Andreas Merkel: Mit liv som tennisroman

MerkelTennisfoto

Foto: Pixabay License

Anmeldelse. Forfatteren Arthur Wilkow sætter sig for at skrive en autofiktiv roman, der tager afsæt i mødet med den unge tennisspiller Lenz og deres vej ud af henholdsvis skrive­ og tennisblokaden. Mit liv som tennisroman handler om venskab, litteratur og om at være forfatter, men også om at tage chancer og satse alt for kunstens skyld.

”Mit liv som tennisroman” er lidt vanskelig at placere rent genremæssigt. Autofiktion er en genre, hvor forfatteren skriver en fiktiv roman om sig selv med brug af virkelighedens steder, navne og erindringer. Det er vanskeligt at vurdere, hvornår noget er selvbiografi og hvornår det er fiktion.

Og hvad stiller man så op med en forfatter, der skriver om en forfatter, der skriver en autofiktiv roman? Er det så fiktion, eller dobbelt autofiktion? Og så skal man være vaks ved havelågen, fordi bogen skifter synsvinkel undervejs til alvidende fortæller, til en anden fortæller, der fortæller om, at han læser en tekst, hvor forfatteren fortæller om den, der læser. Så hvad er virkelighed - og hvad er fiktion. Det flyder ud, og det er måske i virkeligheden Andreas Merkels eksperimenterende ærinde?

Andreas Merkel, lad os holde fast i virkeligheden, er forfatteren, og han formår at snurre læseren en del rundt. Og alligevel med en lethed i teksten, der gør, at man gider historien. Genrerne skifter fra en art dagbog, til postkort, til en slags novelleform. Der er omveje undervejs, som fortæller anekdoter eller små historier, uden at man egentlig følger handlingen.

Hovedpersonen, Arthur Wilkow, er forfatter og vild med tennis. Hans mål er at skrive en selvbiografisk tennisroman, men det går trægt for der er mange kampe. Tennis, javel, men også med konen, med computeren, med den figur han har valgt, mellem hukommelsen og nutiden. Og han farer rundt fra Berlin og ud igen til Hawaii, Lago Maggiore, Köln, Görlitz, Kühlungsborn og Portland og Polen. Berlin spiller ingen rolle i bogen udover som kulissen for Arthur Wilkows bopæl, hans skrivehule.

Andreas Merkel (f. 1970) er tysk forfatter. Han har en kandidatgrad i filosofi og litteraturvidenskab og arbejder som forfatter og journalist. Merkel debuterede som forfatter i 2000 med bogen “Grosse Ferien”. På forlaget Silkefyret udkom han med romanen “Mit liv som tennisroman” (2018) i april 2020. Som journalist skriver han for Frankfurter Rundschau, den Tagesspiegel, die ZEIT og die taz, og desuden skriver han tekster for rockgruppen Tec9.

Så berlin-guide finder tre berlinerbamsebjørne frem i posen til en velformuleret historie, som måske vil for meget og alligevel har været godt selvskab. Den er dybest set et litterært eksperiment, så trænger du til en litterær udfordring, så ud på banen med livet i en tennisroman.

merkelTennisAndreas Merkel
Mit liv som tennisroman
Forlaget Silkefyret

2020