Køb med stil til dit hjem

grafittimobler

Foto: Berliner style med grafitti af fotograf spinheike, Pixabay License.

Kender du typen? Man kan altid få billige ting og sager til sit hjem i Ikea. Og de danske møbelklassikere med Wegner, Mogensen, Panton, PH osv giver også et nydeligt hjem. Andre sværger til at finde ting til hjemmet på loppemarkeder og trives i stilblandinger fra de seneste 300 år. Berlin kan give dig ekstra krydderi til dit hjem. Her finder du ting og sager, som ellers ikke er til at opdrive i Danmark. Det er ikke nødvendigvis billigt, og er der lidt patina går prisen hurtigt i vejret. Berlin-guide.dk har her samlet forslag til en shopping tur i Berlin, som kan give stil og inspiration til dit hjem udover loppemarkederne. Indkøbene egner sig ikke så godt til easy-jet turisme, men nogen butikker sender hjem. Har du bilen – eller lastbilen – med, så er der muligheder. God shoppetur. Husk momsen er lidt lavere.

Hallesches Haus: Tempelhofer Ufer 1, Kreuzberg 
Halles Haus er indrettet i et gammelt postkontor. Masser at stil og interessante ting at pryde sit hjem med. Der er også en god kantine til en bid brød. Det kunne jo være noget for dig? Og sidst vi var forbi så det lidt vinterlukket ud. Tjek lige hjemmesiden.

The Store X, Berlin: Torstraße 1, Mitte 

Kreativ modebutik med tøj, møbler, ting og sager, bøger og god mad. En underholdende blanding. Og et fint sted at hænge lidt ud med de smarte. Adressen Torstrasse 1 har masser af berlinhistorie i øvrigt. Oprindeligt et 15.000 kvm stort varehus bygget af jøder lige før det store krak i 1928/29. NSDAP, nazisterne, overtog huset og brugte det til udstillinger. Det overlevede krigen. Herefter gjorde SED, det kommunistiske enhedsparti, huset til deres hovedkvarter: Haus der Einheit. DDR’s absolutte magtcentrum (fraset Moskva). 

Urban Industrial – lidt flydende adresse 

Her skal du holde øjnene åbne. Vi taler vintage, møbler og design, nærmest et varehus af gode sager, som du ikke finder andre steder. De kan nok nærmest også levere til både en teaterforestilling og dit hjem. Kontakt dem for et besøg.

Aptm Berlin: Lindower Str. 18 (https://aptm.berlin/) og Bless store, Oderberger Strasse 60, Prenzlauer Berg
Hos APTM og BLESS tager de boligindretning alvorligt og begge butikker er indrettet i lejligheder, hvor varerne er udstillet. En lidt anden shopping oplevelse, som at være på besøg i nogens hjem. Og så igen – det samme gør Ikea jo, når de indretter hjørner i varehuset. Men lidt mere eksklusivt her, hvor det ikke er hele verden, der er på besøg.

Voo Stores Berlin: Oranienstraße 24, Mitte / Budapester Straße 38-50, Schöneberg 

Lækkert interiør og lidt andet end det man ellers ser. Designer lækkert. En del tøj, parfumer, tasker, vaser, sko og lysestager. Der er designernavne på det hele. Nogen vil finde det grimt. Tjek hjemmesiden før du oser derud.

Manufactum, Hardenbergstraße 4-5, Charlottenburg

En blandet landhandel alla søsterne grene men i bedre kvalitet – i hvert fald højere priser.

TING, Rykestrasse 41, Prenzlauer Berg 

Tja, skandinavien er cool i Berlin. Vil du finde noget du måske også kunne finde herhjemme, så besøg Ting.

