Asta Nielsen: Den Tiende Muse

Billedet: Fra filmplakaten til Dirnentragödie af Joseph Fenneker i 1927. Asta Nielsen trækker hele filmen.

Anmeldelse. For mere end halvfjerds år siden skrev Asta Nielsen (1881-1972) sine erindringer i bogen ”Den Tiende Muse”. Det er en fremragende bog. Ikke om så meget om Asta Nielsens filmkarriere og kærlighedsliv. Die Asta fortæller om hendes fattige opvækst i den sidste del af 1800-tallet i København og Malmø – og om det at være verdensstjerne.

Asta Nielsen var en af verdens allerførste verdensstjerner. Før hende var det forfattere, der kunne nå bredt ud – men stumfilmen kunne nå alle verdens hjørner og havde appel og rækkevidde til mange flere mennesker end før havde været tænkbart. På højdepunktet før 1920 var der ganske få andre filmstjerner på firmamentet, og i årene efter kom der flere til.

Filmstjernen

Asta Nielsens gennembrud kom i filmen ”Afgrunden” fra 1910. Hendes gennembrud var internationalt – hun blev Danmarks første, største og måske eneste internationale filmdiva. Her spillede også Paul Reumert med, som var et etableret navn i Danmark. Hun hed Asta Sophie Amalie Nielsen – men i Tyskland er hun stadig kendt som Die Asta og overthere: ”The Asta”.

Asta Nielsen er ikke alene som filmstjerne fra de år. Med på stjernehimlen er Greta Garbo, Mary Pickford, Henny Porten, Marlene Dietrich. Men Die Asta var den første.

På hendes rejser blev hun genkendt overalt i Europa, i Sydamerika og i USA. Hun beskriver selv en togrejse i Tyskland, og på de stationer, hvor toget holdt ”stod mennesker i på perronen [i tætte skarer] for at hilse på mig og overrække mig blomster.

Barndommen

Den bedste del af Asta Nielsens erindringer er beskrivelsen af hendes opvækst. Hendes far var svækket efter en arbejdsulykke, så familien levede i små kår. Asta beskriver, hvordan der et af stederne voksede svampe op af gulvbrædderne. Det lyder som noget, der for længst ville være revet ned i vore dage.

Hun bruger et meget levende sprog om sin barndom – hvorimod sproget bliver lidt mere tørt i beskrivelsen af hendes filmdage. Måske der har været en ”ghostwriter” på noget af det? Det fremgår ikke. Tag en tur på arbejdermuseet i København før du læser ”Den Tiende Muse”, så har du nogle billeder at tage med dig på turen i bunden af arbejderklassen i 1880’erne og 1890’erne. Og slut af på Filmmuseet i Berlin, så får du et indtryk af filmstumfilmsstjernernes liv.

Asta Nielsen tilbage i Danmark

Asta Sophie Amalie Nielsen døde i 1972. Hun boede de sidste 36 år på Frederiksberg, men Danmarks største filmstjerne blev fuldstændig negligeret af den danske offentlighed fra sin hjemvenden og indtil sin død. Der kan være flere årsager til det.

• Janteloven er en mulighed. Det kan være svært for danskere, der har haft succes i hele verden at blive anerkendt herhjemme. H.C Andersen var en gigant i udlandet, men ikke i samme grad herhjemme. Danmarks største kvindelige filmstjerne i dag er måske Connie Nielsen fra Frederikshavn og den mest succesfulde musiker Lars Ulrich (født i Gentofte) fra Metallica og Anita Lerche fra Glostrup klarer sig fint med sange på intet mindre end 16 forskellige sprog. Er det også de navne du lige kom på?

• Tyskerhad er en mulighed. Efter krigen var Tyskland ikke populær, tyskerne var hadet – og Asta Nielsen havde før krigen hilst på Adolf Hitler og drukket te med Dr. Goebbels som forsøgte at hverve hende til nazistisk propaganda. Hun havde takket nej, og der er intet i biografier, citater eller erindringer der bare antyder, at hun skulle have nazistiske sympatier. Hun forlod Tyskland for ikke at blive en del af det. Men efter krigen kunne bare det at have gjort karriere i Tyskland være diskvalificerende.

• Snobberi. Var det nu så fint at lave stumfilm? Rigtige skuespillere og de bedste af dem kommer jo i Danmark fra Det Kongelige Teater. Det danske filmliv signalerede ikke, at der var brug for Asta Nielsen. Og ganz ehrlich, selvom Ghita Nørby er sød som benzinbaronesse, så er det vanskeligt at blive imponeret over danske film fra 1940 – 1970 med fokus på Morten Koch hygge, det danske flag, provinsromantik og lårklaskende munterhed. Med undtagelser naturligvis (fx Ditte Menneskebarn, Ordet, Harry og Kammertjeneren og der er sikkert flere). Carl Th. Dreyer var ikke imponeret over hende. Han skrev i Ekstrabladet i 1913: ”Asta Nielsen-Gad har virkelig nogle højst uheldige Former. Lang og opløben er hun, bagtil flad som et Strygebræt. Hun er fladbrystet og dertil kemisk blottet for Lægge. Hun svajer som et Siv for Vinden”. De kom aldrig til at arbejde sammen.

• Asta Nielsen selv. Måske hun bare havde fået nok af virakken. I hendes erindringer fortæller hun intet personligt om sit voksenliv. Hvem hun har fået sin datter med forbliver en hemmelighed, hun fortæller ikke om sit personlige liv. Måske hun var tilfreds med roen efter larmen? Bogen er dedikeret til datteren Jesta.

Berlinerglimt

Den væsentligste del af Asta Nielsens karriere udspillede sig i Tyskland og Berlin. Der er små berlinerglimt ind imellem, fx om Asta Nielsens søster som nød at shoppe i Berlins stormagasiner. Der kunne Asta Nielsen ikke komme for opløbene omkring hendes person blev for voldsomme. Interessant er også beskrivelsen af mødet med Goebbels, Göring og Hitler.

Til Hitler, der siger at alle bør interessere sig for kunst får hun sagt: ”Måske, hvis man forstår noget af det, men det gør kunstnere kun sjældent. På den anden side har jeg heller aldrig truffet en politiker, der havde begreb og kunst”. Afgrunden mellem os blev total. Og dog havde mine ord intet med mod at gøre. Jeg anede ikke, at han tidligere havde beskæftiget sig med maleri. Jeg vidste kun, at han havde malet og tapetseret. Citat fra bogen.

Summa en utrolig velskrevet erindringsbog. Et kig ind en fattig opvækst og en ufattelig karriere. Fuld hus i berlinerbamsebjørne til Die Asta. Asta Nielsen udgav bogen i 1945/46 og Gyldendal har altså gennemoptrykt, men det var i 1998. Du skal nok en tur i antikvariatet for at finde den.

Er du i Berlin, så falder du måske over hendes mindeplade i Fasanenstrasse 69, som var en af hendes sidste adresser. På tavlen står citatet: ”berømthed er et ord skrevet i sand”. Stedet er i dag indrettet som hotel, så Asta Nielsen Afficionados kan sove helt tæt på stjernen. Der er også en mindeplade på Peter Bangs Vej 61 på Frederiksberg, hvor hun boede de sidste år af hendes liv. Og naturligvis finder man Asta Nielsen blandt stjernerne i fortorvet foran filmuseet på Potsdamer Platz.

Læs mere på berlin-guide.dk om Asta Nielsen. Eller se nogle af hendes film på youtube.

Asta Nielsen
Den Tiende Muse
Gyldendal
1998
Første gang udkommet i 2 bind i 1945/46