Foto: Kurfürstendam og Gedächniskirche, der står tilbage som symbol på ødelæggelserne i 2. verdenskrig. Gedächtniskirche var også på forsiden af førsteudgaven af Stenrosen.
Anmeldelse. Gladiator forlaget genudgiver en række danske klassikere i deres ”sandalserie”. En af dem er Ole Sarvigs ”Stenrosen” fra 1955. Stenrosen handler om krigen, 2. Verdenskrig, om de mennesker, der blev skyllet ind i den, tumlet rundt og skyllet ud igen. Krig er omvæltning.
Romanen udspiller sig med personerne omkring Glaser Platz i det udbombede Berlin efter krigen i bydelen Friedenau. Glaser Platz er tilsyneladende frit opfundet, jeg finder den hverken i mit Berlinerkort fra 1939 eller i nutidens Berlin.
Omkring pladsen bor mennesker og Ole Sarvig panorerer nærmest filmisk rundt på pladsen, og ind af vinduerne i lejlighederne og videre ind i hovederne på de mennesker der bor der og ud igen og flakser videre, når vi har hørt om deres skæbner og ind igen i atter andre skæbner, som fletter videre.
På vej rundt på pladsen hører vi om luderne Lola og Stella, om Kulsoen der olmt følger med i det hele, om Endré Weber, som efter krigen blot ligger i morfindøs med smadret ryg og før var verliebt i Maria, og om Werner Hecht som var verliebt i naboens datter Joanna – den gang før det hele brød løs. Og vi hører mere om Marias historie. Maria, som næsten kun kan kende sig selv, når hun sidder nøgen foran spejlet.
Og om Katja som ved et mirakel slap ud af dødslejrene i øst, men de eneste, der kender hende, vil ikke kendes ved hende. Historierne fortælles med store omveje i tid og sted og med et mylder af sidehistorier. Som erindringsbrudstykker af en tid, der var. Og ildevarslende om den der kommer.
Ole Sarvig er egentlig digter, og det afspejler sig i et billedrigt sprog. Læs selv lidt med her på Google Books:.
Ole Sarvigs roman tager læseren med i førkrigstidens Berlin, i den kunstnermiljøet, indkaldelserne til militæret, ildstormene i Berlin under bombardementerne, lidelserne hos de sårede og vi er med i krigen med faldskærmstropperne under angrebet på Frankrig, og med flygtningene fra øst, oplever overfald på jødiske butikker og jødetransporterne, tilfældige nedskydninger, det russiske angreb med voldtægter af kvinder og piger og stilheden efterfølgende, mens Berlin bliver delt i to – øst og vest. En udsyret tid hvor kvinder købes for cigaretter, sortbørshandel og et diktatur, som lægger sig over alt i øst med VOPOer og højtalere i gaderne.
I Oles Sarvigs roman er krigens konsekvens et totalt farvel til det der var, alting forvrides, muteres, tilpasses. Man kan ikke kende sig selv, sine nærmeste. Måske en pointe i at vi heller ikke kan finde Glaser Platz? Stenrosen findes heller ikke – men måske et poetisk udtryk for – eller håb om – at selv på stengrund kan der vokse skønhed.
Romanen er muligvis usædvanlig ved at fortælle det tyske perspektiv uden at fordømme dem som nazistiske rovdyr. Det kan ikke have været ukontroversielt i 1955. De forbrydelser, der omtales, fortælles uden sympati.
Forfatteren Ole Sarvig levede 1921-1981. Han debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943), og Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen var Sarvigs første roman.
Man skal først og fremmest læse Stenrosen for at blive betaget af Ole Sarvigs sprog. Tydeligt en digter på færde her. Mængden af historier, billeder, detaljer og skæbner er mange, men uden at tråden tabes. Man tænker næsten, at forfatteren må have været en tur i Berlin efter krigens afslutning. Et enkelt sted glipper det historiske, da dødslejre nævnes som noget jøderne må flygte fra allerede i 1939. Holocaust tog først for alvor fart efter krigens begyndelse. Men i 1950’erne har det måske lige som i dag været omdiskuteret, hvem der kunne vide hvad hvornår og hvor meget. Selvom bogen er udgivet i 1955, så er der intet gammeltungt over sproget. Du skal stadig være vaks for at hænge på.
Ole Sarvig
Stenrosen
Gladiator
2019
Først udgivet i 1955
Please wait...