Terézia Mora: Alle dage

Foto: Ødelagt by på balkan.

Anmeldelse. Den ungarsk-tyske forfatter Terézia Mora har skrevet en mursten af en roman: ”Alle dage”. Romanens hovedperson kan tale ti sprog til perfektion, men siger næsten aldrig et ord. Terézia Mora er en af de nye, stærkt prisbelønnede forfattere i tysk litteratur, som det er værd at beskæftige sig med.

”Alle dage” handler om Abel Nema, som er flygtet fra en krig i et land, som ikke længere eksisterer. Selvom lande og byer kun omtales med bogstaver, så er der mange paralleller til borgerkrigen i Jugoslavien. Abel Nema er flygtet fra krigen, hvor hans ungdoms kærlighed, Ilia, sandsynligvis er død. Hans far, Andor Nema, var en omvandrende charlatan med 12 elskerinderog han forsvandt ud af hans liv, allerede da Abel Nema var barn. Han har mistet sine rødder, sin kærlighed og sit land.

Abel Nema er fremmed uden noget ståsted. Nøglen ligger måske i Alba Nemas navn. ”Nema” betyder ”en der er væk”. Det slaviske ”Nemacki” betyder ”tysk” på serbo-kroatisk, eller ”fremmed”, ”ikke-slavisk” eller stum. Abel er et hebræisk navn, som betyder ”Tomhed” eller ”ånde”. Tom, stum og fremmed.

Meget passende, for det overordnede tema i bogen er at være i eksil, ikke at høre til, at skulle tilpasse sig.

Nema: En der ikke hører til

Bogen åbner med her og nu, hvor Abel Nema hænger med hovedet nedad i et klatrestativ på en legeplads. Bundet med gaffatape. Overlever han?

Abel Nema lever på kanten og illegalt i en storby i Europa. Det er ikke klart hvor, og jeg får indtryk af en blanding af Paris og Berlin. Men han hører ikke til. Han bor ved banegårdens østlige udgang – de tapres Ø:

”Et område hvor man førhen havde haft småindustri, og hvor man, efter at alt var blevet nedlagt, slagtehuset, bryggeriet, møllen, havde anbragt først nervepatienter, vanskelige, forældreløse børn og gamle for derefter i en kort, såkaldt gylden periode at udbygge det til et eksklusivt boligområde for unge snobber inden man til sidst overlod kvarteret til de strandede som ikke stoppede med at strømme dertil, man skulle tro at nogen havde sagt til dem: Tag den østlige udgang”.

Måske stedet Abel Nema bor er et ikke-sted ligesom Abel Nema selv?. Men han har også boet i værelset bag en slagterforretning, på et kollegie og over en sexklub.

Abel Nema får tusket sig til et studiestipendium af en professor med hjertet på rette sted, så han kan læse og studere, og hans omgivelser anser ham for meget intelligent – uagtet, at han ikke siger mange ord. Abel Nema flyder med strømmen og kommer i kontakt med en flok musikere fra Balkan, han indfanges af en bande af romaer, bor hos en sex-klub ejer og han bliver proforma gift med Mercedes. Mercedes, nådens gudinde, som trods hans mangler holder af ham, gifter sig med ham proforma, så hans ophold ikke bliver truet.

Men hans identitetspapirer forsvinder, så det bliver vanskeligt for dem at blive skilt igen. Nogen rigtig familie bliver det aldrig.

Faktisk møder Abel Nema konstant mennesker, der åbner sig for ham og gerne vil hjælpe ham. Det har han ikke meget at sige til.

Han hører ikke rigtig til. Han kan være fra mange steder – og alligevel hører han ikke til nogen steder. Han kan (måske) tale ti sprog, men når han som oftest er tavs alligevel – er det måske fordi han ikke hører til. Han har ikke noget at byde ind med selv. Fortællervinklen i bogen skifter brat rundt fra jeg, du og dem – den kan skifte fra Abel Nema til tredjeperson – nogle gange midt i en sætning.

