Foto: Der er ingen fotos fra Demmin, men fotoet taget af den amerikanske hær viser viceborgmesteren i Leipzig, Dr. jur. Ernst Kurt Lisso, hans kone, Renate Stephanie og hans datter, Regina Lisso, der gjorde selvmord den 24. maj 1945, da den amerikanske hær trængte ind i rådhuset. Af US Army Signal Corps - NARA, Public Domain,
Anmeldelse. Ud fra øjenvidneberetninger fortæller den tyske historiker Florian Huber om det største masseselvmord i tysk historie og om, hvordan det blev hemmeligholdt af de overlevende. Det var ikke noget man talte om. En fascinerende indsigt i almindelige menneskers oplevelse af historien, som de var fanget i og ikke så en vej ud af. Denne bog er en vigtig undersøgelse af fortrængningen af både selvmordene og årene fra afslutningen af 1. verdenskrig. "Lov mig du skyder dig selv" var en fars sidste formaning til sin datter i Demmin før han tog livet af sig selv.
Det store masseselvmord
I 1945, da den tyske hær trak sig tilbage, overgav tyskerne sig til fjenden uden at forsvare sig. De skød sig selv. I de sidste dage af 2. verdenskrig rullede en bølge af selvmord ind over Tyskland og titusinder valgte døden – for sig selv og deres børn – i stedet for at acceptere Det Tredje Riges nederlag og det, de frygtede, der kunne følge efter.
Selvmorderne mistede viljen til at leve og valgte at forgifte, hænge, skyde eller drukne sig. Og derefter blev de glemt. I den lille by Demmin i Mecklenburg var det måske omkring 600 mennesker eller flere, der valgte at gå i Peene-floden og drukne sig selv. Men det skete over hele Tyskland. Over 10.000 i Berlin.
Hvorfor begik så mange tyskere selvmord, og hvorfor har det i generationer været tabu?
Selvmordscenerne i Demmin
Florian Huber åbner sin bog med at beskrive scenerne i den lille by Demmin. Vejen vestud af byen kræver at man passerer broer over floderne. Men de er sprængt af værnemagten og fra øst buldrer russerne frem og trænger beboere og flygtninge sammen i byen. Der er ingen steder at flygte hen. Tyskerne har fået tudet ørene fulde om de russiske horder, der myrder, voldtager og plyndrer, hvor de kommer frem.
Og det er ikke løgn. De russiske soldater, hvor af nogle har været i krig flere år, er vilde af hævntørst. De har set deres landsmænd blive dræbt og pløjet ned, de har set massemord, afbrænding af hele byer, udsultning af fanger, brutalitet udover enhver fatteevne. Hvis ikke russerne før havde hørt om de tyske horder, så har de set dem og mistet. Nu er det tyskernes tur til at føle.
Tyskerne havde grund til frygt for russerne brændte stort set byen ned, voldtog og plyndrede som forudsagt. Alene derfor kan selvmordet være forståeligt.
Folk skød, druknede, forgiftede, hængte, cuttede deres børn, før de selv tog samme vej. I stuerne sad hele familier døde omkring bordet, i soveværelserne lå ægtepar, i skoven og floderne flød ligene. En far gav sin datter en pistol med ordene: ”Lov mig, at du skyder dig selv” – det gjorde datteren ikke og kunne berette om begivenhederne.
Depression, Hitlerhysteri og frygt
Men Florian Huber går videre i sin bog og følger i sporene af tyskerne tilbage fra afslutningen af 1. verdenskrig, det politiske kaos og depressionen over at have tabt krigen – uretfærdigt følge mange, til verdenskrise og håbløshed – og til lys og håb og arbejde og mad på bordet med Adolf Hitler og Nazismen. De fleste tyskere havde gavn af nazipartiets diktatur og det var farligt at stritte imod, så de fleste var med nazisterne. Så til den anden side når det var bekvemt, også selv om samvittigheden stak. Bedst at glemme. Overbevise sig om, at ofrene nok selv var ude af det. Mange deltog også og de færreste forsøgte at stille sig i vejen, der var dem der flygtede til udlandet. Var du imod nazisterne var det klogt ikke at være for tydelig med det.
Florian Huber fortæller historien ved at følge mange personer i deres tanker og overvejelser nedskrevet i breve og erindringer, gemt i tyske arkiver.
I 1945 kommer straffen buldrende øst fra med den røde hær og tyskerne så tusindårsriget gå under og valgte, med Adolf Hitler, at gå under med nazi-riget. Florian Huber ser muligvis det som hovedmotivet for de fleste selvmord.
Men der var andre motiver. For nogle er skammen over de foregående 12 år ubærlig. Nogle frygter konsekvenserne af deres handlinger og frygter straffen. Andre ser ikke en fremtid i et smadret samfund. Og andre frygter russernes hærgen. Fanatisme, skam, straf, frygt, håbløshed. Alt sammen på en gang.
