Foto: Chili i store mængder i Dong Xuan Center (Berlin-guide.dk)
Der bor mennesker fra hele verden i Berlin. Men selv om de holder af Berlin holder de også fast på deres kultur, religion og vaner. Når Kreuzberg kaldes en kulturel smeltedigel er det ikke helt rigtigt. Støberier bruger smeltedigler. De forskellige metaller, der hældes i, blandes og bliver til et. Selv i Kreuzberg er der ikke assimilation, hvor nye kulturer smelter ind i den herskende kultur. Se bare kultur karnevallet hver pinse i Kreuzberg: Her møder 1,5 millioner mennesker op og holder en fælles fest for mangfoldigheden. Det er mangfoldigheden eller multikulti der præger bybilledet. Ikke bare i Kreuzberg, men i mange dele af Berlin.
Centralt i de fleste kulturer er maden. Tyrkere kan have boet hele deres liv i Kreuzberg og ikke spist andet end tyrkisk mad – selvom det vrimler med Sushi-barer eller Vietnamesiske lækkerier lige om hjørnet. Sauerkraut, Knödel og Haxe kommer heller ikke på menuen i Vietnamesiske hjem. Men for den, der holder sanserne åbne og vil prøve noget nyt er det faktisk ikke nødvendigt at rejse hele jorden rundt. For næsten alt kan fås i Berlin. Nogle minoriteter er tilstede i så stort omfang i Berlin, at de har deres egne supermarkeder.
Supermarkedet er et vigtigt sted at gå på opdagelse, når man besøger et nyt land. Nogle hylder er helt overtaget af internationale kæder som fx Nestle – nogle gange med nationale varianter. Men der er også ting på glas, konserves, i frostboksen, på slikhylderne eller i delikatesseafdelingen, som du aldrig har hørt om. Er du I bil, så er her fantastiske muligheder for at gøre spisekammeret derhjemme mere velassorteret og for at fortsætte eksperimenterne derhjemme. Hvis du mest er til frikadeller, brændende kærlighed, stegt flæsk, medisterpølse og andre gode, danske klassikere – så prøv alligevel at udfordre dig selv her. Du er ikke national forræder, hvis du engang imellem ruller lidt sushi for hyggens skyld eller spiser Peking And med ungerne.
I Berlin kan du besøge en forbløffende række af udenlandske supermarkeder. Her er et bud på nogle af dem. Gå ind, gå på opdagelse – og tag ungerne med på multikultishopping:
Afrika. Afrikanere fylder ikke så meget i Berlin, så maden fra Cairo til Cape town er samlet i Binto Afro Shop på Yorckstr. 60 i Kreuzberg. Tørret kød, palmeolie og yams på hylderne. Et andet bud er Afroshop i Leykestrasse 1 i Neukölln med varer fra nigeria, Ghana, Camerun og Senegal.
Amerikansk. Den amerikanske besættelse af Berlin har ikke sat sig varige spor i form af store US supermarkeder med amerikansk mad. Man kunne jo tror at gigantiske Wallmart var til stede. Men nej - måske fordi de amerikanske baser har alt hvad de skal bruge på basen. Du skal ud i ydmyge Tempelhof for at finde US Store i Attilastraße 177 – eller helt til Potsdam i Dortusstraße 53 Et mindre udvalg af det amerikanere går og sukker efter i Europa: Beef Jerky, morgenmadsprodukter, BBQ sauce, sennep eller morgenmadsprodukter. En forklaring er måske at det amerikanske køkken er sammensat af europæiske og asiatiske køkkener. Og dem finder du jo fint i Berlin.
Bulgarien. Hvad spiser man egentlig i Bulgarien? Şen Market Bulgaria, Schulstraße 117 har et godt bud på det.
Dansk. Det finder du ikke rigtigt i Berlin, så tag med hjemmefra. Og dog – Netto har butikker allevegne i Berlin. Så lidt hjemligt er det da, men prøv at være modig nu du er afsted i det fremmede.
DDR. DDR er forsvundet, men ostalgikkerne søger stadig varer fra det hedengangne arbejderparadis. Om tirsdagen i ”OSTPAKET-Berlin“, Mühlenweg 6 (Lagerhalle), 15344 Strausberg kan du købe østvarer. Tjek åbningstider mv. på nettet.
Grækenland. Grigorios Commatas i Meraner Str.19 i Schöneberg sælger græske specialiteter. Dem finder du også hos Rices Delicacies i Veteranenstraße 25
Indien. Indiske fødevarer finder du i Asia Shop på Lindenstrasse 17, som har mere end 100 forskellige krydderier, chutneyer og frostvarer. Det er ok, men man må sige, at når inderne udgør måske 20 procent af verdens befolkning – så er repræsentationen ikke stærk i Berlin. Men masser af indiske restauranter i Berlin.
Iran eller Persien finder du i Iran-Shop i Kantstrasse 124B. Lækre sager på hylderne.
Israel eller kosher supermarked finder du i Rathenower Str. 27, i Habibi Lebensmittelgeschäft eller i KosherLife i Brunnenstraße 31. De holder jo typisk lukket om lørdagen.
