Foto: SS barnedåb på "Lebensborn e.V." engang mellem 1936 og 1944. Bundesarchiv, Bild 146-1969-062A-58 / CC-BY-SA 3.0
Anmeldelse. Nazisterne var blindt optaget af den ariske race og at opdrage børn i den rette tro. Racehygiejne. Men hvad blev der af børnene efter krigen? Charlotte Blays roman ”Lebensborn” følger Willi og hans søskende som deres mor satte i pleje i nazisternes Lebensborn program. Den bygger på virkelige hændelser. Det er ikke kun historie. Mange af børnene lever nu. Måske de aldrig fik en forklaring.
Willi er på flugt. På flugt fra Den Røde Hær, fra flygtningetilværelsen i DDR, på flugt fra sin biologiske mor og fra de forfærdende årsager til hans eksistens. Willi udspringer direkte af nazisternes umenneskelige ideologi om racehygiejne, og som for mange andre tyskere hviler Hitler-regimets tunge skygge over ham hele hans liv. For Willi er skyggen bare mere konkret end for de fleste. Han er nemlig Lebensborn-barn – et resultat af Hitlers vanvittige drøm om at skabe en ren arisk race.
Spørgsmålet om Willis ophav dukker konstant op igennem hans omtumlede liv, der bringer ham fra Østpreussen under russernes fremrykning mod Berlin, over DDR’s kollektivisering og flugten til Vesttyskland og til sidst til Paradisgården og kærligheden i Danmark. Da muren falder, og Willi som familiefar bliver ramt af en tragedie, forsøger han for alvor at forsone sig med sig selv.
Forlaget skriver, at Lebensborn er en historisk roman om at være undfanget af ondskab, men at ville det gode. Og så er den baseret på en sand historie.
Lebensborn er en intens bog og rædslerne for de tyske flygtninge gennem Østpreussen følges på nært hold. Livet i DDR og Vesttyskland beskrives og Charlotte Blay fortæller levende om de små kår i efterkrigstidens Europa. Det er en bog med mange dimensioner, og om hvordan man håndterer sandheden.
Lebensborn børn var ofte børn af troende SS-nazister. Kan man hade dem? Eller elske dem man aldrig har mødt? Hvad stiller man op. Charlotte Blay fortæller ikke på hvilken måde romanen bygger på en sand historie. Men historien om Lebensborn er sand og tusindvis af børn er vokset op efter krigen med den fortælling i bagagen. Det er bevægende og en page-turner om turen gennem Tysklandshistorie fra 1940 og frem til i dag.
Lebensborn
Lebenborns var et SS-program som havde til formål at øge fødselstallet for børn af ariske forældre, som kunne betrages som ”racemæssigt” rene. Lebensborn betalte typiske ugifte mødre og opfordrede ugifte mødre til anonyme fødsler i deres Lebensborn hjem, og de formidlede kontakt til ”racerene” adoptivforældre, som i sær var SS-medlemmer og deres formidler. Lebensborn programmet begyndte allerede i 1935 i Tyskland, men spredte sig til flere lande under krigen. Især til Norge. Der er eksempler på, at børn blev kidnappet for at blive opdraget i Lebensborn hjem.
Der blev passet godt på Lebensborn børn og deres mødre. Sol, søvn og rigeligt at spise. Helt frem til krigens slutning, hvor alt andet var braset sammen. Kvinderne kom dog ”frivilligt” af nød eller ideologi – men der var dog ikke tale om tvangsmæssig bedækning af kvinderne. Omkring 12.000 børn blev født med norske mødre og tyske fædre. I Tyskland var der omkring 8.000 lebensborn børn og i Norge omkring 8-12.000 børn. I Norge fordi Himmler anså norske kvinder for racemæssigt at være i slægt med tyske kvinder.
Det var ikke populært i Norge og efter krigen blev mange af børnene moppet, mishandle, forfulgt og nogle havnede på lukkede anstalter. Den norske regering forsøgte at bortadoptere børnene til fx Tyskland, Brasilien eller Australien – eller fik frataget deres statsborgerskab. Børnene har senere opnået erstatning for behandlingen af dem.
Det er let at komme i tanke om en parallel de små børn i flygtningelejrene i Syrien, hvor diskussionen er om de vokser op og bliver terrorister. Arvesynden findes og straffes hårdt.
En berømt efterkommer er sangerinden Anni-Fried Lyngstad fra ABBA. Hendes far var soldat i den tyske hær i Norge, og for at undgå retsforfølgelse i Norge efter krigen tog hendes bedstemor hende med til Stockholm.
I Polen kidnappede tyskerne børn for øjnene af deres forældre, og børnene blev inddelt i tre grupper: de ønskværdige, de acceptable, og de uacceptable. De sidste blev sendt direkte i lejre, hvor de arbejdede sig til døde. De ønskværdige og acceptable kom i enten pleje eller på opdragelsesskoler, hvor de fik tyske navne og tvunget til at glemme deres tyske fortid. Virkede det ikke overgik de til kategorien uacceptable. Den polske regering hævder, at 10.000 børn blev kidnappet og mindre end 15 procent kom tilbage til deres forældre.
Charlotte Blay, f. 1938, har ud over en lang række bøger for børn og unge udgivet romanerne Flyvefærdig (1986), Hallas ånd (1989), Blå By (1997) og Stjerneskud og halvmåne (1994), som hun samme år modtog Drassows Fredslegat for. Se www.blay.com
Om Lebensborn eller mere på Holocaust Online
Charlotte Blay
Lebensborn
368 sider,
Byens forlag
2020