Lis Jensen & Henrik Lund: Rhinen, Mosel og Eifel

rhinbilled1

Foto: Code83, Pixabay CC. Rhinen med Hohenzollernbrücke og Kölns domkirke i baggrunden.

Anmeldelse. Berlin er dejligt. Men Berlin lider af et stort underskud af vinmarker. Og det er en skam for tysk vin har mange kvaliteter. Til gengæld kan en udflugt til Rhinen, Mosel og Eifel så rigeligt kompensere det underskud. Hele 6 af Tysklands 13 vinregioner findes her.

Heldigvis har Lis Jensen & Henrik Lund skrevet en guidebog i deres Rejseklar serie om Rhinen, Mosel og Eifel. Og så er der jo også preussisk historie at finde her, for efter afslutningen af Napolonskrigene tilfaldt Rhinlandet og Köln Preussen, hvor hovedstaden var Berlin. Pludseligt voksede Preussen og strakte vingerne fra Königsberg ved den østlige Østersø helt frem til Frankrigs grænser. Og dermed fik området alt med Berlin at gøre.

Berlin-guide beskæftiger sig mest med Berlin – og så det man kan opleve i en radius af 2-300 kilometer derfra. Men selvom floderne Spree og Havel – og lige i nærheden Oder – plumrer omkring Berlin og gør Berlin til en havneby – så kan Rhinen noget helt særligt. Romantik. Naturkræfter. Økonomi. Historie. Grænseland.

Rhinbilled2BurgKatzogRhinen

Foto: Mobasoft24, Pixabay CC. Rhinen snor og bugter sig gennem de lave bjerge med gamle borge og slotte på spidserne. Her er det Burg Katz, der vogter.

Rhinen

Rhinen er gigantisk og dramatisk og fantastisk. Selv i dag holder den liv i landskabet fra Nordsøen helt ned til Schweiz. Så meget, at man blandt økonomer taler om ”den blå banan”. Den blå banan er groft malet området fra London over kanalen ned af Rhinen over alperne til Milano. En meget stor del af Europas rigdom, innovation, teknologi skabes i præcis det område. Her har Rhinen sørget for effektiv transport af råvarer og varer fra nord til syd i Europa gennem århundreder. Rhindalen er iøvrigt UNESCO beskyttet.

Romerne

Det er ved Rhinen den germanske verden begynder. Længere nåede romerne ikke - og de var usikre på, hvor langt mod øst i de uendelige skove de germanske og dernæst de slaviske horder holdt til. I stedet slog romerne rod i nogle hundrede år ved Rhinen og der er stadig spor og bygninger efter dem. Så meget, at UNESCO har beskyttet den gamle grænse. I Trier dukkede Julius Cæsar op i år 57, og romerne byggede og blev her i 500 år. Efterladenskaber inkluderer Porta Nigra, et amfiteater, romerske bade m.m.

Rumlen

Naturen omkring Berlin er ret flad og udramatisk. I konkurrennce med Danmark om de højeste punkter, for også i Berlin og umgebung sled istidsgletcherne tungt hen over landskabet. I Eifel mere dramatisk med vulkaner, og er stadig varme kilder og kratere at besøge. De begyndte at buldre for 50 millioner år siden, og de sidste tabte først pusten for mellem 11 og 13.000 år siden.

Med geologisk målestok er det for få timer siden. Og vulkanerne sover bare for en stund. Man kan måle, at jordskorpen her er tyndere end andre steder på kontinentet, landskabet hæver sig med en millimeter om året og der slipper CO2 ud og skabes sure søer. Det er dog ikke et farligt område at besøge, men det er ikke usandsynligt, at der igen springer vulkaner op om et øjeblik - i geologisk tid altså måske bare om få tusinde år.

Ræs

Og lige netop i bulderterrænet har tyskerne så placeret Nurburgring, hvor enhver med mod kan teste familliebilen på en af verdens mest krævende motorbaner. Der er ingen forsikring, og før du svinger den gamle Toyota Carina ud i svingene, så se lige et par videoer på Youtube om Nurburgring. Måske man skal nøjes med at se på – med afstand. Eksempel nedenfor, hvis du har nerverne til det. Advarsel om lidt voldsomme billeder:

 

Fire til forskel

Er du mere til historie, så har området lige mindst fire personligheder - uden hvilken meget havde set anderledes ud i dag.