Det er en bog, som kræver noget af sin læsere. Læs lige citatet ovenfor: Det er en pænt lang sætning, og meget typisk for Terézia Moras skrivestil. Et andet godt eksempel er Abel Nemas forbandelse af hans egen far, som forsvandt sporløs: ”Forbandet skal han være! Måtte han ikke finde fred noget sted på jorden! Måtte frugterne få skimmel i hans hænder, jernet ruste, vandet rådne, guldklumper blive til hestepærer, måtte alt hvad han har kært, gå tabt, måtte han sulte ihjel eller, endnu bedre, dø af en skæmmende sygdom, eller endnu bedre, aldrig dø, han skal leve for evigt den Slyngel! Slyngel” Slyngel!”

Romanen kræver en tålmodig læser for man skal måske 100 sider ind i bogen før man kan danne sig en mening om handlingen: En flygtning fra borgerkrigen et sted i Europa. En person med svære symptomer på posttraumatisk stresslidelse (PTSD), som godt nok er højt begavet, men som ikke evner kontakt til andre mennesker eller udnytte sin begavelse. En person som lever fra dag til dag på andres nåde. Kan mennesker der er skubbet så langt væk fra sig selv overhovedet komme tilbage?

Terézia Mora giver et slags svar, men det må du selv læse - og synes du bogen står lidt åben til sidst er det ifølge Terézia Mora ganske bevidst. Der skal også være noget til læseren.

En bog til læsekredsen

Romanen kører over 450 sider og min anbefaling vil være at læse den sammen med andre for det er en både intens og kompleks læseoplevelse. Forlaget skriver selv om Terézia Moras skrivestil:

"Terézia Mora skaber en dugget, halvgennemsigtig rude, som i en gammeldags osteforretning, mellem fortællingen og hovedpersonens fortumlede, frustrerede, hallucinerende og flersprogede univers. Romanen bevæger sig mellem fest og mareridt og bruger sort humor som redningsline". 

En bog af den slags, hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at der kører fortællinger på andre planer også - i ostebutikkens slørede rude er der antydninger af fortællinger. Den kan læses ligeud som andre romaner, eller man kan fordybe sig i historierne og betydningerne. Der gemmer sig klart et religiøst – bibelsk motiv, som jeg ikke helt har fanget. Nema bagfra er Amen? Hans nabo fortæller om en tur i Paradis? Hvad betyder det alt sammen?

Tak for oversættelsen og udgivelsen

Romanen er oversat af Dorthe Seifert, som har arbejdet med tysk litteratur som både konsulent, redaktør og boghandler. Hun har læst historie, engelsk, litteraturvidenskab, hebraisk og kulturvidenskab i Roskilde, Jerusalem og i Berlin.

At oversætte Terézia Moras vildt blomstrende sprog er en bedrift, for man får brug for alle dele af ordbogen. Jeg er pænt imponeret. Tak til forlaget Palomar for denne udgivelse. Det er ikke mange nye tyske forfattere, der kommer over grænsen, og jeg vil tro, at denne overstiger de flestes skoletysk, så en oversættelse i klasse med Dorthe Seiferts er nødvendig. Jeg tror ikke, at "Alle dage" ender som bestseller i Danmark. Sammenlignet med en svensk tju-bang krimi er der for lidt action og sproget for krævende - og dog en gave til læseren.

Terézia Mora (f. 1971) er fra Sopron i Ungarn. Hun voksede op som en del af det tyske mindretal og i 1990 flyttede hun til Berlin. Der arbejder hun som forfatter og oversætter af moderne ungarske forfatter. Romanen om Abel Nemas i Alle Dage har givet hende status som en af sin generations vigtigste stemmer. Terézia Mora har selv fortalt om sin bog i et interview til magasinet Atlas - læs her.

Terézia Mora
Alle dage – oversat fra Alle Tage
Forlaget Palomar
2019

453 sider
Original 2004