Mandy Robotham: Postkort fra Berlin

Postkortforside

Anmeldelse. Mandy Robotham har skrevet et kulørt, feministisk drama om journalister i Berlin i årene før 2. verdenskrig. Mandy Robotham følger den nyuddannede journalist Georgie Young da hun i 1938 rejser til Berlin som udenrigskorrespondent for Londonavisen The Chronicle sammen med sin kollega Max Spender. Der er drama for hele orkesteret med kærlighed, nazister, jødeforfølgelse, sammenhold og bedrag. Grafik fra bogen forside af Stephen Mulcahey.

Forlaget HarperCollins introducerer romanen med, at det er højsommer 1938, og Tyskland er på randen af krig: Da den nyuddannede journalist Georgie Young sendes til Berlin sammen med en anden londoner, Max, ved hun, at de træder direkte ind i begivenhedernes centrum. De ankommer til en by indhyllet i røde flag og vrimlende med nazister, og Georgie føler sig som en hjælpeløs tilskuer til, at uskyldige mennesker bliver fjernet fra deres hjem, mens den spændte stemning stiger, indser hun, at hun og Max er nødt til at handle –også selvom det kan betyde, at de sætter deres egne liv på spil.

Efterhånden som hun får trængt ned under overfladen, begynder Georgie at afdække den modbydelige sandhed om Hitlers Tyskland –og de to journalister bliver trukket ind i en verden, der er endnu mere dyster, end Georgie nogen sinde kunne have forestillet sig.

"Den modbydelige sandhed" - og det er jo nærmest en underdrivelse. Nedenfor klip fra Berlin 1938.

Scenen med journalister i Berlin i 1938-1939 er skabt til drama i romanform. Det er en tid, hvor Tyskland ryster med krigssablen, mens omverdenen håber på ”fred i vor tid”. I Tyskland er det oprusting. SS, SA og Gestapo som sætter dagsordenen for de anderledes. De handicappede forsvinder i lejre. Jøderne bliver jagtet og det hele kulminerer med krystalnatten.

Frk. Georgie Young er der til at opleve det hele, inklusive hysteriet i Nürnberg, vilkårlige overfald på jøder, børnetransporterne til sikkerheden i England og SS behandlingen af fanger i Sachsenhausen. I Georgie Youngs ”Postkort fra Berlin” fortæller hun hjem til de britiske læsere om stemningen i Berlin.

Korrespondenter i nazi-Berlin var konstant en position, hvor de var spændt ud mellem ønsket om at fortælle læserne om virkeligheden og et overvågent nazistisk system. Sandheden var farlig at udtrykke og censuren var stærk. Læs fx journalist Jakob Kronikas beretning om livet som journalist i Berlin. Han rapporterede hjem på et kaudervælsk af sønderjysk, så censuren havde vanskeligt ved at følge med. 

Frk!. En kvindelig udenrigskorrespondent, som beskæftigede sig med andet end mode og kosmetik var usædvanligt på den tid. Tænk bare på vores egen Lise Nørgård, som fortæller om udfordringen ved at være kvindelig journalist i årene før krigen i bogen ”Kun en pige”. Margot Robotham sætter i hvert fald en tyk streg under, at Georgie Young skal arbejde sig frem i en mandsdomineret verden og forbløffe dem alle.

Godt plot - men kulørt

Mandy Robotham har skrevet et veldrejet plot og der er både tempo og drama og stemnings- karakteristikker af Berlin 1938-39, selvom nazisterne ret stereotypt bliver karikeret som enten utiltalende og afstumpede typer. Den endimensionelle beskrivelse af persongalleriet betyder, at romanen trods det gode oplæg i plottet kun hæver sig en anelse over den romantiske knaldroman. Dog uden knald.

Lix-tallet er lavt, så det er ikke snørklet tekst, der bremser øjet. Men selvom Lene Støvring står som oversætter får man indtryk af at google-translate har ”hjulpet” på vej. Fx når tysktalende nazi-officerer siger ”Javel, sir” til hinanden. Det lille sir er faktisk pænt forstyrrende. Det sproglige bump, som fx at ”tiøren var begyndt at falde med samme fart som en ambolt, der hamrer ned i et mørkt, dybt ocean”. Det er en floskel, at tiøren falder, men billedet med en ambolt, der hamrer ned i mørket i et dybt ocean … hvad skal man mene? Det er i hvert fald en besynderlig metafor. Joseph Goebbels omtales næsten konsekvent som ”Joey”. Måske nogen af berlin-guides læsere ved om udenrigskorrespondenterne kaldte for Joseph Gobbels for ”Joey”?

Måske de små sproglige krydderier generer læseren mest i begyndelsen, hvor fortællingen i adstadigt tempo rulles ud. Der er en del tråde i fortællingen, men du kan skrålæse første 300 sider, for først i den sidste del af romanen er der mere action og lidt bulder og brag. Faktisk en ret god afslutning, selvom det meste af historien næsten giver sig selv efter læsning af de første kapitler. Og i Epilog-delen, bogens rulletekster, får man lige et hurtigt overblik over, hvordan det videre gik bogens hovedpersoner.

Forfatteren Mandy Robotham er journalist og jordmoder. Hun bor i Stroud, Gloucestershire, UK. Hun har efter eget udsagn altid ønsket at være forfatter, men sprang først ud som forfatter efter meget langt tilløb. Hun har en MA i Creative Writing fra Oxford Brookes University, og hun har klart lært at skrive i aktivt sprog, følge en skarpt skåret skabelon og dramaturgiske spændingskurver. Og nu seriesprøjter hun romaner ud med kvinder i hovedrollen, som udgives som bestsellere i mange lande. ”Postkort fra Berlin” er den første på dansk, men du kan også finde ”A Woman at War”, ”The secret messenger”, ”The girl behind the wall”, ”The resistance girl”, ”The german midwife”. Letfordøjelige romaner om ufordøjelige tider og skæbner.

Måske man har læst de fleste bøger af Mandy Robotham med ”Postkort fra Berlin”?  men er du vild med historien om Georgie Young, så er der jo mere på vej fra den samme skuffe. Der er jo ikke noget i vejen for at du bliver mere begejstret for romanen end berlin-guide. Du kan læse mere om Mandy Robotham i dette interview, hvor hun også fortæller om at strikke en moderkage. En strikket moderkage antyder, at der er mere spræl i Mandy Robotham end der skinner igennem i teksten, og når hun smider skabelonerne fra sig bliver det måske mere interessant?

postkortfraBerlinMandy Robotham
Postkort fra Berlin
HarperCollins
2021