Italien. Kom du ikke længere syd på en Berlin, så fortvivl ikke i Centro Italia kan du købe skinker, vin, pasta, olivenolie. Formidabelt udvalg. Sophie-Charlotten-Str. 9-10 i Charlottenburg, Greifswalder Str. 80c i Prenzlauer Berg og i Marienfelde. Tjek bare hjemmesiden og du bliver helt sulten – og tørstig.
Kina. Kineserne er diskrete i Berlin, men der er mange af dem. Et af de helt gode supermarkeder er på Kantstrasse nr. 101 med Go Asia supermarked ved Kaiser-Friedrich-Strasse. De har forbløffende ting i fryseren. Er du helt er der et parti andefødder eller vandmænd. Lækkert indrettet. Du finder dem også på Hauptstrasse 132 i Schöneberg og andre steder.
Multikulti – det fine gamle varehus KaDeWe på Tauentzienstraße 21-24 ved stationen på Wittenberg Platz har alt i sin fødevareafdeling, som er gigantisk og optager en fuld etage. Der er mad fra hele verden af den bedste slags. Du misser det nationale særpræg, men tilgengæld har du den multikulti-internationale gastronomiske elite i uindtageligt store mængder lige for din næse og gane.
Pakistan. Punjab Food Traders i Tromsöer Str. 6 i Charlottenburg har pakistansk mad i dåser, frost og flasker – og i øvrigt mad fra hele verden. Festlig video på youtube.
Polsk. Polen ligger lige ved siden af Berlin – og der er masser af polakker i Berlin. Sklep betyder butik. Polsk øl og pølse kan du få i fx Polski Sklep Häusler Polish Delicatessen på fx Albrechtstraße 120. Prøv også i Pod Kogutem på Wilmersdorfer Strasse 95 i Charlottenburg, Bartak i Stargarder Straße 35 i Prenzlauer Berg, eller Mały Książę i Lilienthalstraße 6. Desuden Pyza i Anzengruberstraße 24 i Neukölln.
Foto: Russiske , syltede grøntsager. Berlin-guide
Russisk. I Charlottenburg finder du Rossia Supermarkt på Stuttgarter Platz 36 ligeved Charlottenborg S-bahn station. Det er ikke stort, men det er proppet med russisk. Intermarkt Stolitschniy på Landsberger Allee 116 i Lichtenberg og Donaustrasse 39 i Neukölln er lidt større, med masser af gode varer. Gå fx efter slik, sekt, vodka eller pelmeni på frost. Også værd lige at nævne Kaviar grossisten Zarendom. Du kan måske købe det over nettet.
Spansk. Supermarkedet Mitte Meer i Kolonnenstrasse 30B i Schöneberg stiller op med fristelser fra middelhavet og lækre, spanske skinker. De ligger også i Kantstrasse 42 i Charlottenburg. Desuden er der Super Iberico, som har vin og fødevarer fra hele det latinske område. 1200 forskellige vine.
Svensk. I Fridenau, Dickhardtstraße 60 ligger Sweden Markt, hvis du lige står og mangler lidt surströmming, ikke kan undvære rekorderlig, kanelbuller eller en elgpølse. De reklamerer med varer fra verdens lykkeligste land, men det ved enhver jo er Danmark, så der er lidt falsk varebetegnelse. Lad være med at gå i diskussion om det i butikken. Lykkelig uvidenhed er jo heller ikke at foragte. Der bor måske 4.000 svenskere i Berlin.
Tjekkiet. I Schliemannstrasse 38 i Prenzlauerberg ligger TUZEX, som er en lille butik med tjekkiske specialiteter. Nok lidt voldsomt at kalde det for et supermarked. TUZEX var oprindeligt navnet på de butikker i ČSSR – det kommunistiske Tjekkoslovaki – som solgte vestlige varer til tjekkoslovakkerne og turister mod hård, vestlig valuta. Ligesom Intershop i Berlin.
Tyske supermarkeder? Tyske supermarkeder minder om de danske – men de er også anderledes. De har fået deres helt egen artikel på berlin-guide.dk
Tyrkisk. Tyrkerne er den største minoritet i Berlin og i ved Kottbusser Tor og ned mod Hermanstrasse er de masser af grøntsagshandler, supermarkeder mv. Gida betyder mad på tyrkisk. Prøv at gå i El-fi Supermarkt på Kottbusser Damm 1, når du alligevel besøger det store tyrkiske ugemarked langs Maybach Ufer i Kreuzberg. Eller Istanbul Market ved Kottbusser Tor. Den store kæde hedder Eurogida og findes fx Potsdamer Straße 152 og mange andre steder.
Ungarn. I Ungarische Weine und Spezialitäten på Karl-Marx-Allee 112 sælger mest vin. Tokay sælges ikke mere i Danmark, så måske man kan være heldig at få desertvinen her?
Vietnamesisk. Der er mange vietnamesere i Berlin og i Lichtenberg på Herzbergstraße 128 ligger Dong Xuan Center, hvor du næsten hensættes til en Vietnameiske provinsby med tingeltangel, frisører og manicurer, spisesteder og ikke mindst supermarkeder. Tjek lige datoen på de varer du tager med. Her er stedet at købe fx Jackfruit. En anden klassiker er Vinh-Loi i Gutmuthstrasse 23
Er det bare slik du er efter – så tag på sukker safari i Sugafari-butikken, Kopenhagener Str. 69, hvor der er sødt og slik fra hele verden.