Anmeldelse. I midten af 1930’erne måtte mange tyske forfattere søge ud af Tyskland og levede et fra hånd og i munden eksilliv. Blandt andet i Ostende. I Kind aller Länder er det Kully, den 9-årige forfatterdatter, der fortæller om hendes liv med den 9 åriges perspektiv på at flytte fra sted til sted i Europa.
Emigrantliv set med børneøjne
Kullys far, Peter, er forfatter. Han er stor i slaget når han har penge: drikker, bor på dyre hoteller, spiser dyre middage, giver store drikkepenge – lige til han ikke har en krone og må tordne rundt i Europa for at tigge, lokke, bedrage, sleske sig til lidt flere penge, som så igen bliver fyret af. Pengene får han fra beundrere, redaktører og forlag. Gerne for manuskripter, som er lovende og fantastiske, men dog ikke skrevet endnu. Egentlig en sølle figur.
Kully og hendes mor, Anni, bliver efterladt på det ene luksushotel efter det andet uden penge med besked på at holde humøret oppe og gode miner til slet spil, for der kommer snart penge igen. Men længe holder det jo ikke. Kully reflekterer, at de rige jo ikke giver deres penge væk. Det er derfor de er rige. Og de rejser rundt - fra Tyskland til Ostende til Salzburg til Prag, Brussel til Amsterdam til Paris til Sydfrankrig til San Remo og tilbage og til New York og Virginia og tilbage.
Nogle gange rejser Kully med begge forældre, så kun den ene og også på egen hånd. Hun holder øjnene på de små ting som hendes skildpadder og krabberne på stranden og de fine blomster.
Omkring dette totalt rodløse familiekaos bryder nazismen ud i lys lue i Tyskland og krigen truer. Kully har sin egen lille verden og lærer at kommunikere på gebrokkent polsk/jiddish, hollandsk, fransk, engelsk, italiensk med børn på gaden. Alt imens hun barnligt filosoferer over verden og kærligheden, mennesker og dyr. Hun forstår lidt af, hvad der foregår omkring hende. Men hun fanger ikke den fulde sammenhæng.
Hun knytter sig til sin mor, den 30-årige Anni. Mormor bryder sig ikke om forholdet, men Anni holder ud. Også når de fryser i Amsterdam, fordi far efterlod deres vinterpelse hos pantelåneren i Salzburg. Hele Europa er i spil.
Der er lidt Pippi over Kullys udholdenhed i ”Barn af Verden”. Hun hænger på, følger med – og føler sig næsten mest hjemme på rejsen, i togene eller på den store damper til USA. Begrebet ”hjemve” siger hende ikke noget. Se udefra havde Kully nok haft den sundeste opvækst, hvis hun kunne være blevet hjemme hos sin Mormor i Tyskland.
Forfatteren Irmgard Keun havde mens hun skrev bogen selv et omtumlet emigrantliv sammen med forfatteren Joseph Roth. Det har sikkert inspireret. Bogens perspektiv og historien og den historiske sammenhæng er usædvanlig. Alene af den grund er den værd at læse. Irmgard Keun er kendte for sin direkte, hverdags fortællestil. Og den går ganske fint, når det er Kully, som fortæller i bogen. Kully er en gæv pige, hendes far en opblæst sjuft uden jordforbindelse med galoperende ADHD– og hvad skal man tænke om mor Anni?
Hvad de bliver af familien efter returen til Europa, på tærsklen til 2. verdenskrig ved vi ikke - for der slutter romanen. Men havde Irmgard Keun fortsat var det blevet til science fiction, for bogen udkom i 1938. Så ingen kunne vide mere.
Originalen blev udgivet i 1938, og nu er den så oversat til dansk og udgivet af forlaget Silkefyret i 2019. Fin lille bog. Irmgard Keun er ikke godt kendt i Danmark, selvom flere af hendes bøger er udgivet på dansk gennem tiden.
Forfatteren Irmgard Keun
Irmgard Keun (1905-1982) blev født 6. februar 1905 i Charlottenburg, Berlin.Hun boede i Berlin til hun var 10 år og flyttede så med familien til Köln.
Som ung mødte hun forfatteren Alfred Döblin, som holdt foredrag om sin næste bog, ”Berlin Alexanderplatz”. Han opfordrede hende til at blive forfatter. Hun var egentlig blevet skuespiller, men det kastede ikke nogen særlig karriere af sig.
Keun debuterede med romanen ”Gilgi – eine von uns” (1931), som blev filmatiseret i 1932. Den solgte i 30.000 eksemplarer og Irmgard Keun blev næsten fra den ene dag til den anden en berømt forfatter. Kurt Tucholsky anmeldte Gilgi og roste den for sin „beste Kleinmädchen-Ironie” og skrev: „Eine schreibende Frau mit Humor, sieh mal an!“. Irmgard Keun’s fortællestil bliver kaldt moderne og hun knyttes til ”Neuen Sachlichkeit” med sit direkte, lige ud ad posen hverdagssprog i bøgerne. Hun nærmede sig det talte sprog og var inspireret af biograffilm.
