Frau Fischer gift med den gestapomand, som hver uge havde lagt sagen nederst.

Bombeskader i lejligheden

Arild Hvidtfeldt fortæller om bomberne over Berlin og om at sidde i beskyttelsesrum. Huset i Schweidnitzer Strasse blev aldrig direkte ramt, men brandbomber betød at de øverste etager brændte ud og sprængninger i gaden betød, at alt i lejlighederne blev revet fra hinanden: dørene fra karmene, glasset fra vinduerne, tapettet på væggene, sod og røg fra brande i andre bygninger:

"Selv hørte jeg til de heldige. Den første aften brændte husene fra gadehjørnet til nabohuset på den ene side. Den næste aften blev nabohuset på den anden side ramt af en sprængbombe. Alle vinduer i min lejlighed og alle døre undtagen to var slået ind af lufttrykket fra de eksploderende bomber, men ellers var der ikke sket noget af betydning...Min lejlighed i stueetagen flød af glasskår og træsplinter, lofterne havde slået revner, puds og lysekroner var faldet ned, alt var dækket af smuds og støv. I tre dage gik man og ryddede op uden at blive vasket, vinduerne blev dækket af gamle gardiner, papir og tæpper, man fortsatte om aftenen ved lyset fra lommelygter eller petroliumslamper. Dørene blev stillet på skrå op ad fyldningerne for at dæmpe trækken, man fejede og fejede for at blive fri for at høre den evindelige knasen af glasgård. Fra nu af var det slut med centralvarmen, slut med varmt vand på badeværelset. Periodevis var der heller ingen gas, eller ingen elektricitet".

Et par dage efter var der bomber igen (den 3. december 1943) og Arild Hvidfildt gik hjem fra Leipzigerplatz gennem de bomberamte kvarter, og hjemme ventede nye ødelæggelser: Nabohuset var nu sprængt væk og i huset manglede nu den ene sidemur, så man kunne se ind i alle lejlighederne som et dukkehus. Og rengøringen kunne begynde forfra.

Praktisk tøj

Det gik hårdt ud over tøjet at bevæge sig til fods gennem Berlin efter et bombeangreb. Arild Hvidtfeldt sad i beskyttelsesrummet på Leipzigerplatz, og når angrebet var slut var der kun at gå hjem. Arild Hvidtfeldt fik specialtøj fra svenskerne, som bedre kunne holde til at bevæge sig udendørs efter et luftangreb: "Alt var lavet af solidt brunt læder. Lange støvler, en tung læderfrakke der gik længere ned end til støvlernes overkant, kravehandsker der sad til halvt op ad underarmen, en læderhue der kunne knappes fast om hagen, samt et par tætsluttende motorbriller. De to sidstnævnte dele var mage til dem, som engang blev brugt af motorcyklister.

Det glatte læder havde den fordel, at flydende og brændende fosfor fra napalmbomberne kunne skrabes af uden at man kom til skade, mens den selvlysende substans med usvigelig sikkerhed satte sig fast i tøj og antændte det. Huen og motorbrillerne beskyttede håret og øjnene mod gnister, mod de brændende stumper af papir og alt muligt andet, som altid føg omkring i luften efter en angen. Med støvlerne undgik man desuden at få sine mere sarte sko skåret i styrkker af de millioner af glasskår der flød i gaderne. Man så ud som en deltager i et dirttrack-løb eller som en bilist i en åben vogn fra begyndelsen af århundredet, men udstyret var uhyre hensigtsmæssigt.

Russernes befrielse.

I de sidste dag overlevede Arild Hvidtfeldt i en villa i Dahlem, og han blev vidner til de russiske soldaters tyveri af cykler samt krav på ure og kvinder, der blev voldtaget i flæng. Eftrer erobringen lå der 60.000 lig spredt rundt i Berlins gade og i varmen begyndte de at blive oppustede og uformelige. Arild Hvidtfeldt sparrer ikke læseren for detaljer: "Og hvis man ikke så sig ordentligt for, kunne man komme til at træde i en sort, fedtet masse på fortorvet, før man opdagede at det for nogle dage siden havde været et menneske. Derefter så man sig ordentligt for".

Arild Hvidtfeldt fortæller, at russernes voldtægter af tyske kvinder var en af de begivenheder, som gjorde størst indtryk på ham. Han giver bud på forklaringer: Russerne forsøgte at undergrave den tyske racerenhed (afvises som vrøvl), men mere nærliggende, at sådan havde tyskerne også opført sig under felttogene mod øst.Der kunne være et hævnmotiv, men Arild Hvidtfeldt hælder mere til, at de russiske soldater var unge mænd, som ikke havde været i nærheden af kvinder under 4 års krig. De havde ikke felt-bordeller. Den sovjetiske hærledelse ignorerede overgrebene.

