Simon Strauss: Syv nætter

Anmeldelse. Den tyske historiker, forfatter og journalist Simon Strauss har skrevet en bog om at blive voksen. Bogen ”Syv nætter” har siden den udkom været en af de mest omdiskuterede bøger i Tyskland. Nogen tænker det er en nøgleroman for ”generation Merkel” – som er den generation, der er vokset op med Kansler Merkel og er trætte af at alt skal handle om penge og forbrug, men søger tryghed. Andre tænker, at bogen er udtryk for en højredrejet nationalkonservatisme – a la den der skaber AfD eller Brexit i Storbritannien.

Debatten i Tyskland

Syv nætter handler om en ung mand sidst i tyverne, som er på tærsklen til at blive voksen. Han er ambitiøs, intellektuel og fornuftig – og alligevel tøver han med at træde over trinnet og blive voksen. Han indgår en ”djævlepagt” med en ven, som udfordrer ham til at begå syv dødssynder over syv nætter og så skrive om dem.

”JEG SKRIVER DETTE I ANGST. I angst for den flydende overgang. For ikke at have mærket, at jeg er blevet voksen. Uden overgangsritualer eller manddomsprøver er jeg bare gledet gennem livet, til jeg var tredive. Har bestået alle eksaminer, overholdt alle aftaler, smilet meget, grædt lidt, kun lidt, men frem for alt smilet…”

At blive voksen betyder at træffe valg, hvor det meste vælges fra. At vælge en kvinde eller en mand – og så undvære alle de andre. At tage på ferie et sted – og så undvære alle de andre. At tage et arbejde – og så undvære alle de andre. At vælge en uddannelse – og så undvære alle de andre. At træffe et valg betyder at shoppe turen er slut. Nu er der bare den lige vej frem og ingen vej tilbage. Var det det? Var det livet? Hvad nu hvis man valgte forkert?

I syv nætter er det hovedpersonens udfordring og han beslutter at brænde den maks af over syv nætter og skrive om det…for derefter at blive voksen.

Hvis man læser anmeldelserne i de tyske aviser, så er det højtragende kulturdebat, som kan være lidt tungt at læse igennem. Bogen er væsentligt lettere at komme igennem og både underholdende og tankevækkende.

Jeg læser ikke bogen som højredrejet nationalkonservatisme, men som en roman om stedet mellem ung og voksen. Der hvor det hele slutter. Der hvor det hele for alvor begynder. Om angsten for at tage skridtet.

Min egen diskussion af bogens tema nedenfor er måske også udtryk for højtragende kulturdebat. Så spring den over, hvis du ikke gider at læse den. Men Simon Strauss er der ingen grund til at springe over.

Interview med Simon Strauss.

En omvej om dødssynder

For dig, der lige som mig, har glemt hvor når en synd er end dødssynd – så er det:

Superbia (hovmod)
Avaritia (griskhed)
Luxuria (utugt)
Invidia (misundelse)
Gula (fråseri)
Ira (vrede)
Acedia (dovenskab)

De syv synder omtales nogen gang samlet efter akronymet (forbogstaverne): SALIGIA. Dødssynderne er en overlever fra den katolske fortid. Pave Gregor I, der døde alt for tidligt i år 604, lavede en lang liste over dødssynder. Om Pave Gregor fortælles, at befolkningen døde som fluer af pesten da han var nyindsat pave. Gregor bad og prædikede anger og omvendelse og lavede optog med bøn og sang. Kendt pest medicin. Men se, da optoget krydserede over floden Tiberen så de ærkeenglen Mikael stå ved Hadrians mausoleum og stikke flammesværdet i skeden som tegn på at pesten var overstået. Hadrians mausoleum blev derefter kaldt Castel d'angelo – eller på dansk: Engelsborg.

