Foto: DDR supermarkedet Konsum-Kaufhalle "Am Roederplatz". Bundesarchiv, Bild 183-N0220-0004 / CC-BY-SA 3.0. Hverdag i DDR - og her en mønsterbutik. 3750 varenumre fordelt på 1200 kvadratmeter. Fotograferet af Peter Heinz Junge i 1974.
Anmeldelse. Østberlin før murens fald er for mange indhyllet i tåger og myter. Hvordan var det? Hvordan føltes det? Hvordan så der ud? Forfatteren Thomas Brussig (f 1965) er selv opvokset i Østberlin og det meste af de første 25 år af hans liv foregik på indersiden af muren i DDR. Stemningen og livet har han skrevet om i bogen ”I den korte ende af Sonnenallee”. Den kom i 1999 og er oversat til dansk i år 2000.
Solskinsalleen i Berlin
Sonnenallee – solskinsalleén – er en 5 kilometer lang gade, som løber fra Hermansplatz i Neukölln og fortsætter mod sydøst helt ned til Baumschulenstrasse. Sonnenalle blev den fjerneste tarm af Vestberlin og det var ikke videre attraktivt for berlinere at bo her. Det betød lave huslejer og det var her indvandrerne rykkede ind og bor den dag i dag. Så meget, at gadens øgenavn også er ”Gazastriben” eller ”Lille Beirut”.
I den sidste ende krydser Sonnenalle grænsen til Treptow-Köpernick, og det har normalt ingen betydning. Men efter 2. verdenskrig var Neukölln brittisk interesse område og Treptow-Köpernick russisk. Da muren kom op i 1961 blev Sonnenalle hakket over – og en lille stump Sonnenalle efterladt bag muren, i DDR, hos russerne og kommunisterne.
Michal Brussig lader sin hovedpersonen Micha Kuppisch give en anden forklaring på stumpen af Sonnenalle: Da Stalin, Churchill og Truman delte Tyskland og Berlin i mellem sig kom Stalin og Truman op at skændes om Sonnenallee. Churchill overvejede situationen og imens gik hans cigar ud, og Stalin, der ikke kunne bære at overlade gaden med det smukke navn til amerikanerne, var hurtig til at give ham ild. Som tak tildelte Churchill ham en tres meter lang stump af Sonnenalle.
I murens skygge
Det er her – i den korte ende af Sonnenalle – at romanen udspiller sig. Muren står bogstavelig talt ved deres hoveddør, men i det daglige er det ikke interessant. Det er det almindelige ungdomsliv med den første forelskelse i den underskønne og uopnåeligt smukke Miriam, jagten på at skaffe en LP med Rolling Stones, overveje om naboen er STASI agent. Besøg af onkel fra vesten, som kommer med chokolade.
Hovedpersonen er Micha Kuppisch og med ham følger et kludetæppe af familie og venner. Verden ses fra Michas perspektiv og systemet, vesten og alt uden for de 60 meter af Sonnenalle bliver til karikaturer.
”I den korte ende af Sonnenalle” er en humoristisk bog, fuld af varme. I dansk sammenhæng kunne det være Bjarne Reuter, der havde skrevet bogen. Der er masser af Østberlin i bogen, men selvom den er sat i en tydelig og usædvanlig geografisk og historisk ramme, så er den alligevel tidsløs.
Ostalgi - og det er helt i orden
Der er et strejf af Ostalgie over bogen, altså en romantisering af livet i DDR. Der er kærlighed og varme og solidaritet i Thomas Brussigs roman. Det er der en god grund til, som Thomas Brussig slutter bogen af med: ”Den, der virkelig ønsker at bevare det skete, må aldrig give sig hen til minderne. Den menneskelige erindring er en alt for velgørende proces til blot at fastholde det svundne; den er det modsatte af, hvad den foregiver at være. For erindringen kan mere, lang mere: Den udretter stædigt det mirakel at slutte fred med fortiden, hvor enhver forbitrelse damper væk og nostalgiens bløde slør lægger sig over alt det, der engang føltes skarpt og skærende. Lykkelige mennesker har en dårlig hukommelse og rige minder.”
Det er Thomas Brussigs måde at sige – ja, det var bittert og uretfærdigt at være den, der skulle vokse op på de sidste 60 meter. Men den harme kan man ikke bruge til noget nu. Hyld tiden i Ostalgi og glæde og glem din bitterhed og uretfærdigheden. Den fører ingen steder hen. Bliv et lykkeligt menneske.
Man kan jo påstå at "Ostalgikerne" er håbløse drømmere - måske det bare er mennesker, der kæmper for at blive lykkelige og det er umuligt, hvis bagagen er bitterhed og uretfærdighed og spildte muligheder.
Har du ikke tid til bøger, så er bogen også filmatiseret.
Thomas Brussig
I den korte ende af Sonnenalle
Borgen
2000