Fritz Scheel: Karup-Berlin over østfronten

Foto: Fra bogens forside.

Anmeldelse. Fritz Scheel Petersen (1924-1998) blev født ind i det tyske mindretal i Sønderjylland. Få år før Fritz blev født var Sønderjylland – eller Nordschleswig – tysk område. Selvom folkeafstemningen i 1920 havde gjort Sønderjylland dansk igen, så gjorde det ikke alle til danskere. Fritz var tysk af sind og han meldte sig som frivillig til Hitlers krig og gjorde turen som SS soldat med hele vejen til Rusland og tilbage til Berlin. Han mener selv, at han var med til at brænde Hitlers lig. Fritz Scheel overlevede krigen og endte som agronom i Midtjylland.

Efter krigen pralede man ikke med, at man havde gjort tjeneste som SS-frivillig for nazisterne, og Fritz Scheel fortalte heller ikke meget om sin historie. Men Berlin-murens fald udløste de psykiske reaktioner man kan få at have oplevet krigen. Fritz Scheel fik mareridt om natten og søgte lægehjælp. Lægen overtalte Fritz Scheel til at fortælle om hans erindringer – både i barndommen og under krigen. Med 50 år på afstand skrev Fritz Scheel sine erindringer i ”Karup-Berlin over østfronten”.

Fritz Scheel skrev sine erindringer og afleverede dem i 1995 til Karup Kunstforening, som udgav erindringerne. Fritz tager os med til barndomshjemmet på Haderslev Næs i Nr. Vilstrup, hvor midlerne var små og moderens uorden i økonomien bragte familien på fallittens rand.

I 1943 melder Fritz sig under de tyske faner og får sin militære træning i Warzawa før han sendes til østfronten. Han kæmper, bliver såret, kæmper videre. Bliver ”Rottenführer” på en pansret mandskabsvogn (SPW)i division Nordland.

De sidste kampe i Berlin – og afbrændingen af Hitlers lig

Den mest dramatiske del af bogen er kampen om Berlin, hvor Fritz Scheel med sin gruppe var med i forreste række:

”Vi var nu trukket helt tilbage til Berlins bykerne, og opholdt os omkring Rigsdagsbygningen og førerbunkeren. En aften, hvor vi flyttede lidt rund, måtte min SPW lave en vending ud for den store port til Rigskancelliet og ved denne manøvre kom vi lidt for tæt på ”maghoni”porten, den fik en skramme på 20-30 cm. Bygningsinspektøren blev aldeles rasende, bandede og rasede over de uduelige panserfolk og forlangte mit navn, for jeg som vognkommandør havde ansvaret og truede så med, at jeg ville blive stillet for krigsretten anklaget for at beskadige tysk ejendom. Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg var sikker på, at den næste der kørte ind gennem porten ville være en T 34 (Russisk kampvogn) og uden at åbne porten først. Det gjorde ham bare endnu mere rasende”

Senere kom Fritz Scheel helt ned i førerbunkeren:

Filmen: Youtube klippet er fra filmen "Der Untergang", hvor de sidste trofaste tager afsked med Hitler. Er det troværdigt, at Fritz Scheel stod der i flokken og stirrede ind i fører-flammerne?

"Jeg kom kun videre et rum ad gangen, og hele stemningen forekom så underlig, og til sidst var der bare kaos over det hele. Alle militære personer og få civile løb rundt og havde et eller andet forfærdeligt at fortælle hinanden. Jeg var nu kommet frem til det sidste rum før Hitlers opholdssted, døren ind til dette rum stod åbent og man var ved at pakke noget ind i en teltdug. Det, man pakkede ind, var på størrelse og facon som et mennesker, og pludselig var der en der råbte til mig, ”Los, los, anfassen”. Bylten, man havde pakket sammen, skulle slæbes bort, og jeg fik at vide, at Hitler havde begået selvmord, og nu skulle han og nogle andre, der også var også var døde, bæres op til den baggård, der hørte til bunkeren, og man vil forsøge og brænde ligene inden russerne fik fat i dem.

Vi asede og masede med bylterne og fandt vej op ad den bagtrappe, der førte ud i det fri, og da vi kom derop haglede russiske granater omkring os. Meget dækning var der ikke, og vi måtte kravle frem til det sted, man havde udpeget til ligbålet. Der var masser af brædder, bjælker og træ, så der blev lavet et bål, og Hitler blev lagt derop og ovenpå igen noget brænde. Så blev det hele overhældt med benzin og sat ild til".

Hvad skal man snart tro?

Som med anden erindringslitteratur skal man være varsom. Det er forfatterens version – og som i anden erindringslitteratur fra SS’ere er der ingen erindringer om drab på jøder, nedskydning af fanger og civile.

Om Fritz Scheel virkelig var med til at slæbe Adolf Hitler om bunkeren får vi nok aldrig klarhed over – men der er ikke tvivl om, at danske soldater var med til de sidste og hårde kampe i Berlin. Det findes der ikke mange beretninger om, og det gør Fritz Scheels historie unik. Helt usandsynlig er historien ikke. Jørn Tranekjær Andersen, som har skrevet “Blod og jord” tror dog ikke på, at Fritz var med til at slæbe Hitler ud, fordi fortællingen stemmer ikke helt med andre beretninger.

Harald Sandner, som udførligt har skrevet om Adolf Hitlers sidste år, har i et interview med berlin-guide.dk samme vurdering af Fritz Scheels historie: Von hörensagen. Det var ikke danske SS-soldater, som bar Adolf Hitlers lig ud og brændte det af. 

Fritz Scheel var soldat og blev straffet efter krigen for sit bidrag. Senere uddannede han sig som agronom og virkede som agronom i Midtjylland til han gik på efterløn i 1989. Fritz Scheel var hverken forfatter eller historiker – og det er erindringer med over 50 års afstand vi får. Det er en interessant fortælling og Fritz Scheel slipper fortællemæssigt hæderligt igennem fortællingen. Den skal læses med et gran salt eller mere. Det er SS'erens version af krigen og historien.

Fritz Scheel: ”Karup-Berlin over østfronten” findes kun antikvarisk, så du skal holde øje med bogkasserne. Den kom i mindst tre oplag, så helt umuligt er det ikke.

Fritz Scheel
Karup-Berlin over østfronten
Karup Kunstforening
1999

112 sider