Og nu tænker du ”gregoriansk kalender”? – men nej, det var pave Gregor XIII, som næsten 1000 år senere i 1582 indførte vore dages datosystem, hvor vi for hvert 400 år skulle udlade at have skudår i de tre år, der slutter på 00 og ikke er delelige med 400. Næste gang er 2100. Det er en viden, som computerprogrammører og vuggestuebørn får brug for.

Tilbage til de syv nætter

Tage ansvar. Tage på arbejde. Få familie. Få hverdag. Fornuftige sengetider. Korte ferie. Og. Og. Og. Trædemølle. For er det ikke det voksenlivet er? Fuld af pligter og rutiner og børn og bleer og karriere og afdrag? Anerkendelse er vigtigere end løn. Den lange uddannelse skal omsættes til livsindhold hævet over det almindelige. Men som videoen med jobinterviewet nedenfor illustrerer, så kan det være vanskeligt at forstå hinanden henover generationer.

I den engelsk sprogede del af verden taler man om ”Milleniums” om den generation, som kun modvilligt bliver voksen, vil arbejde for noget vigtigt, drikke god kaffe, forlanger anerkendelse og forståelse og på den ene side er ambitiøse og på den anden side alligevel ikke rigtig vil lægge det, som ambitioner kræver.

Det er egentlig ikke noget nyt fænomen. Sociologen Ronald Inglehart forudså allerede for 50 år siden, at i takt med at vi bliver rigere bliver økonomisk tryghed og fordeling af goder mindre vigtigt, men selvrealisering og verdens udsyn får mere vægt i forhold til en mere traditionel opdeling.

Det manifesterer sig politisk i nye partier, som ikke binder sig til traditionel højre-venstre dimensioner. I Danmark er Klaus Riskær partiet er fx både blåt og rødt på samme tid og de Alternative vil noget helt tredje. På arbejdsmarkedet støder generationerne sammen, og det kan være vanskeligt at tale sammen over kløften.

Milleniums er ikke et nyt fænomen

”Milleniums” har altid eksisteret. Før 2. verdenskrig børn af usædvanligt velstående forældre, efter 2. verdenskrig børn af den øvre middelklasse og i dag mange flere.For to generationer siden ville udfordringen i denne bog være uforståelig – måske næsten ulæselig. Der var ungdommen meget kort. Når du blev 14 og konfirmeret gik du fra at være barn til at være voksen. Blev du fuld til konfirmationen var det ungdommen. For tre generationer siden var forskellen endnu mindre, for en del var ude at tjene allerede fra 7-8 års alderen. Sådan var det bare.

Men siden er samfundet blevet enormt meget rigere og velstående. Også i 1960’erne blev der talt imod forbrugskultur og reklamer, og nu har langt de fleste fået enorme valgmuligheder og i Danmark med SU’en ovenikøbet en statsfinansieret ungdom. Der er ingen nød, der er tid til at tænke over værdier, over valg i livet, til at rejse, til at uddanne sig – en livsstil, som kun var forundt de allerrigeste for 100 år siden.

Generation Merkel

I Tyskland har man talt om "Generation Merkel", som er vokset op med Angela Merkel som kansler. For mange er hun også et symbol på stabilitet og tryghed - og man ved, hvad man har. Bogen udkom i 2017, men nu et år senere er aner vi enden på Angela Merkels dage som kansler. Måske det giver større utryghed.

Er det et paradoks at man vil holde fast i frihed og så alligevel har brug for mutter Merkel lige i nærheden. Egentlig ikke, for Merkel er måske også en forsikring om, at de goder tider, som skaber festen fortsætter? Mileniums er jo ikke dumme. De ved godt, at nogen skal betale gildet.

Det er en sand historie – der dog er opfundet. Simon Strauss er selv ”Generation Merkel”. Han er født i 1988 og søn af den berømte forfatter Botho Strauss. Han bor i Frankfurt og skriver for tyske aviser – fx som kultur- og teaterredaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung.

simonstrauss Syv nætter
Simon Strauss
Turbine forlaget
2019