  • Den første er Arminius (18/17 f.Kr. - 21 e.Kr.). Han er også kendt både som Armin og Hermann. Han var en høvding for en germansk stamme og ledte en hær, der slog tre romerske legioner i Slaget i Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr. Sejren betød at Romerriget opgav planerne om at udvide riget øst for Rhinen. Germanerne forblev germanere -ellers havde vi måske talt latin i dag. Unum scio me non possum: Quid accidit? I 2.000 år var det en gåde, hvor Teutoburgerskoven mon lå og slaget fandt sted, men i 1987 gjorde arkæologen Tony Clunn et fund af våben og mønter nær Osnabrück, lige nord for et højdedrag kaldet Kalkriese. Det må være der slaget stod. OK, det ligger lidt uden for guidebogens område – men du kommer lige forbi på vej til Rhinen, Mosel og Eifel. Et stykke derfra, 100 km sydøst, før man vidste hvor slaget stod, ligger Teutoburgerskoven og der, ved Detmold, rejste man i 1875 den enorme Hermannstatue. Har du tid, så kør forbi og besøg urtyskeren Armenius eller Hermann.
  • Den næste er Karl den Store. Han er kendt både som Karl og Charlemagne. Han boede i Achen og var hersker over Frankerriget fra 768 til sin død i 814. Han underlagde sig det meste af Vesteuropa i tidlig middelalder og lagde grundstenen til de moderne lande Frankrig og Tyskland. Kejser Karl den Store er blevet kaldt "Europas fader", eftersom han af det smuldrende, hærgede romerrige skabte grundlaget for det moderne Europa bl.a. ved en begyndende statsdannelse af Frankrig og Tyskland – to magter, der i høj grad har formet Europas og verdens historie.
  • Den tredje er Johan Gutenberg. Johann Gutenberg (født 1394, død 3. februar 1468), født Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg i Mainz, Tyskland. Opfandt det bevægelige enkeltbogstav støbt i bly, så typen kunne genbruges. Han opfandt bogtrykkerkunsten i den vestlige verden. Kineserne havde allerede havde tryk med lertyper i 1200-tallet i Kina. I 1997 blev Gutenbergs bogtryk valgt til en af det 2. årtusindes mest betydende opfindelser af det amerikanske blad Time-Life. Uden Gutenberg havde der ikke været guidebøger at anmelde - eller Time-Life.
  • Økonomen Karl Marx fik glæde af bogtrykkerkunsten. Karl Heinrich Marx (født 5. maj 1818 i Trier, død 14. marts 1883 i London) var en tysk sociolog, politisk økonom og filosof. Karl Marx var, sammen med Friedrich Engels, grundlægger af, hvad han selv kaldte for, den videnskabelige socialisme. Han skrev bogen ”Kapitalen”, og ved hjælpe af Gutenbergs teknologi tændte det revolutionære stemninger i hele Europa.Det kunne vi godt have undværet.

Floder af vin

Og så er der vinen. Åh, Vinen! Hvis du kun drikker italiensk rødvin eller australsk hvidvin, så ærgerligt nok. For ved Rhinen, Mosel og Eifel ligger det ene store vinområde efter det andet. Lis Jensen og Henrik Lund guider lidt. Men gå selv på opdagelse. Bedst hvis du har god plads i bilen, så du kan have lidt af de fine flasker med hjem. Guidebogen nævner blandt andet favoritten her i huset – Vin fra Kloster Eberbach, og gerne fra de bedre marker. Vi har altid et par flasker Eberbach liggende. Det manglede da bare.

Kölln får en grundig behandling og der er også meget at se og opleve i Köln. Da berlin-guide i begyndelsen af 1980’erne for første gang stak tommelfingeren i vejret og tomlede mod syd var Köln den første udenlandske by, hvor jeg gjorde holdt. Lidt tilfældigt, men det var en stor oplevelse at være af sted på egen hånd og Domkirken, kneiperne, kunstmuseet, broen og Rhinen gjorde et stort indtryk. At læse om Köln nu sendte mig lige – ups – en tur down memorylane. Og det er jo det en guidebog også kan. Hjælpe med at holde fast på alt det, som man har oplevet.

Lis Jensen & Henrik Lund har skrevet over 200 siders guidebog. I dybden med historien, vinen, maden, kulturen. Praktisk indrettet og med masser af guidestof som parlør, åbningstider, vekselkurser.Har aldrig rigtig selv brugt en parlør, og der findes gode oversættelsesapps. Vekselkursen til Euro har været den samme i snart 40 år, åbningstiderne opdager man og parløren kan man nok undvære. Men det hører ligesom til den klassiske genre: guidebog. En grønspættebog til turen, der kan give svar på alt på turen.

Tilgengæld for det lidt mindre banale stof ville jeg gerne læse mere om alt det man kan opleve, fx lidt mere om mad og lidt mere i dybden om vinen og om historien..De fine fotos er til gengæld helt uundværlige i en guidebog, som lige så meget eller mere er til planlægning og inspiration, som praktisk håndleksikon på turen. Men hvor berlin-guide har uendeligt mange pixels at brede sig på, så må jeg anerkende, at der i en guidebog er nogle hårde valg og luft til den rejsende til selv at opdage.  

Rhinen, Mosel og Eifel kan nås på en overkommelig køretur fra Danmark. Der er masser af Tyskland at opleve – og har du vovemod, så se frem til retter som ”Kölsch Kaviar”, blodpølse med løgringe og brød eller ”Handkäse mit musik” – der er en så sur ost i olie og eddike med rå løg og kommen, der sætter gang i mavegasserne. Det giver mad med lyd. Deraf navnet ”mit musik”.

Dejlig guide. Jeg får lyst til at rejse og opleve det hele igen og igen og mer til. Hvad mere kan man forlange af en guidebog. Bare det snart kunne være…

Rhinbilled3bogLis Jensen & Henrik Lund
Rejseklar til Rhinen, Mosel og Eifel
218 sider + et kort
Forlaget Jensen og Lund

Din almindelige bog-pusher kan skaffe den.