Anmeldelse. Den berlinske forfatter Olivia Wentzel har skrevet en bog om livsglæde og ensomhed og knuste hjerter, om de roller, som samfundet tildeler dig, og om jagten på noget at spejle sig i. Olivia Wentzel debuterede i 2020 med romanen "Mit hjerte er en automat", der samme år blev shortlistet til Deutche Buchpreis. Det er en unik fortælling både i indhold og form, som handler om at være ung i Tyskland og verden i dag, datter af en angolansk far, og en østtysk punker-mor, der drømte om den helt stor frihed, men aldrig fik den. Foto: Dossi / Pixabay, CC. Farver justeret af berlin-guide.
”Jeg har flere privilegier, end nogen i min familie nogensinde har haft. Og alligevel er jeg totalt lost.” Sådan siger Olivia i romanen "Mit hjerte er en automat". Den handler om de billeder, vi har af os selv, og som samfundet har af os. Hvordan gør man op med de billeder, hvordan bryder man ud af de rammer?
Forlaget Turbine skriver om bogen: En ung kvinde øver sig i at sove alene i Berlin. I New York sidder hun på et hotelværelse og ser Trump vinde valget. I en uspecificeret tysk skov farer hun vild under granerne, og i en flyvemaskine mod Hanoi tænker på hun på dengang, hun troede, man kunne lave sine egne vinger ud af pap.
Mellem lange nætter i Neukölln og en kasse med gamle fotografier sætter hun sig for at forsøge at forstå sin familie. Hendes mor, der var ung punker i DDR og aldrig fik den frihed, som hun drømte om. Hendes mormor, der fandt sikkerhed i livet som partisoldat. Hendes far, der var den eneste sorte i den østtyske landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Hendes tvillingebror, der styrtede i døden som 17-årig.
Olivia har det lettere end alle andre i famlien - sin mor, sin mormor, sin far og sin døde bror. Men det er Olivia som har en angst-diagnose og kæmper med at finde sig til rette i en verden, som gerne vil putte hende i en kasse. Som gerne vil fastholde hende i et helt bestemt billede på grund af hendes hudfarve, hendes køn, hendes tilhørsforhold: ”Hvad skal vi med billeder af os selv, hvis de låser os inde i os selv?”
Problemet i en bananskal
Problemet kan samles i en bananskal - for når Olivia går ned ad gaden og spiser en banan frygter hun, at nogen skal se hende og tænke at
- hun er en abe på grund af sin hudfarve, racistisk abeanalogi, ”Uga uga uga. Aua.”
- blive set som en Ossi, ”Ej okay, efter murens fald stod de dumme Ossis i kø i timevis for at få én banan.”
- nogen ser en penisallegori og usikre, pubertære teenagere råber ”Tag den dog til roden, hahaha.”
Romanpersonen Olivia har sin hudfarve, sin kultur og sit køn imod sig, synes hun.Det er naturligvis heller ikke nemt at finde sin identitet, når man ikke vil sættes i kasse sammen med andre. Eller præsentere sig med så kompleks en identitet, at man ikke engang selv forstår den.
Sort og hvid
Et hovedtema i bogen er indsigten i, hvor livsdefinerende det er, hele tiden at skulle forholde sig til eller blive forholdt sin hudfarve. At være i et samfund, hvor man hele tiden skal forsvare sin ret til at eksistere, at være til. Den pointe trænger klart igennem.
Frihed - og angst som diagnose
Et andet tema i bogen er angsten. Angst er såre almindeligt. Desværre.
I Danmark har 300.000 mennesker en angst-diagnose, og især blandt børn og unge har der de seneste år været en kraft stigning - fakta. Ser man ud i Europa gælder det 60 millioner europæere, og i Tyskland 15 millioner tyskere. For Olivia Wentzel betyder det, at der er en del læsere, som kan identificere sig med romanens hovedperson. Hvis de altså ønsker at blive identificeret med noget som helst.
Angst kan udløses af, at man ikke kan leve op til samfundets krav, og kommunister koger det hurtigt ned til, at årsagen til angst er, at der er rige og fattige mennesker i et samfund - og løsningen er at rulle skattelettelser tilbage.