Danske journalister i Berlin

De danske og skandinaviske journalister så en del til hinanden. Først i udenrigsministeriets presseklub i Fasanenstrasse, og da det blev bombet ud, så i nye klublokaler i Ribbentrops tidligere villa i Lentzealle 7-9 i Dahlem. Bygningen findes ikke mere. Desuden havde korrespondenterne kontorer på Leipziger Platz midt i Berlin - ikke langt fra Hitlers Rigskanzlerei i Voss-strasse. Arild Hvidtfeldt kommenterer mange af hans kollegaer, og en del af miljøet var jo, at man ikke kunne være helt sikker på den enkeltes sympatier.

Danske Journalister i Berlin i maj 1945:

Jakob Kronika, "Berlins Undergang - Dagbog fra det tredje riges fald" og "Midt i fjendens lejr". Talsmand for det danske mindretal i Sydschleswig og journalist på Nationaltidende og Flensborg Avis.
Arild Hvidtfeldt, "I fred og krig", Gyldendal, 1995. Journalist for socialdemokraten 1943-45.
Robert Christiansen (Tobias), "Dommedag" - Korrespondent for Aftenbladet og Nye Dagligt Allehanda i Stockholm i Berlin fra 1941 til 1945. Han blev senere udenrigspolitisk medarbejder for DR på udsendelsen Aktuelt, på TV Avisen og som medredaktør af udenrigsmagasinet Horisont.
Jens Tang, Journalist for Berlingske Tidende i Berlin 1943-45.

Andre danske journalister 1940-45 i Berlin

Helge Knudsen "Hitler bandt min pen", Gyldendal, 1945. Helge Knudsen var korrespondent for Berlingske Tidende fra 1938-1943. Efter en ferie i Danmark blev han nægtet indrejse til Tyskland.
Poul Ernst von Stemann,"Tysklands sidste fem minutter", København, 1945. Berlingske Aftenavis, 1942-1945. Assistent for Helge Knudsen og senere Jens Tang. Arild Hvidtfeldt kommenterer, at det ikke er sikkert, at Stemann opfattede sig som underordnet. Ihverfald kunne Stemann ikke fordrage Jens Tang. Stemann havde gode kontakter til diplomatiet og de bedre kredse i Berlin.
Aage Hjelm-Hansen var assistent for Helge Knudsen i Berlin 1940-42. Han blev udvist i juli 1942.
Carl Henrik Clemmensen var journalist for Aftenbladet og Scannews i 1941 i Berlin. Han blev udvist i december 1941 og i 1943 blev han myrdet af danske SS-mænd.
Henrik V. Ringsted var journalist for Politikken i Berlin fra 1939-1944. Har skrevet flere bøger om tiden i Berlin
Vagn Skytte-Rasmussen, "På Krigens utaknemmeligste post", Nationaltidende 19.5. 1945. Journalist for Aftenbladet og Aalborg Stiftstidende var i Berlin som assistent for Jakob Kronika. Kort fængslet af GESTAPO i 1942 og vendte hjem til Danmark før krigsafslutningen. Arild Hvidtfeldt kommenterer, at Skytte-Rasmussen følte sig noget kuet af Jakob Kronika og var noget friere i selskabet, når Jakob Kronika ikke var til stede.

Andre nordiske korrespondenter fx:

Theo Findahl, "Undergang. Berlin 1939–1945", 1945 Norsk Journalist, se her.
Arvid Fredborg, "Bag Staalvolden", svensk journalist

Se oversigt i Henrik Heinemeier, "Berlin og danskerne", Rosenkilde og Bahnhof, 2011

Fem Berlinerbamsebjørne

Der er berlinerbamsebjørne i massevis til Arild Hvidfeldt for hans bog. Bogen udkom i 1995 og bamsebjørnene er posthumt, for Arild Hvidtfeldt døde i 1999.

Den er spændende at læse fordi Arild Hvidtfeldt har kunne se på berlinertiden med vor tids øjne og tilsat en god pen - og en beskrivelse af forholdene i Berlin og som tilværelsen som korrespondent, som er helt usædvanlig.

Han var kun en ung mand, 28 år, da han drog afsted til Berlin, og der var kun få ferier i Danmark. På vej hjem efter krigen nåede han lige at rapportere fra Moskva, Leningrad, Helsinki og Stockholm. Han har været en firmaets mand - og det private har ikke stået før dedikationen som korrespondent. Arild Hvidtfeldt tog valg i sit liv, som de færreste danskere ville have stået model til.

Anton Poul Arild Peter Hvidtfeldt (26. juni 1915 – 17. februar 1999) var udenrigskorrespondent i Berlin i 1943-45, men efter krigen blev han mag.art., dr.phil., dansk religionshistoriker og religionssociolog og endte som professor i religionssociologi ved Københavns Universitet (1970 – 1985). Han udgav en lang række bøger om bl.a. aztekisk religion, hinduisme, buddhisme og hellinistiske religioner.

arildhvidtfeldtikrigogfred1