Holzapfel, MarheinickePlatz, Kreuzberg

På Marheinickeplatz i Kreuzberg ligger en skøn, lillebitte, butik, Holzapfel, med køkkengrej og især alt hvad der skærer, snitter og hakker. Gerne japanske knive. Enthusiasmen for godt køkkenværktøj er meget større end kvadratmeterne. Tag dig tid til at handle. Jeg har fx købt et godt mandolinjern, der kan rive et stort hvidkål. Godt til sauerkraut. Men de har andre gode ting også. Lige overfor ligger Marheinicke markthalle sprængfyldt med lækkerier.

Aufshnitt, Boxhagener Str. 32, Friedrichhein 

En lille butik, som sælger hynder og puder udformet som slagtervarer. Drømmer du om at hvile hovedet på en skinke eller lægge dine fødder på en spegepølse, så får du opfyldt drømmen her.

Stilwerk, Kantstrasse 126, Berlin 

Stilwerk er en slags interiørmodehus, hvor designere og mærkevarer har deres egne butikker. De er flotte. Der er noget at blive inspireret efter, og Stilwerk i Kantstrasse 126 udvikler sig løbende. Stilwerk findes også i andres store tyske byer.

Living Berlin, Kantstraße 17, Charlottenburg 

Det var tidligere Stilwerks adresse, og her er stadig omkring 40 showrooms med alt i boligindretning. Belysning, møbler, tæpper, elektronik, kunst – alt i alt et godt sted at drømme.

Belle Arti - Italian Furniture & Accessories, Ollenhauerstrasse 48 i Wedding.

Altid en ose tur værd. Her er møbler i guld, græske vaser og overdrevne lysekroner – ja selv et fuldt badeværelse i guld kan du købe her. Vi er på overdrevets rand, men er du til ekstravanganze, så er det ganze her. Og ellers er der bare en på opleveren, for tænk nu hvis… Butikken lå tidligere i Friedrichstrasse.

Design Outlet, Kantstrasse 27 

Mange fine sager. God til inspiration til møbler, lamper, køkkenting, børneværelset eller badeværelset.Tjek lige hjemmesiden.

Stilraum Berlin, Eldenaer strasse 21, Friedrichhain 

Tjek lige hjemmesiden først. De ligger lidt afsides fra shopping gaderne og stilen er ”50’er” look med mørke træsorter og sandsynligvis godt håndværk. Mange af de fine møbler er dansk design, og her har du nok ikke sparet så meget. Men der er også godt tysk design. Hyggelig og inspirerende butik.

Soul Objects, Prenzlauer Allee 24, Prenzlauer Berg

Konceptbutik med lækre sager. Vintage og antik. Frister med alt fra perfume til dagligstuer og masser af barbergrej? Konceptet ikke helt til at greje.

Clara Stil, Am Treptower Park 48, Treptow 

Moderne tysk design. Det er ikke så ringe endda. Igen lidt fra alfarvej, men begynd med et besøg på hjemmesiden,.

Hay (Auguststraße 77-78), BoConcept (Kantstrasse 17), Bolia (Chausseestraße 1) finder du også i Berlin.og Ikea og Jysk.  Google mere her.

Opfinderbutikken

Opfinderbutikken har småting og gadgets man ikke lige troede man sådan stod og manglede. Og se nu der. Har også en web-shop.

Erfinderladen Lychenerstr. 8, Prenzlauer Berg, Tel. 030/547 133 06, Fr 14-19 Uhr, 

Ting og sager fra Berlin

Kaufhaus für Produkte aus Berlin Karl-Liebknecht Straße 9, Mitte. Stort udvalg af ting produceret i Berlin, hvis du er bekymret for klimaet ved transporten, og ikke har et problem med at have det med hjem i flyveren.

Kongeligt porcelæn

Kongen i Berlin var den preussiske konge, så når der tales om kongeligt porcelæn i Berlin - så er det fra Berlin. Det er flot. Det dyrt. Det ser kongeligt ud. KPM Berlin Flagship Store, Wegelystraße 1, Charlottenburg, 

DecorBerlin

Kunstneren Katja Wiedeman laver plakater, fliser og ting og sager. Meget farverigt. DecorBerlin, Oranienburger Straße 27, Mitte,