Fotoet øverst fra rådhuset i Leipzig beskrives også af Florian Huber.
Borgmesteren, hans kone og datter tog livet af sig selv med cyanid på rådhuset for at undgå at blive taget til fange af den amerikanske hær. Regina, datteren, har armbåndet for det tyske røde kors om armen. Der var andre lig på rådhuset den dag: Borgmesteren Alfred Freyberg, hans koner og datter og adskillige Volksturms officerer. Borgmesteren blev ikke fotograferet, men billedet af familien Lisso blev taget af flere fotografer Robert Capa, Margaret Bourke-White, Lee Miller, og altså også the United States Army Signal Corps.
Måske viceborgmesterens famlie var de mest fotogene? Ihvertfald er der noget dragende over den fredelige famliescene, hvor ligene ligger henslængt i stolene, som lyttede de bare til afslappet musik. Spændingen har forladt rummet. Men den må have været intens i sekunderne da cyaniden gled ned.
Stunde 0 en belejelig begivenhed?
I virkeligheden, siger Florian Huber, kom stunde 0 belejligt. Man kunne nul-stille, glemme tiden før og nøjes med at se nu. Nu da tyskerne selv var ofre. Måske det var lettere at bære som menneske. Måske var der ingen tilbage, som kunne fortælle. De færreste talte om tiden før stunde 0. Den forsvandt. Det samme gjorde samtalen om, hvad mor foretog sig under krigen – og far.
Selvom tyskerne har sonet som folk, så er det først de senere år, at samtalen har vendt sig mod det personlige. Hvad lavede far, hvad lavede vores mor? – udtrykt fx i filmen ”Unsere Vater, Unsere Mutter”. Også i Demmin var der tavshed. Var morfar nazist? Først efter år tusindskiftet blev emnet taget op. Florian Huber skrev sin bog, og flere er kommet til.
Florian Hubers bog handler om meget mere end bare selvmordene i 1945. Den handler om hele det tyske folks sjæl og hvordan det kunne gå så galt, og der er mange gode bud på, hvordan tyskerne på en generation blev et forvredet folk, der først nu er ved at vride sig selv tilbage til normalen. Selvmordene er opsigtsvækkende og historierne nærmest endeløse. I familierne er der stadig fortællinger at fortælle. Hvis nogen husker.
Det er relieffet tilbage i tiden, som for alvor gør Florian Hubers bog om tyskerne til noget særligt.
I Berlingske tidendes anmeldelse fra marts 2021 af ”Lov mig, at du skyder dig selv” mener Bent Blüdnikow, at Florian Huber gør ”tyskerne til viljeløse ofre for en gennemtrængende nazistisk propaganda og ikke til selvtænkende væsener.”
Jeg synes modsat Bent Blüdnikow ikke, at Florian Huber gør tyskerne til ”viljeløse ofre”, for Florian Huber forklarer forførelsen af tyskerne og et folk mast sammen mellem lyst og håb til den nye fremtid på baggrund af tab, sult og fattigdom, beruselsen over at være det vindende hold, og frygten for at falde uden for holdet. Resultatet blev grænseløst brutalt.
Jeg synes, at forklaringerne er vigtigere at forstå end om, hvem der er offer. For ondskaben findes i verden. Den findes i mennesker. Den kan blive udløst. Den gang i Tyskland og i Sovjetunionen, i Kina, i Cambodia, i Syrien, i Rwanda og skræmmende mange andre steder. Florian Huber får løftet en del af sløret til en tid, der har været tavst om. Men at forstå ondskaben? Mon vi når dertil?
Man kunne altid ønske sig mere analyse, hvor Florian Huber fortæller gennem almindelige mennesker oplevelser og erindringer. Men der er altid plads til en bog til på hylden, så den kommer nok.
Nulstilling - for anden gang
Endelig værd at runde det med fortrængning og at overleve ved at glemme, ikke tænke på det grimme. Man fortrængte den østpreussiske fortid. Graviditeterne efter voldtægterne. Selvmordene. Mordene. Det gjorde mange tyskere i stunde 0. Man så fremad. Men samme mekanisme igen ved murens fald. Mange fortrængte deres personlige DDR-historie, tiden som kommunist medfølger og mulige STASI fortid. For nogle har der ikke været mange minutter, der var værd at tænke tilbage på.
Tyskerne har behandlet deres fortid på et samfundsplan som ”tyskerne”, men mange har til gode at se ind på egen fortid. Efterhånden som generationerne forsvinder bliver det vanskeligere med en hel erindring. Man må leve med hullerne og fortrængningen. Godt at Florian Huber alligevel har brugt tid på at læse op på almindelige menneskers erindringer og oplevelser i de tyske arkiver.
Der er fem berlinerbamsebjørne til Florian Huber for den præstation.
Florian Huber
Lov mig, at du skyder dig selv
Turbine
2021