Carl-Henning Wijkmark: Jægerne på Karinhall

Anmeldelse. Den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmark debuterede i 1972 med bogen ”Jægerne på Karinhall”. Den foregår i 1936 på Hermann Görings jagtgods nord for Berlin. En forunderlig blanding af spionroman med forviklinger, historisk dokumentarisme og pornografi. Den blev genudgivet i Danmark i 2018 af Bechs forlag.

Carinhall - Hermann Görings jagtpalads

Handlingen i "Jægerne på Karinhall" udspiller sig på jagtgodset, slottet eller paladset Carinhall på Schorfheide. Det skifter lidt om Carinhall staves med C eller K. Den tyske nazistiske, adelige flyveres fra 1. verdenskrig, Hermann Göring, overtog området allerede i 1933 og for skattekroner opførte han et refugium i den helt tunge luksusklasse. Det begyndte med en bjælkehytte, men det udviklede sig til et helt kompleks eller luksuspalads.

Det var ikke for almindelige mennesker. Her modtog Hermann Göring statslige gæster som Mussolini, den tyske adel, toppolitikere og industrifyrster. Carl-Henning Wijkmark beskriver, hvordan Carinhall var næsten skørt indrettet med romersk bad og bayersk ølstue i kælderen, gigantisk modeljernbane på loftet drevet af dværge, en løve fra zoologisk have. Væggene var fyldt med kunst, der i løbet af krigen blev konfiskeret og indsamlet til Hermann Göring fra hele Europa. Hvis vi skal tro Carl-Henning Wijkmark blev der også systematisk holdt prostituerede fra Berlin til underholdning og adspredelse for dels Hermann Göring selv og for hans gæster.

Pornografi

I ”Jægerne fra Karinhall” afholder Hermann Göring et kæmpe jagtselskab, hvor de fornemme gæster får kvinder at muntre med i orgier om natten og under jagten får stillet en jagthytte til rådighed, hvor deres favorit prostituerede venter på dem. Der er mange kvinder at holde styr på, så Hermann Göring har ansat en mand, Stieglitz, til at rekruttere kvinderne og ”varme dem op” med lidt rask håndmassage før notabiliterne – ofte oppe i årene og vægt – kommer til.

Og Carl-Henning Wijkmark nøjes ikke med antydningskunst, når det gælder forplantningsøvelserne mellem mænd og kvinder i bogen. Det er dampende hed porno og pænt varieret i tilgangen. Selv bøger som ”Fifty Shades of Gray” bliver netop det – shades – sat i skyggen af det direkte sprog, som mere hører til i det hedengangne pornoblad ”weekendsex”. Som Steve Sem-Sandberg skriver i det interessante efterskrift, så er der tale om ren pornografi, ingen forspil, men raffinerede iscenesatte orgier, hvor læseren ikke har ”noget andet valg end at indtage voyeurens skamløse position bag nøglehullet”.

Der er ikke tvivl om, at det pornografiske har skaffet Carl-Henning Wijkmark en lidt større og måske mere opstemt læserskare end ellers – og så er bogen jo udgivet i 1972 da samfundsmoralen omkring seksualitet nok var mere frigjort og eksperimenterende end både før og senere. Det litterære figenblad er måske at bruge pornografien til at illustrere den uhæmmede, groteske livsførelse hos Hermann Göring.

Dokumentar

Romanen bliver kaldt dokumentaristisk, altså fiktion, som tager udgangspunkt i virkeligheden. Men netop fordi det er fiktion, fordi der er ikke kilde-angivelse, så skal man læse bogen som fiktion og ikke som faglitteratur. Jeg kender ikke umiddelbart andre kilder, som beskriver orgier med prostituerede på Carinhal, eller at jernbanen skulle være drevet af dværge. Men underholdende læsning det er det.

Spioner

Historien udspiller sig omkring spionage på Carinhall. I 1936 har Berlin været sprængfyldt af spioner i kølvandet på olympiaden i Berlin. De tyske efterretningstjenester inkl. GESTAPO, britiske spioner, amerikanske agenter og sovjettro kommunister. Alle forsøgte at finde ud af alt om alle, og intern i nazi-toppen blev der gået til makronerne. Fx dukker topnazisten Martin Bormann (Adolf Hitlers højre hånd) også u-inviteret op og han går rundt og tager noter om, hvad folk taler om. Den gennemgående figur af den norske marathonløber Roar Tøgersen, som den britiske efterretningstjeneste overtaler til at infiltrere jagtselskabet.

I det hele taget er det en roman, hvor læseren får lov til at luske rundt og kigge gennem nøglehullerne på Carinhall til jagtfesten. Hvem boller med hvem hvordan? Hvad sker der i værelserne? Hvem konspirerer mod hvem?

Carinhalls skæbne

Carinhall var opkaldt efter Hermann Görings første kone, den svenske Carin von Kantzow (død 1931). Hun blev begravet på Carinhall (efter at have været begravet i Sverige), og senere i DDR tiden blev hendes jordiske rester bragt hjem til Sverige, hvor hun i 2012 blev begravet for tredje gang på Lovön kirkegård ved Drottningholm. Hermann Göring gjorde selvmord i sin fængselscelle i Nuremberg før hans dødsdom kunne eksekveres. Carinhall blev sprængt i luften af nazisterne på ordre fra Hermann Göring selv, da russerne næsten stod for døren i 1945.

Af Carinhall er der i dag lidt af indgangsportalen tilbage, og et par perifere bygninger. Men ellers er intet tilbage af det store anlæg. Det sker der dukker inventar op, som medarbejdere og naboer sandsynligvis har skaffet sig efter sprængningen. Men det er meget få spor. De store kunstsamlinger blev bragt til Berghof da russerne nærmede sig, så de forsvandt ikke i dynamittorden. 

Berlin-guide var vældigt underholdt af de saftige optrin, de skøre spioner og nøglehulskiggeriet på Carinhall. Der er brug for lidt faglitteratur som modvægt for at kunne vurdere det dokumentaristiske - for hvad er løgn og hvad er latin? Der er fire berlinerbamsebjørne til bogen - også for det lille, fine efterskrift af Steve Sem-Sandberg, som hjælper lidt med at sætte bogen i perspektiv.

Vil du læse lidt mere, så besøg Digital Cosmonaut, som har besøgt resterne efter Carinhall. Kører du til Schorfheide kan du se mere om Carinhall på museet på Jagtslot Schorfheide (ikke Görings sted) ikke langt fra Templin: 

Jagdschloss Schorfheide
Schloßstraße 7
16244 Schorfheide

Vil du helt frem til de sidste og få rester, så kør efter koordinaterne: Latitude: 53.0052 Longitude: 13.6352.

Carl-Henning Wijkmark 
Jægerne på Karinhall
Bechs Forlag 2018
Oprindeligt 1972