Men kravene er meget videre end bare rig og fattig. Krav er at skulle leve op til billedet af den perfekte krop, præsentere det smukke hjem, score den rigtige kæreste, være den spændende sex-partner, få de fine karakterer, tage den gode uddannelse, hurtigt få et lederjob, bo på den rigtige adresse, have hynder i stuen der matcher sofaen, børste tænder 2 gange om dagen og bruge tandtråd, nyde den daglige løbetur, have det rigtige stel, udbrede sig med sin kulturelle indsigt, lave den sunde mad fra bunden, være med og have opdateret onlineviden, sende selfies fra fede rejser, slappe af på den velholdte plæne, være nonchelant i moderne tøj, smyge stoffer om sin brune, lækre hud og stramme baller, hente velopdragne børn kl. 14:00, servere kakao, the og hjemmebagte boller, dyrke sine hobbies i den kreative fritid som fx at sy sit eget tøj og spire sine egne chili og tomater, vise den store omsorg for børn, ægtefælle, famlie og venner, ordne alle feriefotos, læse de nyeste bøger og alle klassikerne, kreere økologisk eller vegansk kost og skrive om det på sin blog med egne fotos, være i godt humør.
Og ikke nok med, at man skal vælge rigtigt på alle hylder - man skal også selv fortage valget, og vælger du forkert, kammerat, så er det dig det er galt med.
I de sidste 50 år har forældre og bedste forældre haft travlt med at realisere sig selv, så der er måske ikke meget hjælp at hente? Det skal jo ende med angst, depressioner og spiseforstyrrelser.
For Olivias generation har alle muligheder:
- Uddannelser (I Danmark over 100 muligheder)
- Køn (30 eller mere)
- Hudfarve (1 - som man er født med)
- Familie (Kan løbende blandes og udvides)
- Job (Kun en vej - det skal føre til en leder stilling)
- Rejser (De fleste lande i verden kan nås fra Københavns Lufthavn)
- Tøj (Nye kollektioner næsten hver måned)
- Fritid - masser af muligheder
- Kost - fra alle verdens lande, ofte købt tilberedt
I 1921 var valgmulighederne
- Uddannelse (1 - det samme som din far (drenge) eller mor (piger))
- Køn (1 - ud af 2 mulige, men ingen valgfrihed)
- Hudfarve (1 - som man er født med)
- Familie (1 - aftalt af forældrene)
- Job (1 i livsvarig ansættelse)
- Rejser (til nabobyen til markedsdagen)
- Tøj (1 sæt sommer, 1 sæt vinter - det samme år efter år)
- Fritid (nej)
- Kost (Kartofler, brun sovs, saltet flæsk eller sild om søndagen)
I 1721 var Danmark på randen af et slavesamfund, hvor de flest var stavnsbundet på landet. Der var ingen valgmuligheder. Herremanden bestemte. Herremanden havde alle mulighederne. Angst var den gang angsten for træhesten eller pisken.
Olivia har det vanskeligt, fordi hun kun kan pege på sig selv som skyldig. Hendes farvede far kunne pege på den hvide mand og hendes punker mor på kommunisterne. Deres ufrihed satte dem fri. Det var jo uforskyldt.
I bogen peger Olivia på det hun ikke kan ændre: Hudfarve, Kultur, Køn. Men det er valgfriheden, mulighederne og privillegierne, som er der trods begrænsningerne, som giver hende angst.
Når antallet af unge, der oplever angst er stigende kan det hænge sammen med, at der aldrig tidligere i verdens historien har været så mange mennesker, som har haft så mange muligheder og frihed, og hvor man må bære konsekvenserne af valget selv.
Olivia har flere privellegier end nogen nogensinde har haft før - og netop derfor er hun fortabt.
Og hvordan vi undgår vi så angsten? Løsningen med sætte skatten op er håbløs, men hvad ellers? Vi skal finde ud af det, for i fremtiden har vi - hvis vi undgår krige og økologiske katastrofer - kun udsigt til at blive rigere end vi er i dag og få endnu flere valgmuligheder. Vi kan ikke lade hver sjette gå i opløsning i angst eller acceptere, at vi kun holder det ud ved hjælp af kemi fra medicinalindustrien. Så hva så? Tilbage til 1921 eller 1721 er ikke en option.
Alt i alt en interessant bog, som giver lyst til at diskutere. Man behøver ikke være enig med berlin-guide i udlægningen her. Olivia Wentzel eksperimenterer med fortælle formen, en form som også løser op for flere fortolkninger.
Olivia Wentzel er født i Weimar i Østtyskland i 1985. Hun bor i dag i Berlin. Hun skriver teater og laver musik. I 2020 blev hun shortlistet til Deutscher Buchpreis for sin debutroman
Mit hjerte er en automat er oversat til dansk af Ditte Engels Hermansen. Hun er født i København, bor i Leipzig og råæder bøger hver dag. Følg med på hendes blog https://litteraturdk.com/ om bøger. Ditte røber, at Leipzig er det nye Berlin - og det skal nok være rigtigt, for i Berlin stiger boligpriserne og kreativiteten daler. Leipzig kan være "the shit" - hvis den ikke allerede er det.
Olivia Wentzel
Mit hjerte er en automat
Forlaget Turbine
2021
Please wait...