Og også den næste roman, Kunstsilkepigen fra 1933, blev en succes. Der var lidt snak om plagiat af romanen Karriere af Robert Neumann fra 1931. Det synes Robert Neumann nu ikke, selvom han først i 1966 lagde afstand til påstandene om plagiat, som han mente var kritikernes skyld. Ikke hans. Læserne kunne li den ligefremme ”en af os”-tone i bøgerne.
Men begge bøger var blandt de bøger, som det nazistiske Tyskland forbød som entartete kunst – ”degenereret kunst”. Hendes bøger fik stemplet: „Asphaltliteratur mit antideutscher Tendenz“ og satte på den sorte liste. Det var bøger, som den nazistiske bevægelse forbød og som blev brændt ved bogbrændingerne i 1933.
Nazismen gjorde umuligt at bo i Tyskland og Irmgard emigrerede til Holland i 1936. Forfatteren Volker Weidemann har i bogen ”Osteende 1936” beskrevet stemningen i Osteende, som meget vel kunne have været en sommerferie koloni for forfattere, hvis ikke det stod i skyggen af et nazistisk Tyskland, hvor alting blev værre og mere faretruende for hver dag, der gik. Irmgard Keun kendte Osteende allerede fra sine barneår, hvor ferierne ofte blev holdt der.
I badebyen Osteende, som Kully også beskriver i ”Barn af Verden”, samlede der sig en hel række af emigrantforfattere fra Tyskland: Udover Irmgard Keun, så også Stefan Zweig, Joseph Roth, Ernst Toller, Egon Erwin Kisch , Ernst Weiß, Heinrich Mann og Arthur Koestler.
Irmgard forelskede sig i forfatterkollegaen Joseph Roth og de to turnerede rundt i Europa som emigranter i Paris, Wilna, Lemberg, Warschau, Wien, Salzburg, Brussel og Amsterdam i næsten to år. Det var på denne turne, at hun skrev ”Barn af Verden”, og flere andre.
Forholdet til Joseph Roth holdt ikke, og Irmgard vendte illegalt tilbage til Tyskland i 1940, hvor hun blev under krigen.
Efter 1945 forsøgte hun at genoptage gamle kontakter, men hun arbejdede som journalist og blev glemt som forfatter, selvom hun forsøgte sig med projekter med blandt andre Heinrich Böll. Hun var alkoholiker og indlagt på psykiatriske afdelinger.
Irmgard keun blev genopdaget i 1970’erne og 1980’erne, især af feministiske litteraturkritikere, der manglede kvindelige forfattere at fremhæve. Irmgard Keun døde 5. maj 1982 af kræft i Köln. Ved hendes fødehjem, Meinekestraße 6 i Charlottenburg i Berlin hænger en mindeplade. Mindepladen fremhæver især romanerne ”Gilgi” og ”Kunstsilkepigen”, som giver et portræt af Berlin og Köln i Weimartiden.
Irmgard Keun
Barn af verden
Forlaget Silkefyret
2019
Oversat af Inge Nissen
Først udgivet i 1938.
Bøger af Irmgard Keun
- Gilgi – eine von uns (1931) på dansk Gilgi – en af vores, Roman (1932, oversat af Axel Broe)
- Das kunstseidene Mädchen (1933) på dansk Kunstsilkepigen, Roman (1933, oversat af Clara Hammerich. 1981, revideret oversættelse ved Niels Brunse)
- Das Mädchen, mit dem die Kinder nicht verkehren durften (1936) på dansk Pigen de andre børn ikke måtte lege med, Roman (1982, oversat af Niels Brunse)
- Nach Mitternacht (1937) på dansk Efter midnat, Roman (1981, oversat af Niels Brunse)
- Kind aller Länder (1938)
- D-Zug dritter Klasse (1938) på dansk Hurtigtog III. Klasse, Roman (1938, oversat af Herbert Steinthal)
- Bilder und Gedichte aus der Emigration (1947)
- Nur noch Frauen … (1949).
- Ich lebe in einem wilden Wirbel. Brife an Arnold Strauss, 1933–1947 (1988).
- Ferdinand, der Mann mit dem freundlichen Herzen (1950) på dansk Ferdinand – Manden med det venlige hjerte, Roman (1953, oversat af Tuche Tuxen)
- Wenn wir alle gut wären. (1954), Erzählungen.Blühende Neurosen (1962)
Læs også https://de.linkfang.org/wiki/Irmgard_Keun
Please wait...